Nyheder

Elise Bjerkrheim: Chikane og personlige angreb– prisen for at støtte Palæstina

Puls48

Udgivet af: Ali Youssef

Elise Bjerkrheim, en politiker fra Frie Grønne og dedikeret aktivist for palæstinensiske rettigheder, oplever ofte chikane og personlige angreb, når hun udtrykker sin støtte til Palæstina. Disse oplevelser har påvirket hendes liv og kaster lys over de udfordringer, mange aktivister står overfor i deres utrættelige kamp for retfærdighed.

I et interview med Puls48 har Elise delt sine oplevelser med chikane og personlige angreb samt de udfordringer, hun står overfor på grund af sin støtte til Palæstina. Puls48 har set mange eksempler på den chikane og de personlige angreb, som Elise har modtaget.

Elise har oplevet at blive kaldt antisemit og Hamas’ nyttige idiot af kendte mediepersoner. Disse udtalelser fra fremtrædende personer har ifølge Elise givet andre grønt lys til at kalde hende de samme ting. På sociale medier bliver hun ofte mødt med skældsord som ”Hamas-Elise”, ”Hamas-luder” og ” landsforræder”. Elise udtrykker sin frustration: “Det er meget grænseoverskridende og uretfærdigt, at fordi man kritiserer en besættelsesmagt og krigsforbrydelser, så bliver man beskyldt for at være antisemit.” Hun mener, at disse angreb ikke blot er personlige, men også en del af en større strategi for at lukke munden på dem, der vover at kritisere Israel.

Elise har også mødt voldsom modstand fra folk der har beskyldt hende for at ”pisse på jødernes lidelseshistorie”, fordi hun har sammenlignet situationen i Gaza med holocaust. Hendes hensigt har aldrig været at fornærme, men snarere at lære af historien for at forhindre, at noget lignende sker igen. Trusler om sagsanlæg har tvunget hende til at slette opslag, ikke fordi hun tvivler på sine standpunkter, men fordi hun ikke ønsker at blive trukket ind i en langvarig retssag. Elise forklarer: “Jeg slettede mit opslag, ikke fordi jeg var usikker på mig selv, men fordi jeg ikke orkede at blive draget ind i en retssag.”

 

Personlige konsekvenser og selvbeskyttelse

Chikanen har haft alvorlige personlige konsekvenser for Elise. Hun har to gange oplevet hukommelses- og balanceproblemer som følge af de stressende situationer. Elise var i et fitnesscenter, hvor hun modtog en trussel om et sagsanlæg. Dette resulterede i, at hun mistede balancen og ikke kunne huske, hvor hendes skab var, og derfor måtte bede om hjælp. Dette var første gang, hun oplevede noget lignende. Denne konstante stress og angst har også påvirket hendes familie, der bekymrer sig for hendes velbefindende. Elise beskriver, hvordan denne psykiske belastning har haft en dyb indvirkning på hendes hverdag: “Det har to gange indvirket på min hukommelse og balanceevne. Jeg havde svært ved at holde balancen og glemte min telefon.”

Elise har måttet ændre måden, hun kommunikerer sine holdninger på. På grund af de gentagne ”shitstorme” har hun valgt at undgå visse sammenligninger, såsom paralleller til holocaust og sammenligninger af israelske ledere med historiske tyranner. Denne selvcensur er nødvendig for at beskytte hendes mentale helbred, da hun ikke kan håndtere den intense negativitet og de trusler, der følger. “Jeg har udøvet ”selvcensur” flere gange, simpelthen fordi mit nervesystem ikke kan klare de shitstorme, jeg får efterfølgende,” siger Elise. Dette er en tragisk realitet for mange aktivister, som må veje deres ord med forsigtighed for at undgå de værste konsekvenser af offentlig fordømmelse og personlig chikane.

 

Samfundets rolle og behovet for oplysning

Elise mener, at samfundet kan støtte personer, der modtager chikane for deres politiske holdninger, ved at oplyse om rettigheder og ytringsfrihed samt forklare, hvad menneskerettigheder og international lov indebærer. Oplysning kan hjælpe med at modvirke falske narrativer, såsom at kritik af Israel automatisk er antisemitisme. Ved at sætte fokus på disse emner og dække dem i medierne kan man forhåbentlig ændre den offentlige opinion og skabe en mere nuanceret debat. “Når folk er uoplyste, så skaber det falske narrativer såsom ‘Hvis man kritiserer Israel, er man jødehader’,” forklarer Elise.

Elise påpeger, at det er vigtigt at skabe et klima, hvor kritik kan udtrykkes uden frygt for repressalier. Dette kræver en større forståelse og respekt for forskellige synspunkter samt en anerkendelse af, at kritik af en stats handlinger ikke er det samme som had mod en befolkningsgruppe. Elise understreger: “Vi må kunne skelne mellem kritik af politiske handlinger og diskrimination mod folk. Det er to vidt forskellige ting.”
Elises erfaringer viser de personlige omkostninger ved at kæmpe for en sag, man tror på. Hun har oplevet, hvordan offentlig skam og chikane kan føre til isolation og en følelse af hjælpeløshed. Alligevel fortsætter hun med at kæmpe, drevet af en stærk overbevisning om, at retfærdighed og menneskerettigheder fortjener at blive forsvaret. “Det har været en hård vej, men jeg ved, at det er værd at kæmpe for. Retfærdighed og menneskerettigheder er ikke noget, vi kan gå på kompromis med,” udtaler hun.

Hun opfordrer andre aktivister til at fortsætte deres kamp, selv når de står over for betydelig modstand. Elise mener, at solidaritet blandt aktivister er afgørende for at modstå de kræfter, der forsøger at undertrykke dem. “Vi skal stå sammen og støtte hinanden. Kun på den måde kan vi skabe en virkelig forandring,” siger hun. Elise ser også en voksende bevægelse blandt unge aktivister, der er villige til at tage kampen op for Palæstina, og hun er inspireret af deres mod og dedikation, “Vi må aldrig lade frygt eller intimidering stoppe os fra at kæmpe for det, vi ved er rigtigt.”

 

Hvem er Elise Bjerkrheim:
Elise Bjerkrheim er menneskerettighedsforkæmper, humanist og politiker for Frie Grønne. Hun har arbejdet i 17 år i krigszoner i Afrika, hvor hun blandt andet har besøgt fængsler og undervist i krigens regler og menneskerettigheder.

Køb abonnement hos Puls 48 eller støt via mobilepay: 18459

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.

Kort nyt
Debatindlæg

Debatindlæg

Følg os på:

Vi samarbejder med et stort netværk af journalister, der sikrer nøjagtig og aktuel dækning fra de mest essentielle steder og begivenheder. Vores ambition er at dække de historier, der fortjener opmærksomhed, og præsentere faktuel nuanceret indsigt.

Tak, du er nu tilmeldt puls48 nyhedsbrev

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.