Nyheder

Efter 15 måneders nådesløse israelske bombardementer: Gaza i ruiner trods våbenhvile

Den længe ventede våbenhvile, der trådte i kraft søndag formiddag, har givet palæstinensere i Gaza mulighed for at vende tilbage til deres sønderbombede hjem. Under ruinerne ligger ligene af tusindvis af dræbte familiemedlemmer, og i gaderne vidner kranier med skudhuller om den brutalitet, som palæstinenserne er blevet udsat for under Israels over 15 måneder lange krig. 

Puls48

Palæstinensere i det nordlige Gaza vender hjem og finder ruinerne af deres sønderbombede huse.

Udgivet af: Ditte Bloch Noer

Søndag formiddag fyldtes Gazas gader med tusindvis af palæstinensere. Våbenhvilen mellem Hamas og Israel trådte i kraft efter flere timers forsinkelse. FN’s nødhjælpschef, Tom Fletcher oplyste, at mere end 630 lastbiler med nødvendige forsyninger endelig havde fået adgang til Gaza. Flere af lastbilerne blev sendt direkte til det nordlige Gaza, hvor behovene er særligt store.

Ifølge FN er der ingen tid at spilde, og den internationale nødhjælp er en livsnødvendighed for Gazas befolkning. En stigning i leveringer af humanitær hjælp med hundredvis af lastbiler tilladt hver dag, såvel som rehabilitering af hospitaler, klinikker og bagerier, indgår derfor i første fase af våbenhvileaftalen.

Internationale nødhjælpsorganisationer, herunder Norsk Flygtningehjælp, har længe dokumenteret det massive behov for nødhjælp, efter at fødevarer, medicin, brændstof og telte systematisk er blevet blokeret af Israel i at komme ind i Gaza i over et år. I september 2024 nåede 83% af den nødvendige nødhjælp ikke ind i Gaza, og befolkningen gik fra at have et gennemsnit på to måltider om dagen til kun ét måltid hver anden dag. Som Fletcher søndag beskrev det: “Efter 15 måneder med ubarmhjertig krig er de humanitære behov enorme.”

Blandt de lettede palæstinensere på gaden var Aya, en fordrevet kvinde fra det nordlige Gaza, som havde søgt tilflugt i det centrale Deir el-Balah i mere end et år. 

Jeg føler, at det er som endelig at finde vand efter at have været fortabt i ørkenen i 15 måneder. Jeg føler mig levende igen. Nu venter vi blot på den dag, hvor vi kan vende tilbage til vores hjem i Gaza By. Om det er ødelagt eller ej, betyder ikke noget. Mareridtet med død og sult er slut.

Fortsat humanitær katastrofe trods våbenhvile

Trods glæden og lettelsen over den hårdt tiltrængte våbenhvile er den humanitære situation i Gaza fortsat katastrofal. Mere end 1,8 millioner palæstinensere har akut behov for husly og basale fornødenheder. FN understreger, at omkring 90% af Gazas befolkning, ligesom Aya, er blevet tvangsfordrevne fra deres hjem. Mange er blevet nødt til at flygte gentagne gange – nogle mere end 10 gange på 15 måneder. 

I Jabalia flygtningelejr i det nordlige Gaza er ødelæggelserne ubeskrivelige. Droneoptagelser fra søndag aften viser, at intet er blevet skånet under de uophørlige israelske bombardementer. Bygninger, der tidligere husede flere familier, er jævnet med jorden, eller står tilbage som skrøbelig skeletter. Mellem murbrokkerne forsøger Montaser Bahja sammen med sin søn, Alhassan, at finde enkelte rester, der vidner om deres tidligere hjem og liv i Jabalia i det nordlige Gaza. Men synet, der møder dem og andre, der efter mange måneders flugt og usikkerhed endelig vender tilbage, er nedslående:

Folk kan næsten ikke genkende de knuste steder, hvor de plejede at bo.

