Den zionistiske bevægelse startede sit arbejde for oprettelsen af staten ”Israel” i Palæstina lang tid før den palæstinensiske Nakba (katastrofen) i 1948. Nakba er en betegnelse for zionisternes massefordrivelse af palæstinenserne fra deres jord og oprettelsen af staten Israel i Palæstina.
Nedenfor ses en kronologisk oversigt over det zionistiske koloniseringsprojekt i Palæstina:
Den første zionistiske landbrugskoloni ved navnet ”Petah Tikva” oprettes i Palæstina.
Rishon LeZion, en stor zionistisk bosættelse, bliver etableret i Palæstina af primært russiske og østeuropæiske jøder.
Den østrigsk-jødiske forfatter, Nathan Birnbaum, introducerer ordet ”zionisme”, som optræder for første gang.
Den østrig-ungarske journalist, Theodor Herzl, skriver bogen Der Judenstaat, hvor han argumenterer for oprettelsen af en jødisk stat som den eneste løsning til jødernes problemer. I bogen beskriver han visionen om en jødisk stat i Palæstina.
Herzl står i spidsen for den første zionistkongres i Basel, hvor Verdens Zionistorganisation (WZO) bliver oprettet, og der bliver udarbejdet en handlingsplan for, hvordan jøderne skal opnå en selvstændig jødisk stat.
Den Jødiske Nationalfond (JNF) oprettes for at skaffe jord til WZO i Palæstina. Denne jord fratages palæstinenserne for at blive dyrket af de indvandrende zionister.
Omkring 40.000 zionistiske indvandrere ankommer til Palæstina, hvor de udgør seks procent af befolkningen.
Den jødisk-britiske politiker og zionist, Herbert Samuel, som i 1920 bliver udnævnt til britisk højkommissær for Palæstinamandatet, skriver ”The Future of Palestine”, et hemmeligt memorandum, hvor han opfordrer den britiske regering til at støtte zionistiske bosættelser i Palæstina.
Samtidig med at den britiske regering lover araberne en uafhængig stat, hvis de hjælper med at bekæmpe det osmanniske rige under 1. verdenskrig, indgår de en hemmelig aftale med Frankrig og Rusland. Aftalen, er kendt som Sykes-Picot aftalen, der indebærer, at man ved 1. verdenskrigs afslutning vil dele Osmannerriget mellem sig. Briterne fik bl.a. Palæstina, hvilket faciliteter den senere oprettelse af staten Israel.
I 1917 åbner den britiske udenrigsminister, Arthur J. Balfour (1848–1930), en afgørende mulighed for, at zionisternes mål om et jødisk hjemland i området kan realiseres efter en britisk sejr. I et brev til den fremtrædende britiske jøde Lord Rothschild udtaler Balfour, at det er den britiske regerings hensigt at støtte oprettelsen af „et nationalt hjemsted" for det jødiske folk i Palæstina efter krigen.
35.000 zionister indvandrer til Palæstina, hvor jøder i denne periode udgør 12 procent af befolkningen og ejer 3 procent af palæstinensernes jord.
Den zionistiske paramilitære undergrundshær ”Haganah” oprettes for at stå i spidsen for forsvaret af jødiske interesser i Palæstina. Hæren står i de følgende år for en række overgreb og massakrer på den palæstinensiske befolkning og omdannes efter 2. verdenskrig til den officielle israelske hær, Israel Defence Forces (IDF).
Folkeforbundet, en forløber til De Forenede Nationer (FN), godkender det britiske Palæstinamandat, som inkluderer formålet fra Balfour-erklæringen om at oprette en jødisk stat i Palæstina.
67.000 zionister indvandrer til Palæstina, hvor jøderne i denne periode udgør 16 procent af befolkningen og ejer 4 procent af palæstinensernes jord.
Al-Buraq-opstanden finder sted, den første masseprotest mod øget jødisk immigration til Palæstina.
