Nyheder

Dag 268 af Israels krig mod Gaza: Blodige angreb og humanitær katastrofe i Gaza

Puls48

Udgivet af: Mohammad Hdr

Listen er udarbejdet af Puls48 – opdateret søndag d. 30. juni 2024.

Israelske styrker bombede et hus i det vestlige Rafah og dræbte seks palæstinensere, inklusive børn, samt sårede flere andre. 115.000 palæstinensere er flygtet til Egypten, hvor mange er i en usikker situation uden juridisk status. Gazas hospitaler risikerer at miste strøm inden for 48 timer på grund af brændstofmangel, hvilket truer patienternes liv.

Kamphandlinger og humanitær krise

  • Israelske styrker bombede et hus i det vestlige Rafah og dræbte seks palæstinensere, herunder børn. Flere blev såret i angrebet. Israelske artilleriangreb sårede også flere palæstinensere i Rafah og Khan Younis.
    ‎ ‎ 
  • 115.000 palæstinensere fra Gaza er flygtet til Egypten under Israels krig mod Gaza. Tallet inkluderer tusindvis af syge og sårede, der er blevet medicinsk evakueret, rapporterer The Washington Post med henvisning til den palæstinensiske ambassade i Kairo. Resten nåede Egypten med hjælp fra udenlandske ambassader eller gennem et privat egyptisk rejsebureau, som opkræver store beløb for at koordinere deres udrejse, tilføjer avisen. De fleste af flygtningene befinder sig i en usikker situation uden juridisk status og ingen steder at tage hen.
    ‎ ‎ 
  • Gazas hospitaler kan miste strøm inden for 48 timer, hvis de ikke får tilført brændstof, hvilket vil få livsvigtigt medicinsk udstyr til at stoppe. Sundhedsministeriet beder internationale institutioner om hurtigt at levere brændstof. Ødelæggelser på Gazas elektricitetsinfrastruktur gør hospitalerne afhængige af brændstofdrevne generatorer. Brændstofmangel har tidligere ført til strømafbrydelser på hospitaler, hvilket sætter patienternes liv i fare.
    ‎ ‎ 
  • Sundhedsministeriet i Gaza oplyser, at mindst 37.877 palæstinensere er blevet dræbt og 86.969 er blevet såret i israelske angreb siden den 7. oktober.
    ‎ ‎ 
  • Israels landinvasion af Shujayea-kvarteret i den nordlige del af Gaza By, forventes at vare i flere uger, da de forsøger at ødelægge Hamas-tunneler, som de “overså første gang,” skriver The Jerusalem Post. Trods tidligere erklæringer om at de har ”nedkæmpet” Hamas er invasionen genoptaget.

 

