Irja Maria er en af de danskere, som hver lørdag eftermiddag deltager i Palæstina demonstrationerne i Århus, hvor hun bor. I artiklen sammenfletter hun sin egen families historie med Palæstinas frihedskamp. Og pointen er lysende klar: besættelse er besættelse, alle danskere ved hvad det forbandede ord betyder. Og frihedskamp er frihedskamp.
Vi danskere burde blive bedre til at indse, at Palæstinas kamp for frihed er akkurat samme historie som de danske og norske frihedskæmperes heroiske indsats under anden verdenskrig.
Min svigerfar, Frits Johan Blichfeldt Møller, var en dansk frihedskæmper under anden verdenskrig. Han hjalp flere hundrede jøder over sundet fra Sjælland til Sverige i oktober 1943, da ca. 7000 danske jøder blev forfulgt af Tysklands naziregime. Frits Johan kom fra en lægefamilie i Jylland og var cand. polit. Han var dedikeret til at kæmpe mod uretfærdighed og hjælpe mennesker i nød med sit store organisations talent. Efter jødernes flugt fortsatte han modstandsarbejdet ved at få efterlyste modstandsfolk til Sverige.
Frits Johans kone og deres lille dreng måtte flygte til Sverige, da nazisterne fik øje på hans eksistens og begyndte at jage ham. Frits Johan blev skudt af nazisterne i 1944 under én af hans flygtningetransporter. Han blev skudt på Asiatisk Plads, hvor udenrigsministeriet i København ligger i dag. Han blev dødeligt såret og derefter tortureret ihjel. Jeg kan min familiehistorie, og der kunne laves en film om Frits Johan….
Jeg spørger af oprigtig interesse: ”hvilke tanker gør efterkommere af norske og danske frihedskæmpere sig om palæstinensernes frihedskamp?
I min familie blev en familiefar ofret i den danske frihedskamp. Hvor mange ofre skal mistes i en familie, førend mennesker aktivt siger: ”stop krig, kæmp for fred og frihed”?
Nelson Mandela sagde før sin død, at først når Palæstina er fri, er verden befriet fra den sidste apartheid stat. Der går et bånd fra Sydafrika til Palæstina. Sydafrika der åbenlyst har støttet og støtter Palæstina. Ligeledes går der et bånd fra Irland til Palæstina. Irland der også har haft sult, kamp og fattigdom inde på kroppen pga. Englands besættelse og forarmelse af landet for ikke så længe siden. Skal man have mærker på egen krop, før man helt forstår?
Der har været en forholdsvis stor tavshed omkring Israels massakrer på et fattigt, udarmet, udsultet og magtesløst lille folk. Hvorfor? Er det fordi man som en almindelig borger ikke kender historiens nuancer og har svært ved at forstå, at det ikke længere er de såkaldte jøder, zionisterne, der er de legitime ofre, men i virkelighedens verden palæstinenserne? Og/eller kan den omfattende tavshed skyldes Vestens forhold til muslimer, hvor en massiv propaganda har kompliceret denne i forvejen komplicerede og brandvarme ”kartoffel”, så mange er blevet islamofobiske og hader muslimer?
Eller er det fordi – her taler jeg om danskerne generelt, at vi er et mageligt lille folk, der med tiden har overladt al politik til en regering, der holder sig gode venner med zionisterne i både Israel og USA, således at vi som land på favorable vilkår kan tjene penge på dansk våbenindustri, der producerer netop de våbenkomponenter der bliver brugt til at massakrere palæstinensere? Eller er borgerne blevet fristet af stigende krigsaktier? Penge frister, og det gør krig fra sofaen også.
Eller skyldes det, at mange er blevet utrygge, bange eller forvirrede over verdenssituationen?
Hvor er troen på, dengang vi som folk i de små skandinaviske lande Norge og Danmark følte os kaldet til at gøre modstand mod den nazistiske besættelse?
Det samme Palæstina har gjort, indimellem med voldsmodstand (jeg går ikke ind for dette) men også med modstand uden andre våben end sten, som teenagere har kastet mod Israelske tanks, for symbolsk at stoppe dette herrefolks terrorvirksomhed, der nedgørende betragter dem som uønskede og menneskelige dyr og med magt har stjålet deres families jord og spotter deres familier. Det Palæstina, der nu ikke længere har teenagere, der modigt gør modstand, fordi de enten er døde eller syge pga. Israels folkemord nu på tiende måned.
Norge anerkendte Palæstina som en selvstændig stat 28. maj 2024 sammen med Irland og Spanien, Danmark var tavs. (145 ud af 193 har anerkendt Palæstina). Netanyahu rasede over Norge og trak deres diplomater hjem som straf. Jeg fik da tanken om nordmændenes mod mon stammede fra de barske erfaringer fra anden verdenskrig, eller? Der er sikkert flere svar på dette spørgsmål. I Danmark oplevede man som sagt ikke de samme barske konsekvenser som Norge, idet man i Danmark samarbejdede med nazisterne/Tyskland, måske som det muliges kunst.
Jeg er flov over at være dansker i denne folkemordets tid i historien, men heldigvis går der danskere aktivt med i de palæstinensiske demos, hvilket giver håb om, at vi efterhånden bliver flere der forstår, at vi som verdensborgere må sige STOP og sammen handle mod folkemord. At vi forstår, at uden respekt for menneskerettighederne, er vi som menneskehed fortabt.
Jeg efterspørger det åbenlyse mod og den handlekraft der skal til for at protestere uden vold imod et herrefolks besættelse med de civile nedslagtninger og udsultning af befolkningen i Palæstina. Til mig selv, siger jeg: ”gør hvad du kan ved at uddanne dig i historien omkring Palæstina og følg med i al den troværdige information, som du overkommer”. Viden og forståelse skaber magt over tingene.
Artiklen er et uddrag af Irja Maria Johanssons artikel i Steigan fra den 12. august, med forfatterens godkendelse: https://steigan.no/2024/08/tanker-om-palaestinas-folk-og-dets-overlevelseskamp/
Billede : privat foto, Frits Johans søn med kran ved fars mindeplade – Standgade KBH.