Den zionistiske organisation ”Irgun” oprettes for at fordrive palæstinenserne med ”voldelige midler”. Organisationens leder er Menachem Begin, som senere bliver Israels premierminister, og som sammen med Egyptens præsident Anwar Sadat, står i spidsen for Camp David-aftalen, der sikrer Egyptens anerkendelse af Israel.
Izz ad-Din al-Qassam, en revolutionær leder i Palæstina, som bekæmper fransk og britisk mandatstyre i Levanten, bliver dræbt af britiske styrker. Hans død fører til ”Den store palæstinensiske opstand” i Palæstina fra 1936-1939.
Palæstinensisk opstand mod britisk og jødisk dominans i Palæstina. En generalstrejke bliver igangsat af palæstinenserne, og er en del af den civile modstand mod besættelsesmagten. Briterne slår hårdt ned på opstanden, og 15.000 arabere bliver dræbt som et resultat af modstanden.
Irgun-bevægelsen bomber Kong David-hotellet i al-Quds og dræber 91 mennesker. Formålet med bombningen var at presse briterne til at efterkomme zionisternes krav i Palæstina, hovedsageligt oprettelsen af en jødisk stat.
Storbritannien meddeler FN, at det vil trække sig ud af Palæstina, hvilket baner vejen for den zionistiske bevægelses overtagelse af Palæstina for oprettelsen af nationalstaten ”Israel” på palæstinensernes jord.
FN vedtager resolution 181, en delingsplan for Palæstina, som tildeler jøderne 56 % af Palæstinas jord og 42 % til det oprindelige folk. 2 % af området, som omfatter Jerusalem og Bethlehem, skulle administreres internationalt af FN på grund af deres religiøse betydning. Dette sker på trods af, at jøderne udgør under en tredjedel af den samlede befolkning i Palæstina. Jødiske indvandrere udgør nu ca. 630.000 bosættere, mens det oprindelige folk, palæstinenserne, udgør 1,3 mio. indbyggere. På den baggrund afviser palæstinenserne "tilbuddet".
Den paramilitære organisation Haganah mobiliserer og iværksætter "Daletplanen", en zionistisk strategi for etnisk udrensning af palæstinenserne. De første etniske udrensningsoperationer og fordrivelser af palæstinenserne under denne plan udføres i kystområderne mellem de palæstinensiske byer Haifa og Jaffa.
Daletplanen eksekveres, hvor zionistiske paramilitære grupper indtager landsbyer langs Tel Aviv-Jerusalem-vejen og fordriver deres palæstinensiske indbyggere. De palæstinensiske beboere i Vestjerusalem fordrives af de zionistiske styrker. Deir Yassin-massakren finder sted, hvor bevægelserne Irgun og Lehi, med støtte fra Haganah, dræber over hundrede palæstinensere, inklusiv kvinder og børn.
Mellem 175.000 og 250.000 palæstinensere fordrives fra deres hjem. Disse fordrives til andre palæstinensiske byer, som de zionistiske styrker ikke lykkedes med at indtage, samt nabolandene såsom Jordan, Syrien og Libanon.
Zionisterne udråber staten "Israel" samtidig med, at det britiske mandat udløber, og erklærer reelt palæstinenserne krig. Inden den 15. maj var ca. 300.000 palæstinensere allerede blevet fordrevet og ca. 200 landsbyer udslettet. I løbet af 1948-49 formår zionistiske paramilitære grupper at fordrive ca. 90 % af den indfødte befolkning.
De omkringliggende arabiske nationer forsøger at genvinde det historiske Palæstina fra den nyoprettede zionistiske enhed, også kendt som den ”1. arabisk-israelske krig”. En våbenhvile bliver etableret via FN i januar 1949. Krigen resulterer i, at 750.000 palæstinensere bliver fordrevet, og "Israel" erobrer 78 %% af det historiske Palæstina. De resterende 22% udgør Vestbredden og Gaza. Den 15. maj bliver en officiel dag for at markere den palæstinensiske Nakba.
