Nyheder

Libanon-Israel spændinger intensiveres efter angreb i de annekterede Golanhøjder

Puls48

Udgivet af: Mohammad Hdr

Efter et angreb i Majdal Shams i de annekterede Golanhøjder er spændingerne mellem Hizbollah fra Libanon og Israel nået et alarmerende niveau.

Spændingerne mellem Hizbollah og Israel er nået et alarmerende niveau efter et angreb på en fodboldbane i den syriske drusiske landsby Majdal Shams lørdag, som resulterede i mindst 12 dræbte børn og mere end 30 sårede.

Golanhøjderne er internationalt anerkendt som syrisk jord, ulovligt besat af Israel, som erobrede området efter seksdagskrigen i 1967 og formelt annekterede det i 1981.

Israelske og amerikanske embedsmænd hævder, at Hizbollah står bag angrebet, mens den libanesiske gruppe afviser enhver involvering.

Ifølge Axios har Biden-administrationen udtrykt betydelig bekymring for, at angrebet, som USA hævder kom “fra Libanon”, kunne eskalere til en fuld krig mellem Hizbollah og Israel.

Israels og USA’s anklager kommer trods, at Hizbollah har benægtet over for FN, at de var involveret i angrebet. En amerikansk embedsmand citeret af Axios sagde, at Hizbollah-embedsmænd fortalte FN, at angrebet på de annekterede Golanhøjder var resultatet af et israelsk ”interceptor” missil.

Siden den 8. oktober, dagen efter starten på Israels krig mod Gaza, har Hizbollah og Israel været involveret i fjendtligheder.

 

Modstridende rapporter og international reaktion

FN, USA og EU har fordømt angrebet og opfordret alle parter til at udvise tilbageholdenhed for at forhindre en fuld krig. EU’s udenrigschef Josep Borrell har opfordret til en “uafhængig international undersøgelse”.

Nogle journalister i Majdal Shams har sat spørgsmålstegn ved de israelske påstande om, at Hizbollah stod bag angrebet. En korrespondent fra Al Araby TV har talt med en israelsk redningsmand, som fortalte, at øjenvidner mener, at raketten kom fra Israels Iron Dome og ikke fra Hizbollah.

Tusindvis af mennesker deltog i begravelsen af de børn, der blev dræbt i angrebet. Indbyggerne i Majdal Shams, hvor mange har nægtet at tage imod israelsk statsborgerskab, udtrykte deres vrede ved at bortvise flere israelske politikere fra begravelsen, herunder finansminister Bezalel Smotrich. “Forlad stedet, du kriminel,” blev der råbt efter ham.

Israels udenrigsminister, Israel Katz, fordømte angrebet og beskrev det som en overskridelse af alle røde linjer. Forsvarsminister Yoav Gallant advarede om, at Hizbollah vil stå over for konsekvenser, selvom gruppen nægter at have deltaget i angrebet, skriver Middle East Eye.

Efter et fire timers møde i det israelske sikkerhedskabinet søndag udsendte Netanyahus kontor en erklæring, der sagde, at kabinettet havde givet ham og Gallant mandat til at beslutte ”omfanget og tidspunktet” for svaret på angrebet i Majdal Shams.

Ifølge en rapport (14. juli) fra FN’s Kontor for Koordinering af Humanitær Indsats (OCHA), har fjendtlighederne resulteret i 466 dræbte libanesere, herunder 100 civile, hvoraf 12 er børn og 31 er kvinder samt 3 journalister og 21 sundhedsarbejdere.

I Israel oplyser embedsmænd ifølge BBC, at 33 er blevet dræbt, herunder 10 civile, i angreb fra Hizbollah.

 

Billede: Puls48 – Libanesisk grænse.

Køb abonnement hos Puls 48 eller støt via mobilepay: 18459

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.

Kort nyt
Debatindlæg
Mest læste nyheder
Puls 48 Anbefaler
Følg os på:

Vi samarbejder med et stort netværk af journalister, der sikrer nøjagtig og aktuel dækning fra de mest essentielle steder og begivenheder. Vores ambition er at dække de historier, der fortjener opmærksomhed, og præsentere faktuel nuanceret indsigt.

Tak, du er nu tilmeldt puls48 nyhedsbrev

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.