En ny rapport fra B’Tselem – The Israeli Information Center for Human Rights in the Occupied Territories (btselem.org) uddyber detaljeret, hvordan Israel bevidst har fremkaldt den hurtigst udviklende hungersnød, verden har set siden Anden Verdenskrig.

I over seks måneder har Israel nægtet at tillade, at humanitær nødhjælp krydser grænsen til Gaza. Selv da Israel under internationalt pres endelig tillod en begrænset mængde nødhjælp adgang, var denne mængde langt fra tilstrækkelig til at dække det akutte behov.

Israel har endda forsøgt at fremstille et falsk billede af, at folk ikke lider af sult i Gaza.

Sådan lyder det fra den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem, som igennem årtier har dokumenteret Israels brud på internationale og humanitære love samt konventioner.

B’Tselem, der oversat fra hebraisk betyder “I hans billede”, udtrykker den universelle og jødiske moralske forpligtelse til at respektere og overholde menneskerettigheder for alle mennesker.

I en ny rapport gennemgår B’Tselem systematisk, hvordan Israel bevidst har forårsaget den humanitære katastrofe i Gaza. Hele rapporten er tilgængelig her 

Israel forhindrer systematisk FN´s fordeling af nødhjælp i Gaza – Puls48   

Rapporten indeholder også en analyse af, hvordan Israel bevidst og systematisk anvender sult som våben, samt hvad loven faktisk siger om dette.

At bruge sult som våben betragtes som en krigsforbrydelse.

Internationale menneskerettighedslove indeholder et generelt forbud mod sult. Dette inkluderer forbud mod handlinger, der forhindrer mennesker i at få adgang til mad, også uden for en stats territorium.

Forbuddet mod at bruge sult som våben i krig stammer fra en generel forpligtelse under krigslovene om beskyttelse af civilbefolkningen og fra forbud mod skade på objekter, der er nødvendige for befolkningens overlevelse.

Det er konkret en forbrydelse under Rom-statutten, der danner juridisk grundlag for Den Internationale Straffedomstol (ICC), at bruge sult som et våben. Derfor er det inden for ICC’s ansvarsområde at undersøge og rejse anklage for “bevidst brug af sult mod civile som en metode i krig ved at nægte dem objekter nødvendige for deres overlevelse, herunder bevidst at nægte nødhjælp.”

Den omfatter fire dele: handling, intention, kontekst og viden. Hvis alle fire elementer er til stede, udgør det en forbrydelse. Nedenfor gennemgås disse dele i relation til handlinger, som Israel har begået i Gaza i de seneste måneder.

1. Handling

At nægte befolkningen essentielle livsfornødenheder (eller kun tillade en begrænset mængde)

I mange måneder har Israel hindret adgangen til den nødvendige mængde nødhjælp i Gaza, herunder mad og medicin. Den totale ødelæggelse, som Israel har påført Gaza, har fuldstændig ødelagt muligheden for selvforsyning. Under disse omstændigheder er befolkningen næsten fuldstændigt afhængig af forsyninger udefra, som kontrolleres af Israel.

Israel lever ikke op til sine forpligtelser om at tillade nødhjælp adgang og sikre fordelingen af denne, selv ikke i de områder, hvor Israel hævder at have fuld kontrol.

2. Intention

Intentionen om at anvende sult som våben for at opnå militær fordel eller svække fjenden er forbudt. Dette forbud vedrører handlinger, der bevidst fremkalder sult for at fremme militære mål. Det drejer sig om intentionen i sig selv, ikke resultatet.

Israel har tydeligt vist, at deres hensigt var at sulte befolkningen for at opnå deres militære mål, hvilket uomtvisteligt ses fra udtalelser fra top politikere og militære ledere.

Yoav Gallant, Israels forsvarsminister og medlem af krigsrådet, den øverste myndighed ansvarlig for Israels politik i krigen mod Gaza, har klart udtalt, at det er en del af krigsstrategien at nægte mad og vand til befolkningen i Gaza: “Vi indfører en fuldstændig blokade af Gaza by. Ingen strøm, ingen mad, intet vand, intet brændstof. Alt er lukket. Vi kæmper mod bæster, og vi vil handle derefter.”

Itamar Ben Gvir, minister for national sikkerhed, har knyttet frigivelsen af israelske gidsler til nødhjælp: “Så længe Hamas nægter at løslade de gidsler, de holder, er det eneste, der får adgang til Gaza, hundrede ton sprængstof fra luften, og ikke et gram nødhjælp.”

Udenrigsminister Yisrael Katz udtalte: “I årevis har vi leveret strøm, vand og brændstof til Gaza. I stedet for at takke os sendte de tusinder af bæster for at slagte os, voldtage og kidnappe babyer, kvinder og ældre. Derfor har vi besluttet at stoppe leveringen af vand, strøm og brændstof, og nu er deres lokale kraftværk kollapset, og der er ingen elektricitet i Gaza. Vi vil fortsætte med at stramme blokaden, indtil truslen fra Hamas mod Israel og verden er fjernet. Fortiden vil ikke være fremtiden.”

Kontekst og viden 

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Israel er bevidst om, at deres handlinger medfører hungersnød, særligt i den nordlige del af Gaza, som premierminister Netanyahu har udtalt er blevet erobret af Israel. Dette er blevet rapporteret af internationale organisationer, og flere israelske menneskerettighedsorganisationer har appelleret til Israels højesteret.