Luftangrebene og de israelske militære operationer har ødelagt omkring 60% af alle bygninger i Gaza, herunder boliger, skoler og hospitaler. De seneste rapporter fra FN’s kontor for koordinering af humanitære anliggender (OCHA) bekræfter, at stort set alle boliger i Gaza er ødelagte eller beskadigede som følge af de israelske angreb. Omkring 436.000 boliger, svarende til 92 % af alle hjem i Gaza, er blevet ramt. Af disse er 160.000 totalt ødelagte, mens 276.000 har fået alvorlige eller delvise skader. 

De målrettede angreb på hospitaler og ødelæggelsen af sundhedsinfrastrukturen har bragt det palæstinensiske sundhedsvæsen i Gaza på randen af totalt kollaps. I slutningen af december 2024 udgav FN’s menneskerettighedskontor en rapport, hvoraf det fremgår, at der i perioden fra 7. oktober 2023 til 30. juni 2024 var mindst 136 angreb på 27 hospitaler og 12 andre medicinske faciliteter i Gaza, hvilket både medførte betydelige antal dræbte læger, sygeplejersker, sundhedspersonale og civile, og forårsagede ødelæggelse af civil infrastruktur. Dette har katastrofale konsekvenser for palæstinensernes adgang til sundhedsfaciliteter og medicinsk behandling. 

Israels angreb har også medført alvorlige miljø- og sundhedsrisici. Affaldssystemerne er kollapset, og vandforsyningen er blevet kraftigt reduceret, hvilket gør livet i Gaza endnu mere ubærligt. Helt tilbage i 2012 udgav FN en rapport, der advarede om de alarmerende vandforhold for palæstinenserne i Gaza. Tilgængeligheden af ​​rent vand var dengang begrænset til et gennemsnitligt forbrug på 70-90 liter pr. person pr. dag, hvilket var under den globale WHO standard.

I 2017 dokumenterede Amnesty International, hvordan Israel systematisk begrænser adgangen til drikkevand for palæstinensere i de besatte områder og i Gaza, hvor omkring 90-95% af vandforsyningen var forurenet og uegnet for mennesker at drikke. Men Israel tillader ikke, at rent drikkevand overføres fra Vestbredden, og under Israels målrettede angreb de seneste 15 måneder er vandforsyningerne blevet ydeligere ødelagte.

Vi ser en katastrofal sundhedskrise udfolde sig foran vores øjne. Saneringsinfrastrukturen er blevet alvorligt beskadiget til det punkt, at den oversvømmer gaderne og kvartererne, og folk bor i bund og grund ved siden af ​​vandpytter af spildevand.

forklarede Lama Abdul Samad, vand- og sanitetsekspert i Oxfam tilbage i august 2024, da polio begyndte at sprede sig i Gaza efter 25 års pause. “Polio er en vandbåren sygdom, og den er direkte forbundet med sanitetssituationen og den krise, som Gaza står overfor”, fortalte Samad videre. I august 2024 var en fjerdedel af Gazas befolkning allerede syge grundet vandbårne sygdomme. I august 2024 rapporterede UNRWA om 40.000 tilfælde af hepatitis A i Gaza siden krigens start – som kan overføres ved indtagelse af forurenet vand. Til sammenligning var tallet kun 85 i samme periode året før. 

Israel udsætter palæstinensere for dybt alvorlige forhold

Samtidig med at livsnødvendig vand, mad og medicin endelig begynder at komme ind i Gaza, beskriver flere organisationer og lokale myndigheder, hvordan katastrofen fortsætter med at udvikle sig på jorden. Tirsdag fortalte Haitham Hams fra Gazas Civilforsvar til The Associated Press, at: “vi har fundet 120 forrådnede lig i løbet af de sidste to dage. Der er kun skeletrester tilbage.”

Mindst 137 palæstinensiske lig er siden våbenhvilen begyndte blevet fundet alene i byen Rafah, der har været et af de hårdest ramte områder. Det anslås, at omkring 10.000 palæstinensere stadig ligger begravet under murbrokkerne overalt i Gaza. 24-årige Abdullah Al-Majdalawi, der arbejder i civilforsvaret, fortæller:

I hver gade er der døde. I hvert kvarter er der mennesker under bygningerne.

