Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har meddelt, at der er fastsat en dato for en invasion af Rafah. Dette er blevet offentliggjort samtidig med, at der foregår forhandlinger om våbenhvile i Kairo, midt i tiltagende international kritik af Israel, og trods USA’s tidligere gentagne udtalelser om, at de ikke støtter en invasion af Rafah.
FN og andre store internationale organisationer har advaret om, at en invasion af Rafah ville have utænkelige menneskelige konsekvenser i en situation, der allerede er en ekstrem humanitær katastrofe. Denne katastrofe er forværret af Israels blokade, som begrænser adgangen til vand, strøm, mad og nødhjælp, massive bombardementer af Gaza, den systematiske destruktion af infrastruktur og ødelæggelsen af sundhedssystemet
Trods denne alvorlige advarsel fastholder Israel deres planer om at invadere Rafah, hvor 1,5 millioner mennesker — mange af dem flygtninge fra andre dele af Gaza — lever under kummerlige forhold og uden muligheder for at flygte.
Netanyahu understregede sin holdning i en video på hebraisk sidste mandag, hvor han påpegede, at en invasion af Rafah er afgørende for at vinde krigen: “Det vil ske. Der er fastsat en dato.”
Denne udtalelse falder sammen med, at Israel har trukket dele af sine styrker tilbage fra Gaza, men har opretholdt tropper i en korridor, der deler Gazastriben i to, hvilket forhindrer palæstinenserne i at vende tilbage til den nordlige del af Gaza
Gaza var allerede før den 7. oktober sidste år et af de mest tætbefolkede områder på jorden. Nu er størstedelen af de 2,3 millioner indbyggere presset sammen på et endnu mindre område, uden adgang til basale fornødenheder som mad og vand, mens de samtidig udsættes for Israels fortsatte bombardementer.
USA har offentligt fortsat deres modstand mod en invasion af Rafah, særligt på grund af fraværet af en holdbar plan for evakuering af det store antal civile, der er samlet i Rafah.
USA’s talsperson, Matthew Miller, udtalte på en pressekonference: ‘Vi har gjort det klart over for Israel, at en fuld militær invasion af Rafah vil have enormt skadelige effekter på de civile og ultimativt skade Israels sikkerhed.’
Til trods for tiltagende kritik af Biden, både internationalt og nationalt, fastholder han fortsat militær støtte til Israel i form af våbenforsyninger og efterretningsoplysninger.
Kilde: Al Jazeera