Israel har i mange år opretholdt en blokade af Gaza, og som en del af denne politik har Israel beregnet den minimale mængde ressourcer, som befolkningen kan overleve på.

Konteksten for forbrydelsen er, at der skal være tale om en international væbnet konflikt. Der er ingen tvivl om, at kampene i Gaza udgør en international væbnet konflikt.

Den, der står bag forbrydelsen, skal være vidende om konteksten og omstændighederne af konflikten. Der er ligeledes ingen tvivl om, at israelske embedsmænd er bevidste om eksistensen af den væbnede konflikt, idet de har erklæret krig.

På baggrund af rapporter fra forskellige internationale organisationer og observationer fra B’Tselems egne folk i felten er de forskellige aspekter blevet undersøgt, og konklusionen er, at Israel har begået krigsforbrydelser over flere måneder.

B’Tselem påpeger, at under international lov om grove krigsforbrydelser, herunder sult, kan individer, der begår krigsforbrydelser, retsforfølges. Artikel 27 i Rom-statutten anfører, at personer, uanset deres officielle status som for eksempel statsoverhoved, minister eller andre positioner, kan retsforfølges.

Artikel 28 i Rom-statutten handler om det personlige ansvar, som militære eller civile ledere har:

“En militær leder eller en person, der fungerer som militær leder, er ansvarlig for forbrydelser inden for domstolens jurisdiktion, som er begået af tropper under hans eller hendes kommando og kontrol, eller autoritet og kontrol, afhængig af situationen, som et resultat af hans eller hendes manglende evne til at udøve kontrol i overensstemmelse med loven.”

Dette gælder i følgende tilfælde:

1 – Ledere, der direkte deltager i forbrydelsen.

2 – Ledere, der giver ordrer til forbrydelsen.

3 – Ledere, der er medskyldige i forbrydelsen.  

Antallet af ledende embedsmænd i staten og i IDF, der har været involveret i at nægte tilstrækkelig nødhjælp til Gaza, er betydeligt, og mange af dem må formodes at være bevidste om deres handlinger og konsekvenserne af dem.

Beviser for, at tropperne på jorden er klar over den omfattende ødelæggelse af objekter nødvendige for befolkningens overlevelse, kan findes i et interview med løjtnant Yogev Bar-Sheshet, leder af den civile administration, der i et tv-interview inde fra Gaza udtalte:

“Det kan ikke betale sig at skade vores folk. Dette er beskeden. Der er intet tilbage her. De, der vender tilbage, hvis de overhovedet kommer tilbage, vil finde alt jævnet med jorden. Ingen huse. Intet landbrug. De har ingen fremtid.”

Konklusionen 
“Den nuværende krig mod Hamas er endnu et kapitel i historien om vores nationale modstand gennem generationerne. Husk, hvad Amalek gjorde mod jer.” Dette skrev Benjamin Netanyahu i en besked til israelske soldater den 3. november 2023. Enhver, der har gennemgået uddannelsessystemet i Israel, forstår betydningen af dette, nemlig som et svar på et angreb, der vil udslette ethvert minde om denne stat, inklusive børn og kvinder. Når kampen mod Hamas sammenlignes med krigen mod Amalek, er konklusionen klar: Ordren er at udrydde Gaza.

Israel har opereret i denne ånd i 7 måneder og med succes: Byer er reduceret til ruiner, et ubegribeligt antal mennesker er døde, sundhedssystemet er ødelagt, og fremtiden ser dyster ud. Drevet af hævntørst efter Hamas’ angreb har Israels handlinger ignoreret alle fundamentale moralske standarder og groft overtrådt deres forpligtelser under international lov.

Af de mange uacceptable tiltag, som Israel anvender, er udsultning af befolkningen særlig grusom. I måneder har Israel ført en politik med total blokade, fuldstændig ødelæggelse af mulighederne for landbrug og fiskeri, og begrænset leveringen af nødhjælp. Resultatet af denne politik er millioner af mennesker, der sulter.

Den udtalte hungersnød, der har udviklet sig i Gaza de seneste måneder, er ikke et resultat af skæbnen, men et produkt af en bevidst og målrettet israelsk politik. Den er åbenlyst blevet erklæret af beslutningstagere, herunder medlemmer af krigsrådet, lige fra krigens start.

Under Israels mangeårige blokade har man undersøgt, hvor meget mad indbyggerne i Gaza mindst skal have for at overleve. Israel har udarbejdet matematiske formler og sammensat tabeller over kaloriebehov til dette formål.

Dette betyder, at Israel fra starten har haft stor viden om de basale behov, som befolkningen i Gaza havde brug for, og har truffet en bevidst beslutning om at nægte dem disse basale behov.

At skubbe hundredtusinder af mennesker ud i en hungersnød og bruge sult som våben kræver en fuldstændig dehumanisering. Desværre er palæstinenserne blevet yderligere dehumaniseret i de seneste måneder.

Vores håb er, at oplysning om de ødelæggende konsekvenser af denne politik samt belysning af politikernes involvering i disse beslutninger og militære lederes ansvar for at gennemføre dem, vil få Israel til at indse, hvad der burde være åbenlyst:

Sult må aldrig anvendes som våben. At sulte en befolkning er kriminelt. Den moralske skamplet og det kriminelle ansvar for de seneste måneders handlinger kan aldrig vaskes væk.

Kilde: B’Tselem