Med Israels officielle oprettelse Israels militær”The Israel Defence Forces” (IDF), fortsætter arbejdet med den etniske udrensning i de palæstinensiske byer. IDF indtager flere palæstinensiske byer såsom Ramla og Lod.
Den svenske diplomat, Folke Bernadotte (1895-1948), udsendt af FN til at mægle i konflikten, bliver dræbt af den jødiske gruppe Stern, officielt kendt som LEHI. Gruppen blev kaldt Stern-gruppen af briterne efter dens fremtrædende leder Avraham Stern. Stern-gruppen, der brød ud af Irgun i 1940, var ikke tilbageholdende med angreb på britiske myndigheder i Palæstina, modsat Irgun. Efter Sterns død i 1942 overtager Yitzhak Shamir (1915-2012) ledelsen af gruppen, som senere bliver leder af Likud og Israels premierminister.
Efter massakrerne og massefordrivelserne af palæstinenserne vedtager FN Resolution 194, som giver palæstinenserne retten til at vende tilbage til deres hjem samt få kompensation for tabt ejendom. Dog har Israel siden blokeret for palæstinensernes tilbagevenden.
Efter Nakba-året sker en række udviklinger i palæstinensernes historie, hvor hovedoverskrifterne er rivaliseringer mellem Israel og de arabiske nabostater, fredsforsøg, modstand og yderligere undertrykkelse af palæstinenserne. Her ser du en kronologi over de vigtigste datoer i perioden.
Israel flytter sin hovedstad fra Tel Aviv til Vestjerusalem i strid med FN-resolution 194. Jordan overtager administrationen af Vestbredden.
Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) etableres i Kairo.
Om morgenen den 5. juni 1967 indledte Israel et storstilet overraskelsesangreb på Syrien, Jordan og Egypten også kendt som ”Junikrigen” Den zionistiske strategi var at erobre store landområder, hvilket lykkedes med besættelsen af Sinai-halvøen, Gaza-striben, de syriske Golanhøjderne og Vestbredden, inklusiv Østjerusalem. Krigen førte til yderligere 300.000 fordrevne palæstinensere, og Israel kontrollerede nu 100 % af det oprindelige Palæstina. Ifølge international lovgivning regnes de besatte områder for ulovligt besatte områder.
FN vedtager Resolution 242, der kræver, at Israel trækker sig tilbage fra de områder, som blev besat under Junikrigen. Israel vælger ikke at imødekomme FN-resolutionen ligesom de arabiske nationer, som blev angrebet under Junikrigen, nægter at anerkende Israel, som de mener har handlet i strid med international lovgivning.
”Sorte september”, hvor Kong Hussein uddriver PLO fra Jordan med hjælp fra Israel. PLO etablerer sig i stedet i Sydlibanon.
Syrien og Egypten indleder en krig mod Israel for at genvinde de tabte områder. I krigens første uge når den egyptiske hær langt ind på den besatte Sinai-halvø, og syrerne får hurtigt overtaget i Golan-højderne. Takket være USA fik Israel etablerer en luftbro, hvilket medvirker til at ændre krigens videre forløb. Efter tre ugers kampe lykkedes det FN at gennemtvinge en våbenhvile, der dog på begge fronter er meget skrøbelig. Først i sommeren 1974 lykkedes det den amerikanske udenrigsminister og jødiske zionist Henry Kissinger (1923-2023) at formidle en holdbar våbenstilstandsaftale. Med USA som mægler indgår Egypten i løbet af 1974 en aftale med Israel, der i 1978 danner grundlag for den omfattende og epokegørende fredsaftale mellem Egypten og Israel, Camp David-aftalen, underskrives i 1979
Den arabiske liga anerkender PLO som den eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk.
