Nyheder

Amnesty: Amerikanskproducerede våben anvendt af Israel er i strid med international lov

Puls48

Udgivet af: Dina Jensen

En ny rapport fra Amnesty International dokumenterer, at det israelske militær har anvendt amerikanske våben til flere alvorlige overtrædelser af international humanitær lov og menneskerettighedslovgivning.

Rapporten, som blev overrakt til den amerikanske regering den 29. april, dokumenterer, hvordan våben produceret i USA har været involveret i adskillige katastrofale angreb og omfattende tab af civile liv i Gaza. Derudover fastslår den en forbindelse mellem de amerikanske våben og et mønster af ulovlige angreb fra de israelske styrker.

Rapporten påpeger, at de israelske styrkers handlinger i Gaza er i strid med krigens regler, som blandt andet indebærer, at krige skal føres med hensyntagen til humanitære overvejelser, hvor beskyttelsen af civile og civile ejendomme er afgørende. Ifølge folkeretten er anvendelsen af visse våben ulovlig, mens brugen af andre skal begrænses. Sidstnævnte gælder især for våben uden præcise navigationsfunktioner, som derfor med høj risiko kan ramme civile, særligt i tætbefolkede områder.

 

Eksempler på de mange overtrædelser af humanitær lov i forbindelse med anvendelsen af våben, der er produceret i USA, og som rapporten nævner, inkluderer:

  • I oktober 2023 anvendte det israelske militær USA-fremstillet Joint Direct Attack Munition (JDAM) i to dødbringende, ulovlige luftangreb rettet mod beboelseshjem fyldt med civile i den besatte Gaza-stribe. Disse angreb resulterede i tabet af 43 civile liv, herunder 19 børn, 14 kvinder og 10 mænd.

 

  • I oktober 2023 anvendte israelske styrker hvid fosfor i det sydlige Libanon. Hvid fosfor, er kendt som et brændstof, der minder om napalm, antændes spontant ved kontakt med huden og fortsætter med at brænde, så længe der er ilt til stede. Dets fedtopløselige egenskaber forårsager dybe og svære sår, der har svært ved at hele, da det trænger gennem vævet og kan nå helt ned til knoglerne.

 

  • Angrebet på byen Dhayra den 16. oktober sårede mindst ni civile og forårsagede skade på civile ejendomme.

 

  • Fire israelske angreb mellem december og januar 2024, som dræbte mindst 95 civile herunder 42 børn i Rafah. Angrebet skete på et tidspunkt, hvor området blev erklæreret som det “sikreste” i Gaza. 
    I alle fire angreb var der intet, der indikerede, at de ramte beboelsesbygninger kunne betragtes som legitime militære mål, eller at de personer, der befandt sig i bygningerne, udgjorde militære mål.

 

Amnesty International USA: Chokerende
Amanda Klasing fra Amnesty International USA udtaler i en pressemeddelelse på organisationens hjemmeside: “Det er chokerende, at Biden-administrationen fortsætter med at hævde, at Israels regering ikke overtræder international humanitær lov med våben leveret af USA, når vores forskning viser noget andet, og når folkeretseksperter samtidig er uenige.”Hun påpeger også, at Den Internationale Domstol har konkluderet, at der er en plausibel risiko for folkedrab i Gaza, og at præsident Biden derfor bør stoppe USA’s støtte til Israels alvorlige overtrædelser af international lov og øjeblikkeligt suspendere salget af våben til den israelske regering.

 

Pause i de amerikanske våbenleverancerne til Israel.
Amnesty International USAs opfordring til at stoppe de amerikanske våbenleverancer til Israel er imidlertid blevet opfyldt. For nylig meddelte USA’s forsvarsminister, Lloyd Austin, om en midlertidig pause i våbenleverancerne til Israel. Beslutningen blev truffet som følge af den israelske invasion af byen Rafah og ikke på grundlag af Amnesty Internationals opfordring. I Rafah er over en million mennesker samlet, hvoraf 600.000 børn. Blandt disse anslås det, at mindst 17.000 børn er uledsagede, fordi de enten har mistet deres familie eller er blevet adskilt fra dem under den blodige krig.

 

Biden: Israel har endnu ikke overtrådt “den røde linje”
I et interview med CNN uddyber Joe Biden, at suspenderingen kun omfatter bomber og artillerigranater, som kan anvendes til at angribe Rafah, og altså ikke de våben, som ifølge Biden anvendes af Israel til at forsvare sig selv og til at reagere på angreb med. Samtidig fastholder Biden, at Israel ikke har overtrådt “den røde linje”, på trods af at Israel allerede har beordret evakuering af titusindvis af civile fra Rafah og iværksat angreb nær byens grænseområder. Biden anerkender dog, at den amerikanske våbenleverance til Israel har kostet flere civile livet, med henvisning til MK84-bomber, der vejer hele 925 kg, og som det israelske militær har anvendt i tætbefolkede områder.

 

“Dumme bomber”
Bomberne der henvises til klassificeres som fritfaldsbomber på grund af deres manglende præcisionsstyring, hvilket resulterer i tilfældige målramninger. De anvendes i situationer, hvor der kræves maksimal sprængkraft og eksplosiv effekt. Dette skyldes, at deres eksplosioner er så dødelige, at fragmenter kan nå og dræbe personer i en radius på op til 370 meter fra nedslagsstedet. Desuden har de kapacitet til at trænge igennem metalplader på op til 38 cm og ødelægge betonstrukturer på op til 3,4 meter. På grund af deres manglende præcision og den høje risiko for utilsigtede målramninger, omtales disse bomber også som “dumme bomber”.

I marts udgav vi en artikel om disse bomber. Læs artiklen her: “USA godkender kæmpe våbensalg til Israel”.
 

Opfordrer til at anvende upræcise missiler til at jævne Gaza med jorden

Suspenderingen af våbenleverancerne har udløst vrede i Israel. Som reaktion på USA’s beslutning udtalte Tally Gotliv, et medlem af parlamentet i den israelske regering: “Jeg har en nyhed til USA. Vi har upræcise missiler, og vi har ret til at forsvare os selv! (…) Så i stedet for måske at bruge præcise missiler vil jeg bruge mine upræcise missiler til at jævne Gaza med jorden.”

 

Køb abonnement hos Puls 48 eller støt via mobilepay: 18459

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.

Kort nyt
Debatindlæg
Mest læste nyheder
Puls 48 Anbefaler
Følg os på:

Vi samarbejder med et stort netværk af journalister, der sikrer nøjagtig og aktuel dækning fra de mest essentielle steder og begivenheder. Vores ambition er at dække de historier, der fortjener opmærksomhed, og præsentere faktuel nuanceret indsigt.

Tak, du er nu tilmeldt puls48 nyhedsbrev

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.