Danmarks største festival er i fuld gang. Selvom de glade festivalgæster måtte igennem en drivvåd opstart med et skybrud i søndags, summede campingområdet af glæde og den særlige festivalstemning fra mandag morgen. Gamle gymnasievenner har fundet hinanden i deres årlige lejr, 30-års festival-jubilarer omfavner hinanden i køen, og nye fællesskaber finder vej på pladsen, der allerede har den særegne lugt af mudder og urin. Alt er, som det plejer!
Blandt de tusindvis af unge og ældre festivalgæster med farvestrålende flag, hatte og solbriller, dukker der indimellem et karakteristisk mønster op. Den palæstinensiske keffiyeh har gjort sit indtog på den 52. udgave af Roskilde Festival. Det er tydeligt, at der selv midt i festivalrusen sendes solidaritetstanker af sted til det palæstinensiske folk.
“Jeg bliver nødt til at tænke på Palæstina hver dag. Det er mine medmennesker, og hvad end jeg kan gøre, må jeg gøre det. Det er mit og vores alles ansvar. Jeg oplever, at folk smiler til mig, stopper op og ligefrem takker mig for at have keffiyehen på.”, fortæller én af festivalgæsterne, skuespiller, musiker og aktivist Isabel Donen.
Følelsen af at ‘må gøre noget’ går igen på festivalen. Pludselig strømmer flere hundrede mennesker den samme vej ude i campingområdet. Alle er på vej til DANCEFLOOR, der findes mellem de græsklædte bakker. Menneskerettighedsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke har inviteret til ‘Dance & Action for Gaza’, og det er et særligt øjeblik for kampagneleder Oliver De Mylius, da folk strømmer frem over bakkerne. Det er aldrig til at vide, om folk rent faktisk dukker op midt under en festival. Men denne mandag gør de. Mere end tusind festivalgæster stimler sammen på dansegulvet, finder en plads i et bogstav og sender et fælles budskab: CEASEFIRE NOW (VÅBENHVILE NU).
“Vi bruger anledningen til at sende et vigtigt budskab om det stærke folkelige ønske om fred og våbenhvile. Et ‘human banner’ er en god kombination af folkelig mobilisering og det visuelle budskab, som et normalt banner bærer. Det betød rigtig meget for mange mennesker, at de fik muligheden for at være med i det 42 meter lange banner under festivalen, og det var et helt særligt øjeblik, da alle slog de røde paraplyer op samtidig.”, fortæller Oliver.
Fotocredit: Mellemfolkeligt Samvirke
Annebeth Christensen, der er pensioneret lærer, var blandt de over tusind mennesker i banneret: “Jeg har glædet mig over at kunne sende billedet videre til venner og bekendte på Vestbredden. ‘Keep hope Alive’. Det tiltrak rigtig, rigtig mange mennesker, der kom efter ‘en humanitær mulighed’ for at støtte. Det kræver ikke noget specielt ståsted, engagement eller lignende at være med. Jeg tror, at en del deltagere vil interessere sig i højere grad efter at have været med.”
Budskabet er efterfølgende blevet flittigt delt på sociale medier, og kommentarerne afspejler den kæmpe opbakning og kærlighed, som også mærkes overalt på festivalen både blandt gæsterne og dette års artister. Da Sandra Hussein senere på dagen indtager EOS scenen, får hun på rørende vis halvvejs inde i koncerten hele publikum med, da hun synger sin seneste sang med budskabet om CEASEFIRE NOW, mens det palæstinensiske flag svajer blandt publikum.
Fotocredit: Jakob Termansen @raistpdx
Plads til at være menneske på Roskilde Festival
“For mig handler Roskilde Festival om dualiteten i at være et menneske. Det ene øjeblik kan følelsen af uretfærdighed få mig til at græde, og det andet øjeblik græder jeg af lykke til Omar Lays magiske toner i sangen ‘Reason’. Derfor elsker jeg alt, hvad der har med det såkaldte ‘aktivisme’ at gøre under Roskilde Festival. Fordi jeg fornemmer, at der netop er plads til begge følelser – og flere endda. Dét at Roskilde Festival giver plads til de kampe, som vi ser ude i verden, er for mit et billede af, at de tager ansvar og gør det, som de netop drømmer om – altså fællesskabet. Utopien i at være et menneske – om det er at høre om et folkedrab eller danse folkedans.”, forklarer debattør Manilla Ghafuri, der har gæstet festivalen flere år i træk.
Og det er ikke tilfældigt, at aktivismen har en stor plads på festivalen. Siden Roskilde Festival startede i begyndelsen af 1970’erne, har kunst og aktivisme spillet en central rolle sammen med musikken, der er festivalens bærende element. De magiske koncertoplevelser går hånd i hånd med kampen for en bedre verden, og hvert år på festivalen sættes der fokus på aktuelle problemer, der kalder på handling.
Som Isabel forklarer det, kan Roskilde Festival noget helt særligt: “Det er på mange måder et sted, hvor nye kulturer skabes og rammer dannes. Accepten omkring aktivisme og initiativer om Palæstina er noget, som mange måske normalt ikke laver, men de er villige til at være med, fordi Roskilde er et sted, der danner nye fællesskaber og kulturer”.
På RE:ACT scenen gør en håndfuld talentfulde rappere fra organisationen Rapolitics klar til freestyle-rap under emnet RE:CLAIM YOUR HOME. “Publikum skulle vælge emnet, som de skulle freestyle om. Det blev ‘Fri Palæstina’. Jeg stod tilbage med en masse håb, styrke og ikke mindst kærlighed til folket i teltet. Folk som tør bruge sin stemme. Og ikke mindst kunstnere som tør bruge sin stemme. Alle sang med i solidaritet med Palæstina.”, fortæller Roba Al-Sharkawi, der udover at være frivillig på RE:ACT scenen, også er producer på programmet En snak om Palæstina.
Og der er mange på festivalen, der fortsætter med at bruge deres stemme. Bl.a. artisten Elijah Kashmir, der gik på scenen iført en keffiyeh og sendte kærlighed til Palæstina, Dj Paydar der sendte en solidaritetserklæring afsted under et brag af en dansefest og punkbandet Users, der undervejs i deres koncert afholdte et minuts komplet stilhed for alle, der er blevet dræbt i Gaza, mens de holdt et medbragt Palæstina-flag op. Den nyligt opstartede Palæstinensisk/Jødisk Alliance, der består af en gruppe af unge palæstinensere og jøder i Danmark, som støtter et frit Palæstina, afholdte det fine arrangement ‘Voices of Hope and Peace for Palestine’.
Alt i alt er det tydeligt, at håbet om fred og et frit Palæstina lever på festivalen. Den folkelige opbakning blandt både unge og ældre er rykket med fra gaderne overalt i Danmark til en mark i Roskilde. Og midt i al fortvivlelsen og sorgen, giver Roskilde Festival et tiltrængt håb. Alt er, som det plejer på Roskilde Festival – med et ekstra lag af kærlighed og enorm støtte til fred og frihed.