De israelske styrker beslaglagde tusindvis af hektar land fra de palæstinensiske landsbyer Sakhnin og Arraba i Galilæa. Generalstrejker og protester mod konfiskation af jord blev organiseret, og der blev afholdt marcher fra Galilæa til Negev. De fredelige protester blev brutalt slået ned af israelske sikkerhedsstyrker, hvilket resulterede i, at seks palæstinensere blev dræbt, og hundredvis såret eller arresteret. Denne dag markeres årligt som Yawm al-Arḍ (Jordens Dag) den 30. marts.
Efter to ugers hemmelige forhandlinger i Camp David i USA bliver den egyptiske præsident, Anwar Sadat, og den israelske premierminister og tidligere leder af bevægelsen Irgun, Menachem Begin, enige om en ”rammeaftale for fred i Mellemøsten”. Aftalen involverer, at Egypten får Sinaihalvøen tilbage mod at anerkende Israel og etablere fred med landet. Denne aftale er en af hovedårsagerne til, at Egypten i dag er handlingslammet, når det kommer til at udfordre Israel eller hjælpe palæstinenserne i Gaza.
Israel invaderer Libanon med henblik på at udradere PLO og deres sociale og militære netværk i Beirut og Sydlibanon. Israels mål lykkedes og PLO må ved krigens afslutning flygte til Tunis. Krigen koster op mod 20.000 mennesker livet, hvoraf langt størstedelen var palæstinensere og libanesere.
Sabra og Shatila-massakrerne finder sted, hvor ca. 2000 palæstinensere bliver dræbt af paramilitære kristne grupper med accept fra Israels senere premierminister Ariel Sharon.
Den første Intifada i de besatte områder heriblandt Vestbredden begynder. Intifadaen, det arabiske ord for opstand/rystelse, bruges som betegnelse for perioden 1987-1992, hvor palæstinenserne anvender civil ulydighed som en form for ikkevoldelig modstand. Denne opstand bliver udløst af, at en israelsk bosætter kører palæstinensiske arbejdere over ved en israelsk checkpoint tæt på Gaza. Forinden denne hændelse har palæstinenserne i årtier lidt under israelsk undertrykkelse, forfølgelse og besættelse. Dette resulterer i, at flere tusinde palæstinensere går på gaden for at demonstrere mod den israelske besættelse, hvilket udvikler sig til en større opstand i Gazastriben og Vestbredden.
PLO accepterer resolution 242 og 338 og anerkender dermed staten Israel i et forsøg på at fremme en fredsproces, der kan føre til en selvstændig palæstinensisk stat.
Den palæstinensiske ledelse med Yasser Arafat, som hovedaktør og leder af PLO, underskriver Oslo-aftalen med israelerne. Aftalen underskrives i Washington foran Det Hvide Hus og bliver symbolet på fredsprocessen. Aftalen er et forsøg på at afslutte den palæstinensiske modstand mod den israelske besættelse ved at sætte rammer for etablering af et såkaldt ”palæstinensisk selvstyre”.
Israelsk modstand mod fredsprocessen intensiveres og kulminerer med Goldstein-massakren, hvor en fanatisk jødisk bosætter, Baruch Goldstein, udfører et angreb på Ibrahimi-moskeen i Hebron og myrder 29 palæstinensere, inklusive børn, og sårer mere end hundrede.
Modstanden og hadet kulminerer i efteråret 1995, da ministerpræsident Yitzhak Rabin bliver myrdet ved en stor fredsdemonstration i Tel Aviv. Det var et politisk mord begået af en radikal jødisk bosætter, som var imod fredsprocessen.
Den anden Intifada (2000-2005) begynder i Jerusalem på baggrund af en israelsk invadering af Al-Aqsa Moskéen. Den israelske premierminister, oppositionsleder og 2000 israelske soldater færdes i Al-Aqsa Moskéen og proklamerer, at denne ”er og forbliver et israelsk område”. Dette resulterer i sammenstød mellem soldaterne og de bedende i moskéen. På den baggrund opstår protester og sammenstød mellem palæstinenserne og den israelske besættelsesmagt i Jerusalem, hvilket spreder sig til resten af Vestbredden og Gaza.