Diplomati og geopolitiske spændinger

  • Hamas-embedsmand Osama Hamdan udtaler, at der ikke har været fremskridt i våbenhvileforhandlingerne, men at Hamas er klar til at “forhandle positivt”. Han understregede også, at enhver aftale skal indebære en afslutning på krigen, samt at de israelske soldater trækkes helt ud af Gaza. Israel accepterer kun midlertidige pauser i kampene indtil Hamas er udryddet i Gaza, ifølge Reuters.
    ‎ ‎ 
  • Israels finansminister har forlænget en undtagelse, der tillader samarbejde mellem israelske banker og banker på Vestbredden. Bestemmelsen gør det muligt for israelske banker at gennemføre betalinger i shekel, hvilket er afgørende for den palæstinensiske økonomi. USA’s finansminister Janet Yellen understreger vigtigheden af banksamarbejdet for både økonomi og sikkerhed, skriver Reuters.
    ‎ ‎ 
  • Israels premierminister har igen lovet at opfylde alle sine krigsmål. Netanyahu sagde, at Israel fortsat støtter præsident Bidens forslag, mens han beskylder Hamas for at blokere aftalen. Kritikere mener, at Netanyahu bruger denne retorik til at retfærdiggøre fortsatte militære operationer, som har ført til massiv lidelse og ødelæggelse i Gaza. Hamas har tidligere på måneden bedt om mindre ændringer til våbenhvileforslaget og har endnu ikke fået svar, men har udtalt, at de er “klar til at forhandle positivt om ethvert forslag, der sikrer en permanent våbenhvile”.
    ‎ ‎ 
  • Al Jazeera sender i aften klokken 23.00 en særlig udsendelse med eksklusive optagelser, der afslører israelske soldaters brug af palæstinensiske fanger som menneskelige skjolde. Optagelserne viser, hvordan fangerne tvinges til at iføre sig militæruniformer uden våben og bevæge sig ind i bestemte områder over og under jorden. For at forhindre deres flugt er fangerne udstyret med kameraer og bundet med reb.
    ‎ ‎ 
  • Australiens premierminister Anthony Albanese har suspenderet senator Fatima Payman fra Labor-partiets gruppe efter hendes støtte til et forslag fra ’De Grønne’ om at anerkende en palæstinensisk stat. Payman valgte at stemme imod partilinjen og er nu suspenderet fra partiets møder og processer. Payman insisterer på at fastholde sin holdning. “Hvis det samme forslag om at anerkende staten Palæstina blev fremsat i morgen, ville jeg igen stemme imod partilinjen,” udtalte hun til ABC Insiders.
    ‎ ‎ 
  • David Wightwick, CEO for UK-Med, advarer om, at sundhedssituationen i Gaza har nået et “katastrofalt stadie” på grund af manglende medicinske forsyninger. UK-Med opretter felthospitaler i Khan Younis og al-Mawasi og modtager dagligt omkring 1.400 krigsofre, primært med eksplosionsskader og skudsår. Medicinske forsyninger er blevet alvorligt reduceret, siden israelske styrker overtog kontrollen over Rafah-grænseovergangen til Egypten sidste måned og begyndte at begrænse transporten af desperat tiltrængt hjælp.

 

Vold på den besatte Vestbred

  • Israelske styrker har taget mere end 9.450 palæstinensere på den besatte Vestbred til fange siden den 7. oktober 2023, ifølge the Palestinian Prisoners Affairs Authority og the Palestinian Prisoner’s Society (PPS). I en fælles erklæring præciserede de to organisationer, at dette tal inkluderer palæstinensere, der er blevet taget i deres hjem, ved militære checkpoints, samt dem, der blev taget som gidsler.
    ‎ ‎ 
  • Israelske styrker fortsætter deres omfattende bølge af tilfangetagelser gennem angreb, chikane, brutale tæsk, trusler mod fanger og deres familier samt udbredt sabotage og ødelæggelse af civile hjem.
    ‎ ‎ 
  • Israelske styrker har bombet et hus i Nur Shams-lejren nær Tulkarem på den besatte Vestbred. Mindst fire palæstinensere er blevet såret, hvoraf to er alvorligt sårede, ifølge det palæstinensiske Sundhedsministerium.
    ‎ ‎ 
  • En palæstinenser er blevet dræbt, og fem andre er blevet såret i et israelsk missilangreb på Nur Shams-flygtningelejren nær Tulkarem på den besatte Vestbred, ifølge Sundhedsministeriet. To af de sårede er i kritisk tilstand. Angrebet ramte et hjem i al-Manshiyya-kvarteret, rapporterer Palestine TV.
    ‎ ‎ 
  • Siden Israels krig mod Gaza begyndte den 7. oktober, er mindst 553 palæstinensere, herunder 137 børn, blevet dræbt, og næsten 5.300 er blevet såret af den israelske hær på den besatte Vestbred.

 

Billede: [Abdelhakim Abu Riash/Al Jazeera] – Israelsk bombardement i Rafah, December 2023

Køb abonnement hos Puls 48 eller støt via mobilepay: 18459

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.

Kort nyt
Debatindlæg
Mest læste nyheder
Puls 48 Anbefaler
Følg os på:

Vi samarbejder med et stort netværk af journalister, der sikrer nøjagtig og aktuel dækning fra de mest essentielle steder og begivenheder. Vores ambition er at dække de historier, der fortjener opmærksomhed, og præsentere faktuel nuanceret indsigt.

Tak, du er nu tilmeldt puls48 nyhedsbrev

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.