De daglige lidelser starter fra tidlig morgenstund, når jagten på at opfylde basale menneskelige behov går i gang. Forsøg på at skaffe mad, drikkevand og vand til at vaske sig. Forsøg på at oplade en mobil, der er nødvendig for kontakten til familie, venner og omverdenen.
Det er nærmest umuligt at finde grøntsager i Gaza, og priserne på de få, der er tilgængelige, er vanvittigt høje. De fleste dage består morgenmaden derfor af dåsemad, ofte af tvivlsom kvalitet, der med sit høje indhold af konserveringsmidler og mangel på næringsstoffer medfører helbredsmæssige problemer, når det indtages så ofte. Mavesmerter, underernæring og andre sygdomme plager familierne, og behandling er umulig grundet manglen på medicinske forsyninger. Men der er ikke andre valg. Alternativet er at sulte.
Drikkevandet er langt væk, og mændene må hver dag slæbe tunge vandbeholdere hjem til familierne. Manglen på brændstof gør, at den eneste mulighed for at transportere vandet er ved at bære det. Arbejdet er opslidende, og kroppen udmattes mere og mere, som tiden går. Den begrænsede morgenmad dækker langt fra behovet efter den hårde tur for at hente vand. Dagen er knap begyndt, men kampen for overlevelse er i gang:
Tænker I over, hvor privilegerede I er, når I sidder i sikkerhed og tryghed og nyder et måltid mad tilberedt med friske grøntsager og kød? Når I begynder at anerkende værdien af jeres privilegier og tryghed, så husk på os i Gaza, der dør både af sult og bombardementer. Hvert måltid her i Gaza er en påmindelse om alt det, vi har mistet og den lille rest, vi nu har tilbage. Hvert måltid er en kamp for overlevelse for os.
Efter morgenmaden går Wejdan Wajdy Abu Shammala i gang med den hårdeste daglige opgave. Den eneste måde at bage brød på er over gloende hed ild. At lave mad over bål er ikke bare ubelejligt; det er farligt og udmattende. Flammerne giver mindre brandsår, røgen stikker i øjnene og gør det svært at trække vejret. Den konstante indånding af røg skader dagligt lungerne og respirationssystemet. Men brødet er afgørende for familiens overlevelse, og det er ikke et valg at stoppe.
Midt i bagningen lyder der pludselig bombenedslag. Det er tæt på, og Wejdan må krybe sammen på jorden med bøjet hoved for at undgå granatsplinter og bomber, mens han fortsætter med at bage brødet. Nogle minutter senere rammer de israelske bomber endnu tættere på, og lyden er øredøvende. Jorden ryster under Wejdan og familien, og luften er fyldt med støv og røg. Frygten står malet i børnenes blege ansigter, da de voksne griber dem og flygter fra stedet med granatsplinter flyvende omkring dem. Hjerterne hamrer af sted af frygt. Heldigvis slipper alle uskadte, men synet af det smadrede hjem og råbene fra de berørte vil for altid være indgraveret i deres minder. I Gaza ligger døden altid på lur.
Efter bombardementet fortsætter de daglige gøremål. Frygten hænger stadig i luften, men der er ikke tid til at komme sig. Det er ikke muligt at vælge at holde pause, den daglige overlevelse kræver alles øjeblikkelige opmærksomhed.
Tøjvask foregår i hånden, selvom manglen på vand og ordentlige vaskemidler vanskeliggør det. Sæben kradser huden af, og efterlader hænderne blødende og fulde af revner. Det iskolde vand bedøver fingrene, og giver stikkende påmindelser om de barske forhold, som familierne i Gaza er tvunget til at udholde. Hver tøjvask føles som en kamp ikke kun mod pletterne på tøjet, men mod den overvældende træthed og den ubarmhjertige smerte i hænderne. Men som med alt andet i Gaza, er der ingen valg, ingen andre muligheder.
Manglen på vand gør selv de simpleste opgaver til uoverstigelige udfordringer.