Den israelske besættelsesmagt begynder at opføre ”sikkerhedsmure” mellem Israel og den besatte Vestbredden. 'Den grønne linje' (1967-grænsen mellem Israel og de besatte områder) er ca. 315 km lang, men det israelske bygningsværk har en udstrækning på mere end det dobbelte. Muren bugter sig i landskabet og skærer mange steder dybt ind på Vestbredden, som er under israelsk besættelse.
Den Internationale Domstol (ICJ) erklærer, at Israels opførelse af en mur i det besatte palæstinensiske område er ulovlig. Domstolen pålægger Israel at stoppe byggeriet, nedrive de allerede opførte sektioner og yde erstatning for skader. ICJ fastslår, at muren og de tilhørende israelske bosættelser i de besatte palæstinensiske områder krænker international lov, herunder principper om selvbestemmelse og forbud mod erhvervelse af territorium ved magt.
Hamas vinder det palæstinensiske parlamentsvalg under internationalt opsyn. Jimmy Carter, USA’s tidligere præsident, erklærer, at valgene foregik ”honest and fair”. USA, som havde placeret Hamas på listen over terrororganisationer, var ikke tilfredse med valgresultatet, og i 2007 indfører Israel en blokade af Gaza som et resultat af Hamas’ valgsejr.
Hamas overtager styringen i Gazastriben, hvilket medfører, at Israel udråber Gazastriben som værende en ”fjendtlig enhed”. På den baggrund indleder Israel en blokade og underlægger palæstinenserne i Gazastriben en land-, luft- og søblokade. Med andre ord så kontrollerer den israelske besættelsesmagt hvilke varer, som kan komme ind i Gazastriben heriblandt essentielle varer såsom mad, el og brændstof.
Israel indleder den militære operation ’Støbt bly’ i Gaza-striben med det formål ”at afslutte Hamas’ regeringsperiode i Gazastriben og udrydde den palæstinensiske modstand”. 1400 palæstinensere bliver dræbt, heraf 350 børn og 6000 hjem ødelægges.
FN’s Menneskerettighedsråd nedsætter en kommission for at undersøge, om der har fundet krigsforbrydelser sted under Israels invasion af Gaza. Dette fører til den senere 'Goldstone-rapport', som konkluderer, at der har været brud på international lov og menneskerettigheder. Rapporten fastslår, at Israels militære operationer i Gaza i 2008-2009 udgjorde bevidst og disproportioneret vold med det formål at straffe og ydmyge civilbefolkningen i Gaza.
Israel indleder den otte-dage lange operation ’forsvarssøjle’ (”Operation Pillar of Defense” på engelsk) med det formål at ”stoppe raketangreb fra Gaza”. Resultatet af den militære operation blev 167 dræbte palæstinensere, heraf 32 børn.
Israel indleder den militære operation ’beskyttende kant’ (”Protective Edge” på engelsk) med påstand om, at Hamas står bag drabet på tre israelske bosættere i Vestbredden. Hamas afviser, de israelske anklager og svarer igen, hvilket resulterer i en krig, som varer i 51 dage, og hvor 2200 palæstinensere bliver dræbt, heraf 550 børn og 18000 hjem ødelægges.
USA’s præsident Donald Trump erklærer, at USA vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. I 2018 flytter USA sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.
USA’s præsident Donald Trump indleder de såkaldte ”Abraham Accords”, et fremstød til at normalisere de diplomatiske forbindelser mellem Israel og en række arabiske stater, herunder De Forenede Arabiske Emirater. En normaliseringsproces kører sideløbende med Saudi-Arabien, der har til formål at anerkende Israel i regionen.
