Nyheder

Israel forsinker Frihedsflotille med over 5.500 tons nødhjælp til Gaza

Puls48

Udgivet af: Dina Jensen

“Freedom Flotilla Coalition”, også kendt som Frihedsflotillen på dansk, med skibe lastet med over 5.500 tons nødhjælp og et dedikeret team af internationale nødhjælpsarbejdere og aktivister, havde oprindeligt planlagt at sætte kurs mod Gaza i april. Nu er nødhjælpen og de frivillige strandet i tyrkiske farvande, fanget i et politisk magtspil, mens det internationale samfund passivt ser til.

Frihedsflotillen er et initiativ med det formål at bryde Israels blokade af Gaza og levere livsvigtige forsyninger som vand, mad og medicin til den krigshærgede enklave.

Initiativet omfatter flere skibe lastet med over 5.500 tons humanitær nødhjælp samt hundredvis af aktivister, journalister og personer fra alle samfundslag, der frivilligt har meldt sig til dette græsrodsinitiativ. Deltagerne ombord repræsenterer 40 forskellige lande, herunder Tyrkiet, Malaysia, USA, Sverige, Norge og mange flere.

“Bureaukratisk krigsførelse”
Men flotillen af skibe, der skulle have stævnet ud mod Gazastriben fredag den 26. april, er nu strandet i Tyrkiet på grund af, hvad arrangørerne betegner som Israels bureaukratiske krigsførelse. Denne bureaukratiske krigsførelse har medført, at Republikken Guinea-Bissau er blevet presset til at tilbagekalde sit flag fra flådens førende skib, Akdeniz. Uden et flag kan skibene ikke fortsætte deres rejse mod deres endelige destination, Gaza.

I et interview med Al Jazeera udtaler Ann Wright, medarrangør af flotillen, at skibene, som var blevet inspiceret i Tyrkiet, var klar til at sejle, idet de havde bestået alle inspektionerne, da Guinea-Bissau pludselig krævede yderligere kontrol. Disse kontroller, ifølge Wright, var en politisk manøvre fra Israels side for at forsinke afgangen af konvojen med den vigtige nødhjælp.

ICJ: Israel pålagt at sikre uhindret adgang for nødhjælp
Forsinkelsen af flotillen sker på trods af, at Israel er blevet pålagt af Den Internationale Domstol (ICJ) at sikre uhindret adgang for nødhjælp til Gaza som en del af midlertidige foranstaltninger for at forhindre folkemord. Disse foranstaltninger blev vedtaget i en sag anlagt af Sydafrika, hvor Israel er anklaget for folkemord. På trods af disse anmodninger begrænser den israelske blokade fortsat adgangen for nødhjælp til den krigshærgede og sultende enklave.

Flere FN-eksperter har også udtrykt kritik og krævet, at Israel tillader sikker passage for flotillen. I en udtalelse offentliggjort på FN’s hjemmeside udtaler FN-eksperterne blandt andet, at “når Frihedsflotillen nærmer sig de palæstinensiske farvande ud for Gaza, må Israel overholde international lov, herunder de seneste ordrer fra Den Internationale Domstol, der sikrer uhindret adgang for humanitær hjælp.”

Israel dræber ni ombord på Frihedsflotillen i 2010
Det er afgørende at understrege, at missionen indebærer betydelig risiko for deltagerne, der potentielt sætter deres liv på spil for at levere nødhjælp til palæstinenserne ved at bryde igennem den israelske blokade af humanitær adgang til den krigshærgede enklave. I maj 2010 blev en flåde på seks skibe, som udgjorde en frihedsflotille, angrebet af den israelske flåde. Israelske kommandosoldater bordede det tyrkiske skib Mavi Marmara og åbnede ild, hvilket resulterede i drabet på ni aktivister.

Al Jazeera har også interviewet den palæstinensisk-amerikanske aktivist og internationale jurist Huwaida Arraf. Arraf, der tidligere har deltaget i lignende initiativer og er medstifter af den ikke-voldelige International Solidarity Movement (ISM), argumenterer for, at det at bryde en ulovlig blokade ikke kan være ulovligt. “Vi vil ikke komme tæt på Israels territoriale farvande, og derfor har de ikke ret til at stoppe os [eller skade os],” siger advokaten.

Hvad sker der, hvis mor dør?
Arraf har måttet efterlade sin ni-årige datter og 11-årige søn derhjemme for at deltage i flotillen. Under interviewet fortæller hun: “Min mand fortalte mig forleden, at min datter spurgte ham: “Hvad sker der, hvis mor dør?” (…) “Det er sørgeligt, at hun skal tænke på det, men det er den verden, vi lever i. Og det er bestemt ikke den verden, jeg ønsker at give videre til dem,” siger Arraf.

For arrangørerne og deltagerne ombord på flotillen er det afgørende at tiltrække opmærksomhed omkring deres mission af hensyn til deres sikkerhed og for at opfylde deres formål. Arraf sætter også ord på dette: “Hovedmålet er at tiltrække opmærksomhed mod flotillen for at sikre, at verden og Israel er klar over vores tilstedeværelse. På den måde kan de ikke affyre en missil mod os og efterfølgende hævde, at det var et uheld.”

 

 

Køb abonnement hos Puls 48 eller støt via mobilepay: 18459

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.

Kort nyt
Debatindlæg
Mest læste nyheder
Puls 48 Anbefaler
Følg os på:

Vi samarbejder med et stort netværk af journalister, der sikrer nøjagtig og aktuel dækning fra de mest essentielle steder og begivenheder. Vores ambition er at dække de historier, der fortjener opmærksomhed, og præsentere faktuel nuanceret indsigt.

Tak, du er nu tilmeldt puls48 nyhedsbrev

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.