Nyheder

Blodig Ramadan: Israelsk luftangreb dræber 36 familiemedlemmer

Puls48

Udgivet af: Dina Jensen

Fordrevet af de israelske bombardementer havde Tabatibi-familien slået sig ned i det centrale Gaza ved Nuseirat-flygtningelejren for at spise sammen den første fredag aften i den hellige måned Ramadan – en genforening, der endte i et blodbad.

Et drabeligt israelsk luftangreb ramte fredag nat en syv etager høj bolig i nærheden af Nuseirat-flygtningelejren, og reducerede bygningen til ruiner. I bygningen opholdte flere familier sig herunder Tabatibi-familien, der var i gang med deres faste måltidsforberedelser. Det tragiske angreb resulterede i, at hele 36 familiemedlemmer fra samme familie blev dræbt.

Abu Ghazi Dalloul, et øjenvidne, beskriver i et interview til Aljazeera massakren: “Det var alle vegne. Vi hørte det, og det føltes som et jordskælv. I denne bygning var der mindst 70 personer. Da jeg var på vej til området, så jeg et køretøj med lig tilhørende kvinder og børn, som var splittet i stykker.”

Køretøjerne, der blev brugt til at transportere ligene, bliver normalt anvendt til at transportere humanitær nødhjælp til den centrale del af Gaza. Hospitalerne måtte bruge disse køretøjer grundet manglen på andre biler, varevogne og brændstof.

Rystet over hændelsen tilføjer Abu Ghazi Dalloul: ”Uden nogen advarsel angreb de bygningen. Frem til nu er der stadig savnede mennesker under ruinerne Jeg er deres nabo. Jeg kendte dem. De havde intet med modstandsbevægelsen at gøre. De var blot civile.”

Tilbage er sørgende familiemedlemmer, som med angrebet fik udslettet flere generationer af deres familie. Blandt dem er 19-årige Mohammed Al-Tabatibi, der selv pådrog sig skader under angrebet. På Al-Aqsa Hospitalet, omgivet af lig og ligdelene fra hans nærmeste familiemedlemmer, udtaler en grædefærdig Mohammed til AFP: “Det her er min mor, min far, min moster og mine søskende. De bombede huset, mens vi var derinde. Min mor og tante var ved at forberede Suhoor. De døde alle sammen. Jeg ved ikke, hvorfor de bombede huset og begik denne massakre.”

I ruinerne af, hvad der tidligere var et beboelsesområde, er Youssef Tabatibi, et familiemedlem fra Nuseirat-flygtningelejren i gang med at lede efter rester af sin familie spredt ud over et større område. Til AFP fortæller han: “Vi leder efter martyrer, og som du kan se, er vi tvunget til at lede med vores bare hænder.”

Herefter peger han på en hvid plastikpose: “Det her er de kropsdele, som vi har fundet fra dette fire etages hus. I de nederste etager er der martyrer, som vi ikke er i stand til at få ud. Vi har ikke redskaber, bulldozere eller andet maskineri. Vi arbejder med vores bare hænder. Vi har hentet skovle og bårer til ingen nytte. Se omfanget af ødelæggelserne.”

Udover Mohammeds familiemedlemmer blev yderligere 5 dræbt og 30 sårede. Et usikkert dødstal med sandsynlighed for mørketal, da der kan være flere, der fortsat befinder sig under ruinerne. Blandt de dræbte er adskillige børn og to gravide kvinder.

Den centrale del af Gaza var ikke det eneste område, som var offer for blodige luftangreb. Hele 60 dødbringende luftangreb fandt sted natten til lørdag. Blandt de intense bombardementer blev et hjem tilhørende muezzinen fra moskeen i Khirbat Al-Adals området også angrebet i forbindelse med Suhoor-måltidet. Et angreb, der både kostede ham og hans sønner livet.

Deres familiemedlem og nabo Mahomoud Dahir fortæller til AFP: “De bombede Hajj Issam Dahir, muezzinen af Hamza Moskeen i vores boligområde, og dræbte ham og hans sønner Mohammed og Basel. Alle familiemedlemmer blev skadede, da de tunge bygningsruiner faldt ned over dem. Hajj Issam var 60 år gammel. Han havde allerede kaldt til bøn, hvorefter han var gået ind for at spise Suhoor med sin familie. Da bomben faldt, var han i færd med at spise med familien.”

I en sørgende tone tilføjer han: “Han var en god mand. Besættelsesmagten har ingen grund til at dræbe uskyldige civile – de har lyst til at jævne og dræbe i denne hellige måned. Hvor er verden, og hvor er menneskerettighederne?”

Ifølge det israelske militær skulle de angiveligt have gået målrettet efter to ‘terroroperatører’, som skulle befinde sig i Nuseirat-flygtningelejren gennem natten. De har udtalt, at omstændighederne omkring hændelsen bliver stadig gennemgåede. 

Kilder:
Al Jazeera
France 24

Køb abonnement hos Puls 48 eller støt via mobilepay: 18459

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.

Debatindlæg
Mest læste nyheder
Puls 48 Anbefaler
Følg os på:

Vi samarbejder med et stort netværk af journalister, der sikrer nøjagtig og aktuel dækning fra de mest essentielle steder og begivenheder. Vores ambition er at dække de historier, der fortjener opmærksomhed, og præsentere faktuel nuanceret indsigt.

Tak, du er nu tilmeldt puls48 nyhedsbrev

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.