Hamas og andre palæstinensiske grupper angriber Israel og bryder Gaza-blokaden, som havde været i kraft siden 2007. Dette er første gang, det er lykkedes at trænge ind i israelsk territorie siden den 1. arabisk-israelske krig i 1948. Angrebene har til formål at forpurre de arabiske staters normaliseringsproces ved at bringe situationen for palæstinenserne i Gaza tilbage som et samtaleemne på den internationale scene. Under den militære operation formår palæstinensiske grupper at tage 250 krigsfanger med det formål at udveksle dem for palæstinensiske fangere, herunder kvinder og børn, som befinder sig i israelske fængsler. Udover at afspore normaliseringsprocessen, havde angrebet også til formål at bekæmpe den ulovlige og fortsatte israelske besættelse af de palæstinensiske områder, blokaden af Gaza, udvidelsen af ulovlige israelske bosættelser samt den stigende israelske vold og overgreb på de palæstinensiske borgere i al-Quds og på Vestbredden.
Israel svarer igen ved at erklærer krig mod Gazas befolkning med det formål at ”at udrydde Hamas’ tilstedeværelse i Gazastriben”. Derved indleder Israel en massiv bombning af Gazastriben, hvor de primært dræber civile, herunder børn og ældre. boligbyggerier, religiøse steder og hospitaler bliver bombet. Derudover lukker Israel for elektriciteten, adgang til rent vand, samt import af fødevare, medicin og brændstof.
Sydafrika anlægger sag mod Israel ved Den Internationale Domstol, hvor de anklager Israel for at have begået krigsforbrydelser og folkemord. Domstolen anmoder Israel om at gøre, hvad den kan for at forhindre et folkedrab i Gaza, men beordrer ikke en våbenhvile. Dommerne har ikke taget stilling til anklagerne om folkemord, hvilket kan tage år at afgøre.
Seksmåneders-dagen for krigen i Gaza og antallet af dræbte palæstinensere overstiger 33.000, herunder mere end 13.800 børn. Israel viser ingen tegn på at stoppe angrebene, mens dets allierede fortsætter støtten med våbenleverancer, politisk opbakning og manglende evne til at indføre en international-medieret våbenhvile.
• Eugene Rogan (2017): ”Arabernes historie fra Osmannerriget til Det Arabiske Forår”
• Ilan Pappe (2006): ”Den etniske udrensning af Palæstina”
• Ilan Pappe (2006): ”Det moderne Palæstinas historie – et land, to folk”
• Aljazeeera.net:
• ”De israelske krige i Gazastriben”, link: https://aja.me/no27mt, sidst besøgt 16/4/2024
• ”Den første intifada 1987”, link: https://aja.ws/54a27u, sidst besøgt 16/4/2024
• ”Osla-aftalen”, link: https://aja.me/k6y9kz, sidst besøgt 16/4/2024
• ”Den anden intifada”, link: https://aja.me/k3qb2, sidst besøgt 16/4/2024
• Jørgen Bæk Simonsen: ”Balfourdeklarationen”, Den Store Danske, link: https://denstoredanske.lex.dk/Balfourdeklarationen, sidst besøgt 16/4/2024
• Karin Weinholt: ”Kibbutz”, Den Store Danske, link: https://denstoredanske.lex.dk/kibbutz, sidst besøgt 16/4/2024
Vi samarbejder med et stort netværk af journalister, der sikrer nøjagtig og aktuel dækning fra de mest essentielle steder og begivenheder. Vores ambition er at dække de historier, der fortjener opmærksomhed, og præsentere faktuel nuanceret indsigt.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at få opdaterede oplysninger, nyheder og gratis indblik.
© 2024 - puls48.dk
Vi samarbejder med et stort netværk af journalister, der sikrer nøjagtig og aktuel dækning fra de mest essentielle steder og begivenheder. Vores ambition er at dække de historier, der fortjener opmærksomhed, og præsentere faktuel nuanceret indsigt.
Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.