Humanitære organisationer og civile i Gaza advarer ligeledes om, at Israel allerede har brudt våbenhvilen flere gange, og at mange familier stadig lever i frygt for nye angreb, mens de forsøger at finde en form for normalitet i et ødelagt samfund. I Rafah blev palæstinensiske Zakaria Hamid Yahya Barbakh på 10 år mandag dræbt, mens et andet barn blev såret af israelske snigskytter. Ifølge Al Jazeeras korrespondent blev to palæstinensere tirsdag skudt og dræbt af israelske styrker i det centrale Rafah, mens nyhedsbureauet Wafa rapporterer, at en palæstinensisk mand tirsdag blev skudt og dræbt af israelske styrker vest for Rafah.

Situationen for de tusindvis af palæstinensiske fanger, der er under israelsk varetægt også fortsat dybt alvorlig. Den israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem udgav sidste år en omfattende rapport om Israels systemtiske brug af tortur mod palæstinensiske fanger. De palæstinensiske fanger, der blev frigivet som første fase af våbenhvileaftalen, bekræfter de veldokumenterede grusomme forhold, som de udsættes for i fangenskab.

Rose Khwais var blot 16 år, da hun i maj 2024 blev tilfangetaget i den gamle bydel i det besatte Jerusalem. Hun havde aldrig tidligere været i israelsk fangenskab og beskrev det som dybt chokerende:

Jeg ankom til fængslet i chok, uden at vide, hvad et fængsel egentlig var. Jeg vidste ikke engang, hvordan en fængselscelle så ud. Alt, hvad jeg havde hørt om fængsler, var fra andre fanger – at det var et lille rum med en madras. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne være så slemt. Fængsel er mørke. Du ser ingen. Det er som en oplyst grav.

Efter mere end 16 måneder i israelsk fangenskab blev Rose endelig genforenet med sin familie , da hun sammen med 89 andre palæstinensiske fanger, herunder flere kvinder og børn, blev frigivet af de israelske myndigheder sent søndag aften. Det skete samtidig med at tre kvindelige israelske gidsler blev frigivet af Hamas. 

Før løsladelsen af ​​de 90 fanger var der ifølge Den Palæstinensiske Kommission for tilbageholdte og tidligere fanger 10.400 palæstinensere i israelske fængsler, foruden dem, der er blevet tilbageholdt i Gaza i løbet af de sidste 15 måneder. “Listen over fanger, de hundredvis af navne, der er blevet frigivet, afsoner for det meste administrativ tilbageholdelse, hvilket er en taktik, der bruges af Israel til at holde folk i fængsel på ubestemt tid uden anklager,” fortalte Al Jazeeras Nida Ibrahim i forbindelse med frigivelsen.

Den Palæstinensiske Kommission for både fanger og tidligere fanger anslår, at omkring 460 børn er blevet tilbageholdt på omkring fem måneder. Ibrahim forklarer, at mange børn er blevet fængslet af Israel for anklager relateret til at kaste sten mod israelske styrker.

Red Barnet har dokumenteret, at et stigende antal palæstinensere, herunder børn, der er tilbageholdt uden sigtelse i det israelske militærsystem siden den 7. oktober, har rapporteret, at de er blevet udsat for vold og misbrug, mens de er fængslet. Flere palæstinensiske børn har fortalt om brækkede knogler og tæsk.

Endnu en frigivet fange er den palæstinensiske redaktør og journalist Rula Hassanein. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Committee to Protect Journalists (CPJ) blev hun taget til fange, da israelske styrker den 19. marts 2024 stormede hendes hjem midt om natten, gav hende håndjern på og bind for øjnene og førte hende bort uden yderligere forklaring. De ødelagde hendes computer og mobiltelefon, og hun blev af en israelsk militærdomstol beskyldt for at “opfordre til og støtte terrorisme” på sociale medier efter at have udtrykt frustration over situationen for palæstinensere i Gaza og på den besatte Vestbred.

Hassaneins datter, Elia, lider af et svagt immunforsvar. Hun var kun ni måneder, da Hassanein blev taget til fange, og hendes tilstand er blevet kraftigt forværret under morens fangenskab. På trods af Elias alvorlige sundhedstilstand, er Hassaneins anmodning om at blive frigivet for at passe på Elia, blevet afvist af Israel. Flere menneskerettighedsorganisationer har også kritiseret Hassaneins fangenskab som et angreb på pressefriheden. 

