Folketinget står over for en vigtig beslutning, når borgerforslaget “Danmark har pligt til at forhindre folkedrab” skal behandles for første gang den 17. maj 2024.
Forslaget, der har opnået over 53.000 underskrifter, opfordrer den danske regering til at anerkende risikoen for folkedrab i Gaza og klart fordømme Israels krigshandlinger over for den palæstinensiske befolkning. Bag forslaget står en gruppe borgere, som er dybt bekymrede over Israels overtrædelser af menneskerettigheder og international lov.
Initiativet til borgerforslaget udsprang af en stærk følelse af ansvar og indignation over de israelske overgreb mod palæstinenserne. Mette Nielsen forkvinde og skifter af Act for Life, forklarer hendes motivation for at støtte borgerforslaget:
“Jeg ønsker at støtte borgerforslaget, da jeg ikke kan se stiltiende til, mens et folkedrab finder sted. Vi har alle et ansvar for at sige fra over for undertrykkelse og drab. Som hvid privilegeret kvinde føler jeg det som en pligt at tale højt og stå i solidaritet med dem, der ikke høres.”
For Mette Nielsen og de andre initiativtagere handler det ikke kun om at påpege uretfærdigheder, men om aktivt at søge forandring gennem politiske handlinger.
Offentlig støtte
Borgerforslaget har mødt en imponerende opbakning fra offentligheden, hvilket tydeligt ses i det hurtigt voksende antal underskrifter. Tarek Ziad Hussein, jurist og en af medstifterne, beskriver reaktionen:
“Vi har oplevet en massiv offentlig støtte og opbakning til forslaget, hvilket kun understreges af det faktum, at det så hurtigt er lykkedes at komme i mål med de 50.000 underskrifter.”
Den brede støtte til forslaget viser en stigende bekymring blandt danskere over det pågående folkedrab i Gaza. Mange mener, at Danmark har en moralsk og juridisk forpligtelse til at handle, når menneskerettigheder krænkes.
Kort- og langsigtede mål
Forslaget har både kort- og langsigtede mål. På kort sigt ønsker initiativtagerne, at den danske regering fordømmer Israels krigshandlinger mod palæstinenserne, stopper våbensalget til Israel og indfører sanktioner. Mette Nielsen uddyber:
“På kort sigt skal borgerforslaget få regeringen til at fordømme Israels massakre mod palæstinensere og stoppe våbensalget til Israel. Samtidig skal den danske regering sanktionere mod Israel.”
På længere sigt er målet at sikre oprettelsen af en palæstinensisk stat, hvor palæstinenserne kan nyde de samme rettigheder og friheder som andre borgere. Initiativtagerne håber, at Danmark kan spille en aktiv rolle i at fremme fred og retfærdighed i regionen.
Folketingets forpligtelser
Et centralt element i forslaget er at minde Folketinget om dets ansvar for at forhindre folkedrab og overtrædelser af international lov. Tarek Ziad Hussein pointerer:
“Danmark har en forpligtigelse til at forebygge og bekæmpe folkedrab. Derfor kan og bør Danmark som minimum anerkende at et folkedrab finder sted og sikre, at det ikke alene bliver sanktioneret men også, at vi sikrer, at danske virksomheder ikke bidrager til den maskine som i øjeblikket dræber hundredvis af uskyldige palæstinensere.”
Initiativtagerne argumenterer for, at Danmark, som en nation, der stolt fremhæver sine demokratiske værdier og menneskerettigheder, bør tage en ledende rolle i at fordømme og bekæmpe uretfærdigheder. Det er ikke nok at se passivt til; aktiv handling er nødvendig.
“Danmark har pligt til at forhindre folkedrab” er mere end blot et borgerforslag; det er en opfordring til handling og ansvar. Med over 53.000 underskrifter og en stigende offentlig debat har initiativtagerne allerede opnået en betydelig sejr. Det næste skridt afhænger af Folketingets reaktion og vilje til at handle på, at Israel overtræder international lov, og at Den Internationale Domstol(ICJ) har vurderet at der er reel og overhængende risiko for folkedrab.
Om Folketinget vil følge folkets opfordring og tage konkrete skridt for at være med til at sikre retfærdighed og menneskerettigheder for palæstinenserne, vil blive afgjort i de kommende debatter og afstemninger.
Samtidig med at Folketinget førstebehandler borgerforslaget, er ICJ i gang med nye høringer for at drøfte yderligere nødforanstaltninger mod Israels militære operationer i Rafah.
Folketinget oplyser på deres hjemmeside, at det er muligt at støtte borgerforslaget, indtil Folketingets behandling af beslutningsforslaget er afsluttet.