Som studerende har jeg svært ved at fokusere i timerne. Forleden dag græd jeg midt i undervisningen. Jeg har familie overalt i Libanon.
fortæller 22-årige Mariam, der både som studerende og mor, er dybt ramt af krigen mod Libanon. De voldsomme israelske bombeangreb over hele Libanon gør det svært at tænke på studierne, for alle hendes tanker er hos familien i Libanon.
“Jeg føler mig tryg i Danmark og taknemmelig over, at jeg er i sikkerhed med min datter. Men samtidig er det ekstremt sorgfuldt, at så mange libanesiske og palæstinensiske forældre har mistet deres børn. Det gør ondt at se min familie lide uden at kunne hjælpe. Jeg sidder bare her og kigger på. Og det gør ondt at se Vestens blindhed. Vores familier er i livsfare, mens støtten til Israel fortsætter” ,fortæller hun og tilføjer, at hun oplever en følelse af fremmedgørelse i klasseværelset.
Jeg føler ikke, at så mange kan sætte sig ind i det. Der er én klassekammerat, som jeg kan tale med om disse ting. Hun er dansk-palæstinenser.
Den forfærdelige følelse af magtesløshed og sorg går igen blandt alle de dansk-libanesere, som Puls48 møder.
42-årige Darin er i øjeblikket på barsel, men har også større børn, som alt for godt forstår, at Israels intense bombardementer kræver alt for mange ofre.
“Vi har hverken kunne sove eller komme på arbejde, da vi er bekymrede for om vores nærmeste vil overleve. Israels angreb har stor psykisk påvirkning på os. Mine børn er knuste og lever i frygt. De er bange for, at der vil ske nogen af deres venner noget. De ringer fra skolen for at tjekke op på, om alle er ok. Jeg bliver nødt til at lyve og sige, at det nok skal blive okay, men jeg er ikke selv sikker. Vi har allerede kendskab til nogen fra vores landsby, som har mistet livet.”
Darin har modtaget billeder og videoer af den bombede landsby i Sydlibanon og har fået besked om, at de sidste fra landsbyen nu har forladt den, da angrebene blev mere og mere aggressive. Under hendes families flugt var de i konstant fare for at blive ramt, da der både blev kastet bomber mod huse og veje.
Alle var i panik og var bange for om de ville overleve med deres familier. Nogen var vidne til, at biler blev bombet.
fortæller Darin og fortsætter: “Det er forfærdeligt at være så langt væk fra dem og ikke vide om de klarer den eller ej. Ofte tør jeg ikke svare på telefonen i frygt for at de vil fortælle mig, at jeg har mistet nogen af dem. Den uvished om, hvordan det yderligere vil udvikle sig, driver os til vanvid.”
For Mariam er kontakten med familien i Libanon også afgørende: Jeg tænker konstant på dem og holder mig opdateret gennem mine nærmeste dernede” siger hun og udtrykker sin frustration over det internationale samfunds reaktion, som hun mener er utilstrækkelig.
Der er ikke nok opmærksomhed på de civile tab. Jeg oplever, at medierne og politikerne fortier dem. Vi får ikke navne og ansigt på de dræbte og sårede. Vi får ikke præsenteret dem som mennesker.
“Jeg er fyldt med vrede og sorg.”, forklarer Darin og uddyber: “Jeg føler et stort svigt. Alle de værdier, som jeg har taget til mig som demokrati, medmenneskelighed og ytringsfrihed er kollapset. Jeg føler, at jeg bliver holdt for nar og at disse værdier kun gælder nogle bestemte mennesker – og det er ikke min familie og venner i Mellemøsten. Alle internationale lov er blevet brudt og alle tier.”
Darin har derfor et klart budskab: “Vågn op og tag aktion. Uskyldig mennesker dør hver dag i Gaza og nu i Libanon. I kan ikke holde konferencer og møder om, hvordan verden skal være et bedre sted at leve i, når der begås massakrer som vi bevidner uden handling”
At tie er ikke vejen til en bedre og tryggere verden. Også Mariam afslutter med en klar opfordring til sine medmennesker om at åbne øjnene for realiteterne i Libanon: “I skal lytte til os – libanesere – og ikke kun medierne. For vores virkelighed er meget sjældent repræsenteret der.
Mariam på 22 år studerer Sundhedsadministration og er bosat i Gladsaxe.
42-årige Darin Chouaib bor i Aarhus, er uddannet socialrådgiver og i øjeblikket på barsel.
Mariam og Darin deler deres personlige fortællinger i rækken af Puls48’s artikler med fokus på dansk-libanesere.