Vi bruger det samme vand til at vaske hænder, rense grøntsagerne og vaske op selvom det langt fra er hygiejnisk, men vi har ikke noget andet valg. Vi er nødt til at rationere hver dråbe, vel vidende at der måske ikke er nok til at rense tallerkenerne, endsige til at vi kan drikke.
“Husk mig, hvis jeg bliver dræbt”
Efter endnu en lang og opslidende dag i Gaza, har Wejdan fundet et kort øjeblik til at nippe til en kop kaffe med mælkepulver. At få en kop kaffe under krigen er en sjælden luksus. Selv denne lille trøst kommer derfor efter en lang og møjsommelig kamp, og kaffen er købt til overpris. “Hver slurk minder mig om knapheden, afsavnet og den barske virkelighed, at selv de mindste bekvemmeligheder ikke længere er inden for rækkevidde.”
Israel har afskåret internettet og lokale kommunikationstjenester. Midt i kaffen modtager Wejdan, efter mange dages forgæves forsøg på at skabe kontakt, endelig besked fra sin veninde:
Det føltes som et helt liv siden jeg sidst hørte fra hende, og hver dag med stilhed tyngede mit hjerte og fyldte mig med frygt. Efter meget besvær og utallige mislykkede forsøg, lykkedes det hende endelig at sende mig en besked, hvor der står: “Wejdan, pas på dig selv. Husk, st jeg elsker dig så højt og savner dig frygteligt. Jeg ville ønske, at jeg kunne kramme dig nu. Husk mig, hvis jeg bliver dræbt, glem mig ikke, og tilgiv mig.” Hendes ord gennemborede den overvældende frygt, der var blevet min konstante følgesvend.
Wejdan svarer med skælvende hænder og tårer i øjnene: “Jeg elsker også dig. Pas venligst på dig selv, da mit hjerte ikke kan bære tabet. Vi vil mødes og kramme hinanden fast, men vær venlig, pas på dig selv.” Men så vender den frygtede stilhed tilbage. Der kommer ikke et svar tilbage, og frygten er overvældende.
Nyheden om et bombeangreb nær venindens hjem får angsten hos Wejdan til at forvandle sig til fuld panik. Med rystende hænder, bankende hjerte og svendende af frygt søger han febrilsk i alle medier efter navnene på dræbte eller tilskadekomne.
Jeg mærkede en knusende vægt i mit bryst, hvilket gjorde det svært at trække vejret, som om væggene omkring mig lukkede sig ind.
Pludselig ringer telefonen. Lyden får næsten Wejdans hjerte til at stoppe med at slå. Men det er hende, veninden: “Jeg er okay, bare rolig.” Han ånder lettet op, og græder af glæde. Forbindelsen afbrydes og der er stille igen. Senere på aftenen tager bombardementerne til, og Wejdan er samlet med familien i ét rum. Eksplosionernes buldrende ekko giver genlyd i rummet. Mørket udenfor lyser rødt af bombeglimt, og ved hvert enkelt nedslag forbereder familien sig på det værste.
Den eneste trøst efter hvert bombenedslag er den bitre viden om, at så længe Wejdan og familien kan høre missilets lyd, er de stadig i live. Der er en grusom ironi i denne komfort. “Hvis du bliver bombet, vil du ikke høre lyden af missilet, og det er dér, du skal være bange. Jeg kan forsikre jer om, at dette er én af de mest smertefulde trøster i verden at vide, at din overlevelse afhænger af at høre dødens instrumenter, der kan kræve dit liv til enhver tid.”
Wejdan Wajdy Abu Shammala og hans familie overlevede endnu et bombardement. Men de daglige lidelser i Gaza fortsætter, mens valgene forsvinder.
At leve i Gaza under dette ubarmhjertige folkedrab er den sværeste oplevelse i mit liv. De konstante bombardementer, frygten for døden, der lurer i hver eneste skygge, synet af knuste hjem og knuste kroppe. Vi er blevet ødelagt på måder, som ord næsten ikke kan formidle. Vi har grædt floder af tårer for dem, vi har mistet, vi har skælvet i frygt for de liv, vi stadig holder af, vi har lidt i stilhed, mens verden så på, og vi har båret på ufattelig smerte i vores hjerter og sind.
