Analyse

Puls 48 analyse: Trump har aflivet tostatsløsningen

Puls48

Udgivet af: Ali Youssef

Der skulle kun én udtalelse til, før tostatsløsningen blev makuleret. Med et udsagn, der sendte chokbølger gennem hele verden, erklærede Donald Trump, at Gaza ville blive udsat for etnisk udrensning, og at dets befolkning ville blive tvangsfordrevet til nabolande som Jordan og Egypten. Hvis nogen stadig tvivlede på hans ambition om at aflive enhver vision om fred baseret på to stater, var denne udmelding den endelige bekræftelse.

Trumps udtalelse kom under Netanyahus besøg i Washington, som fandt sted på trods af, at Den Internationale Straffedomstol har udstedt en arrestordre mod Netanyahu for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Ved at invitere Netanyahu og ignorere arrestordren demonstrerer Trump en åbenlys tilsidesættelse af international lovgivning. Denne holdning understreges yderligere af hans ophævelse af sanktioner mod israelske besættere på den besatte Vestbred, hvilket cementerer hans støtte til israelske interesser på bekostning af palæstinensiske rettigheder.

Tostatsløsningen er officielt død, hvilket rejser spørgsmålet: Hvor efterlader det EU, der i årtier har advokeret for netop denne løsning?

Trump kalder Gaza et “nedrivningsområde” og taler om økonomisk vækst og jobskabelse – men ikke for palæstinenserne. Ifølge hans plan skal de tvangsfordrives for at gøre plads til en ny struktur. FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk, har påpeget, at dette er en overtrædelse af folkeretten, da “enhver tvangsoverførsel eller udvisning af mennesker fra et besat territorium er strengt forbudt.”

Når Trump hævder, at befolkningen i Gaza “ville elske at forlade området,” viser han sin totale uvidenhed om de kulturelle og historiske bånd, der knytter palæstinenserne til deres hjemland. FN-talsmand Stephane Dujarric har understreget alvoren af denne tilgang og udtalt, at “Enhver tvangsfordrivelse af mennesker er ensbetydende med etnisk udrensning.”

Det er ikke første gang, en stormagt ser bort fra et folks rettigheder for at opnå geopolitiske mål. Men det er sjældent, vi hører en så direkte udmelding fra en verdensleder. Her er intet pakket ind – Gaza skal udrenses, punktum.

Besættelse forklædt som sikkerhed for regionen

Som om det ikke var nok, udelukkede Trump ikke muligheden for at indsætte amerikanske tropper i Gaza under genopbygningen. Historien har vist os, hvordan militær involvering ofte udvikler sig til langvarige besættelser, der skaber endnu større undertrykkelse. At tro, at USA kan stabilisere Gaza gennem militær kontrol eller økonomiske udviklingsprojekter, er enten naivt eller udtryk for bevidst ignorering af regionens historie.

Denne strategi er en opskrift på en ny cyklus af undertrykkelse. Resultatet vil være en endnu dybere kløft mellem palæstinenserne og det internationale samfund, der burde beskytte deres rettigheder, men som gang på gang har svigtet dem.

Vibe Klarup, generalsekretær i Amnesty International Danmark, kritiserer dette skarpt og siger: “Det er inhumant. Det er ulovligt. Det er at overskride al medmenneskelighed. At overtage et andet land er det samme som en invasion.”

Den endelige død for tostatsløsningen

I årtier har verdenssamfundet støttet idéen om en tostatsløsning, til trods for at Israel gentagne gange har modarbejdet en palæstinensisk stat. Det internationale samfund har enten set passivt til eller støttet direkte eller indirekte Israels handlinger mod palæstinenserne, herunder folkedrabet i Gaza.
 
 Tostatsløsningen er nu reelt skrinlagt af Trumps ensidige støtte til israelske og amerikanske interesser – som omfatter adgangen til Gazas gas og drømmen om Stor-Israel, som ikke stopper ved Palæstinas grænse, men vil opsluge store dele af Mellemøsten. Ved ikke at afvise en de facto-annektering af Gaza og den besatte Vestbred og dermed nægte palæstinenserne ret til deres land, har Trump gjort det klart, at der ikke er nogen plads til palæstinensisk suverænitet i hans plan for Mellemøsten.

Selv blandt USA’s allierede i regionen er der vrede. Jordan og Egypten, som Trump hævder vil tage imod op til 1,8 millioner palæstinensiske flygtninge, har allerede gjort det klart, at de afviser ethvert sådant forslag. Hans plan er altså ikke kun en fornærmelse mod palæstinenserne, men også mod regionens befolkning. Spørgsmålet er nu, om Mellemøsten vil se passivt til? eller stå imod USA’s og Israels politik? Regionens lande har flere handlemuligheder – den mest nærliggende er at sælge olie i en anden valuta end dollar.

Etnisk udrensning

En central del af Trumps plan er at tvangsfordrive palæstinensere fra deres hjemland til nabolande, som han hævder vil modtage dem. Dette er etnisk udrensning – en systematisk fordrivelse af et helt folk. At foreslå, at millioner af mennesker kan “omplaceres” som en logistisk øvelse, er en nedværdigende og umenneskelig idé, der afslører Trumps syn på internationale relationer som rene transaktioner. Hvis Jordan eller Egypten nægter – hvilket de allerede har gjort – truer Trump med at stoppe hele det økonomiske bidrag. I Trumps verden kan alt købes og sælges.

Det sender samtidig et farligt signal om, at der ikke er plads til menneskerettigheder, kun geopolitiske interesser, hvilket sætter hele verdensordenen, som vi kender den, over styr.

Trumps kyniske verdensorden

Denne plan er en direkte opfordring til at udslette det palæstinensiske folk. Der er ikke længere tale om diplomati, forhandling eller en retfærdig løsning. Trump fremfører en model, hvor magt retfærdiggør alt – også etnisk udrensning og besættelse. Det er en bekræftelse af princippet om, at stormagter kan diktere små nationers skæbne uden at frygte konsekvenser.

Denne verdensorden undergraver håbet om en løsning baseret på retfærdighed, ikke kun i Palæstina, men også i resten af verden. Det internationale samfund står nu ved en skillevej: Vil man tage afstand fra denne form for udslettelse, eller vil man fortsat stiltiende acceptere, at ret er blevet underlagt Trumps åbenlyse forbrydelse på den globale retsorden gennem tyveriet af Gaza? Hvis svaret er det sidste, risikerer vi, at Trumps idé kun er begyndelsen på en æra, hvor folkeslag overalt mister deres ret til selvbestemmelse.

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.

Kort nyt
Debatindlæg

Debatindlæg

Download Puls48 App

Følg os på:

Vi samarbejder med et stort netværk af journalister, der sikrer nøjagtig og aktuel dækning fra de mest essentielle steder og begivenheder. Vores ambition er at dække de historier, der fortjener opmærksomhed, og præsentere faktuel nuanceret indsigt.

Tak, du er nu tilmeldt puls48 nyhedsbrev

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.