Gazas nattehimmel var sort af røg, og lyden af eksplosioner rungede konstant i de smalle gader.

I et hus, hvor flere generationer af en familie havde søgt tilflugt, var den 6. november 2023 en dag, der aldrig skulle have fundet sted. Huset, som familien havde søgt tilflugt i, blev udslettet i et israelsk luftangreb, der efterlod murbrokker og tavshed, hvor der engang havde været latter og liv. Sarah, en lille pige på otte år, befandt sig i huset sammen med sin mor og sine søskende samt flere familiemedlemmer.

De havde håbet, at bedsteforældrenes hjem ville være et sikkert sted midt i den igangværende israelske krig mod Gaza. Men som så mange andre steder i Gaza, var sikkerhed en illusion. Sarahs faster husker den dag som en, der vendte alt på hovedet.

”Sarah var en glad og livlig pige,” fortæller hun, med stemmen fyldt af sorg. ”Hun var altid fuld af energi og nysgerrighed. Hun elskede sin familie højt,” fortæller hun til Puls48.

Men den dag sluttede med en tragedie, der ville præge Sarahs liv for altid.

Da redningsarbejdere endelig nåede frem til huset efter bombningen, fandt de, hvad der virkede som en hel familie udslettet.

Sarahs mor, lillebror og lillesøster samt andre familiemedlemmer var blandt de dræbte. Der var ingen bevægelse, ingen lyde.

Kun ruiner og minder om et liv, der nu lå i støv. På hospitalet begyndte det at stå klart, at skæbnen for Sarahs familie var forseglet.

Lægerne kunne ikke gøre noget for dem. Familien blev overvældet af den ene besked efter den anden om deres elskedes skæbne.

Sorgen var altoverskyggende, og håbet var slukket. Sarahs bedsteforældre kunne knap finde ord i deres chok. Men netop som alt håb syntes tabt, og tårerne løb stille ned ad kinderne på de efterladte, begyndte noget ufatteligt at ske.

Miraklet

En sygeplejerske på skadestuen bemærkede pludselig en svag bevægelse.

“Hun lever!” råbte sygeplejersken. Sygeplejerskens råb skar igennem den tunge stilhed. Ingen kunne først tro det – efter alle disse timer under murbrokkerne, og efter beskeden om, at alle var blevet dræbt.

Men hun havde ret. Sarah, den lille syvårige pige, trak stadig vejret. Der var liv i hendes svage krop, trods de voldsomme skader, hun havde lidt.

Hospitalspersonalet reagerede øjeblikkeligt og førte hende direkte til operationsstuen. Sarah havde alvorlige kvæstelser. Et kraniebrud, brud på begge ben og forbrændinger i ansigtet og på store dele af hendes krop.

Hendes faster mindes, hvordan det var næsten umuligt at genkende hende.

”Hun var så medtaget, at hendes bedsteforældre ikke engang kunne genkende hende, da de så hende første gang,” fortæller hun.

Sarah lå stille, helt uden bevægelse, og den eneste lyd, der afbrød stilheden, var hendes skrig, når smerten blev for voldsom.

Dagene på hospitalet blev til en lang ventetid, hvor hendes overlevelse hang i en tynd tråd.

Hver dag kæmpede lægerne for at redde hendes liv, mens hendes familie kæmpede med sorgen over de tab, de havde lidt. Sarahs faster fortæller om de første dage efter angrebet.

”Vi vidste ikke, om hun ville overleve. Vi bad til, at hun ville klare det, men ingen kunne give os sikkerhed. Hver dag var et mareridt.”

Efter flere omfattende operationer begyndte Sarah langsomt at vågne. Hendes første ord, da hun åbnede øjnene, var en desperat bøn:

“Hjælp mig, jeg er her, red mig.”

Hendes faster fortæller med tårer i øjnene, hvordan hver sætning fra Sarah var fyldt med smerte.

Hendes krop var så svækket, at hun nægtede både mad og medicin i starten, fordi alt gjorde ondt.

”Hun havde svært ved overhovedet at acceptere noget. Hver eneste bevægelse, hver indånding, virkede som en kamp,”

husker fasteren. Sarah blev hurtigt den lille kriger, som hele hendes familie fulgte tæt. Hun var miraklet, det ene barn, der havde overlevet et israelsk luftangreb, der havde revet hele hendes familie væk fra hende. Men hendes kamp var langt fra ovre.

Sorgen og smerten der følger

Da Sarah endelig begyndte at komme sig fysisk, begyndte hun at stille spørgsmål – spørgsmål, ingen ønskede at besvare. Hun spurgte efter sin mor, lillebror og lillesøster.

Hun ville vide, hvor de var. Hver gang hendes faster forsøgte at undvige spørgsmålet, blev Sarah mere insisterende. Til sidst kunne de ikke skjule sandheden længere.

“Vi fortalte hende, at de var borte,” siger hendes faster med knækket stemme. “Hun brød fuldstændig sammen. Hendes skrig den dag vil jeg aldrig glemme.”

Sarah bad om at se billeder af sin familie, noget hun nu gør dagligt. Hun klynger sig til de få minder, hun har tilbage, og stirrer ofte længe på billederne af dem, hun har mistet. Sarahs faster fortæller, at Sarahs far blev dræbt i et israelsk luftangreb nogle måneder senere, efter angrebet der dræbte næsten hele hendes familie.

I dag den 7. oktober er det Sarahs otteårs fødselsdag, som skulle have været en dag med fest og glæde. I stedet er det en fødselsdag med et liv fyldt med sorg og smerte, en direkte konsekvens af den israelske krig mod Gazas børn, som har frarøvet Sarah både hendes familie og hendes barndom.

Sarahs fysiske sår heler langsomt, men hendes følelsesmæssige traumer er langt sværere at bearbejde.

”Hun vågner ofte grædende om natten,” fortæller hendes faster. ”Hun er bange for lyde og ser skygger overalt. Hun kan ikke forstå, hvorfor dette skulle ske for hende eller for de andre børn i Gaza.”

I dag bor Sarah hos sine bedsteforældre, som gør alt, hvad de kan for at passe på hende. Men de bærer også på deres egen sorg, og opgaven er tung.

Sarah er blot én historie ud af tusindvis af børn i Gaza, der har mistet deres familier under den igangværende israelske krig mod Gaza.

”Jeg spørger mig selv hver dag: Hvilken skyld har hun? Hvorfor skal hun bære denne smerte?” afslutter hendes faster.

Sarahs fremtid er usikker, men én ting er sikkert – hun er en overlever i en verden, der har givet hende alt for meget at bære i en alt for ung alder.

Sarah er symbolet på det ufattelige tab og den ubarmhjertige ødelæggende krig, der fortsætter med at tilintetgøre Gaza.

Hendes historie minder os om de børn, der står tilbage midt i krigens ruiner – børn, der aldrig burde have oplevet så meget smerte i deres barndom.

Da Puls48 spurgte Sarah om hendes største ønske, svarede hun med tårevædede øjne, mens hun krammede billederne af sin familie tæt ind til sig:

“Jeg vil bare have dem tilbage. Hvorfor kan de ikke komme tilbage?”