Ifølge CPJ har Israel taget 75 journalister til fange fra de besatte områder. Mange er blevet holdt fanget uden tiltale og sidder i administrativ fængsling, som betyder, at deres sag ikke er blevet vurderet af en dommer. De får heller ikke lov at få deres sag prøvet i en civil domstol, og deres fangenskab kan forlænges uden rettergang. Derudover er mindst 166 journalister og mediearbejdere blevet dræbt siden krigen begyndte, hvilket gør det til den mest dødelige periode for journalister siden CPJ begyndte at indsamle data i 1992.

En fremtid præget af usikkerhed og håb

Da våbenhvileaftalen blev godkendt af det israelske kabinet skete det under store protester fra højreekstreme israelske ministre, der ønskede fortsat krig mod Gaza. Men presset for at få løsladt de israelske gidsler, har presset regeringen til at acceptere våbenhvileaftalen.

Den første fase af aftalen vil vare 42 dage, hvor 33 israelere, herunder ‘civile kvinder, kvindelige soldater, børn, ældre og syge og sårede civile’ frigives. Til gengæld frigives omkring 1.900 palæstinensiske fanger og tilbageholdte fra Gaza

Første fase indebærer også en stigning i leveringer af den livsnødvendige humanitære hjælp til Gaza. Fase to indebærer frigivelse af de resterende levende israelske gidsler, inklusive mænd, til gengæld for løsladelsen af flere palæstinensiske fanger. Der skal også ske en fuldstændig tilbagetrækning af israelske tropper fra Gaza.

Den tredje og sidste fase involverer genopbygningen af ​​Gaza – noget, der vil tage adskillige år. De utallige ødelæggelser og tab af liv kræver omfattende genopbygningsarbejde, og selvom dette indgår i våbenhvileaftalen, er det endnu uvist, hvordan Gaza kan komme sig oven på denne kolossale tragedie. Mange palæstinensere vender ligesom Montaser Bahja tilbage til deres hjem, kun for at finde dem jævnet med jorden.

For befolkningen i Gaza står fremtiden derfor usikker. Den humanitære krise i Gaza kan ikke løses på kort sigt, uanset hvor mange lastbiler med nødhjælp, der ankommer. Den palæstinensiske befolkning er udmattet, både fysisk og psykisk, og efterspørgslen på grundlæggende fornødenheder er uoverkommelig. For mange palæstinensere, der har mistet alt, er situationen ikke blot en akut krise, men en livslang belastning. Gazas børn har især lidt under konflikten. Over 17.800 børn er blevet dræbt, og tusindvis er blevet frataget deres barndom med ødelagte skoler og manglende adgang til undervisning.

10 børn i Gaza har dagligt mistet ét eller begge deres ben under Israels krig, hvilket har gjort Gaza til hjemsted for det største antal amputerede børn i moderne historie. 

Alligevel findes der glimt af håb i form af den humanitære hjælp, der langsomt begynder at nå frem, og frigivelsen af fanger, som giver mulighed for genforening med deres familier. Den 22-årige palæstinensiske medicinstuderende Bara’a al-Fuqha, blev frigivet efter seks måneders administrativ fængsling. Al-Fuqha udtrykte sin glæde over endelig at være fri, men hendes glæde var blandet med sorg over de mange palæstinensere, der stadig er fængslet eller lider:

Jeg er taknemmelig for at være her med min familie, men min glæde er begrænset, fordi vores folk i Gaza stadig lider.

Hendes ord afspejlede den brede følelse af både håb og desperation, der gennemsyrer det palæstinensiske samfund, nu hvor våbenhvilen for alvor giver overblik over den totale ødelæggelse af Gaza, som Israels krig har forårsaget. 

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.

Kort nyt
Debatindlæg

Debatindlæg

Download Puls48 App

Følg os på:

Vi samarbejder med et stort netværk af journalister, der sikrer nøjagtig og aktuel dækning fra de mest essentielle steder og begivenheder. Vores ambition er at dække de historier, der fortjener opmærksomhed, og præsentere faktuel nuanceret indsigt.

Tak, du er nu tilmeldt puls48 nyhedsbrev

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.