Jorden er dækket af lyse murbrokker, og det vælter ud med røg fra den smadrede bygning. Det øredøvende brag fra bomben hænger stadig i luften. Bag det, der få minutter forinden var husets mure og vægge, ligger alt bombet i stykker. Møbler og legetøj er dækket af støv og spredt under murbrokkerne, og alt værdifuldt er smadret.
Mohammad skal netop til at fortælle om magtesløsheden ved på afstand at følge med i Israels bombardementer af Libanon, da han modtager videoen. Det bombede hus i det sydlige Libanon, der netop er blevet jævnet med jorden, er hans mosters. Hun er heldigvis flygtet kort forinden, men for få dage siden mistede Mohammad endnu et familiemedlem i krigen. Den fjerde bror ud af i alt fire, blev dræbt af de israelske bomber.
Israels voldsomme bombardementer af byer over hele Libanon har på få døgn dræbt mindst 569 mennesker, herunder 50 børn og 94 kvinder, mens over 500.000 libanesere er blevet tvunget på flugt. De intense bombardementer har ramt utallige huse – ligesom Mohammads mosters – og mange af familierne på flugt, har ikke noget hjem at vende tilbage til.
Mohammad er dansk-libaneser og har fulgt udviklingen i Libanon tæt. I et interview med Puls48 fortæller han:
Jeg blev ikke overrasket over israelernes intense angreb på Libanon for nogle dage siden. Det er samme fremgangsmåde som i Gaza, hvor de bekriger de civile. Min familie i Libanon har det seneste år dagligt været udsat for bomber, og været nervøse for deres og Libanons fremtid. Uvisheden om krig har påvirket dem meget mentalt. Bomberne er ofte faldet tæt på dem, og de har haft mange nætter, hvor børnene har grædt og været bange over hvert eneste brag. Det har været umuligt at sove. Selv på afstand har det været voldsomt.
Under en nylig telefonsamtale med sin onkel kunne Mohammad høre det kæmpe brag fra en bombe, der netop blev smidt i nærheden.
“De israelske angreb har påvirket mig meget, siden de begyndte med at bombe Gaza sidste år. Jeg tænker over ofrene hver dag, og når jeg ser alle børnene, der bliver dræbt eller sårede, så bløder mit hjerte selvfølgelig. Jeg bliver lige så meget påvirket, om de bomber Gaza eller Libanon. Vi er ét folk i sidste ende.”
For Mohammad er magtesløsheden svær at håndtere.
Det er utroligt svært at sidde så langt væk og se på. Det er noget af det hårdeste, ikke at kunne hjælpe. Mit største ønske er at være tilstede og hjælpe på en eller anden måde. Især med at lede efter folk under murbrokkerne og hjælpe dem fri, som stadig er i live.
Selvom der er massivt pres på telenetværket i Libanon, har Mohammad været i kontakt med hans resterende familie, der for nu er i sikkerhed.
Midt i al håbløsheden vokser der et håb: “Det har været dejligt at se, hvordan folk rundt omkring i verden dagligt demonstrerer for at sætte pres på deres regeringer. Jeg vil gerne takke det danske samfund for at stå sammen med Gaza og Libanon i denne svære tid og vise solidariet. Det danske folk viser, at de ikke støtter op om den danske regerings håndtering af hele denne krig og deres urokkelig støtte til Israel. Vi skal blive ved med at lægge pres på regeringen, indtil vi får de danske værdier tilbage, som vi kender dem og er opvokset med.”
Mohammad Beydon er 39 år og bor i Aabenraa, hvor han til daglig arbejder med bogføring, marketing og onlineforretning. Hans personlige historie er én af flere dansk-libanesiske fortællinger, der løbende vil blive præsenteret af Puls48.
