Politik

Storbritannien begrænser våbeneksport til Israel

Puls48

Udgivet af: Frederik Faurby

Den nytiltrådte britiske udenrigsminister David Lammy meddelte mandag, at 30 ud af 350 tilladelser til eksport af våbendele til Israel nu annulleres. Ministeriet vurderer, at der er en ”klar risiko” for, at britiske våben kan blive brugt til at begå alvorlige overtrædelser af international lov.

Storbritannien vil fortsat eksportere våben til Israel, da regeringen kun annullerer 30 ud af i alt 350 eksporttilladelser. Beslutningen om at begrænse dele af den britiske våbeneksport bryder med Storbritanniens hidtidige linje og ses som bl.a. en konsekvens af partiets egne medlemmers kritik af Israels fremfærd i Gaza og på den besatte Vestbred.

Vil fortsat eksportere reservedele til F-35-kampfly

Den britiske våbeneksport til Israel udgør omkring 1 pct. af Israels samlede våbenimport, og Storbritannien bremser eksport af komponenter til fly, helikoptere og droner, samt af komponenter, der bruges til at ramme mål på land. Selvom landet nu annullerer 30 ud af 350 eksporttilladelser, vil Storbritannien fortsat have en betydelig eksport af våbendele til Israel, fx dele til de israelske F-35-kampfly.

Udenrigsminister David Lammy præsenterede regeringens beslutning i går mandag den 2. september, og beslutningen møder kritik fra flere sider. Både den israelske regering, dele af det britiske parlament og Amnesty International kritiserer annulleringen af eksporttilladelserne men af vidt forskellige årsager.

Amnesty: Ikke vidtgående nok
Beslutningen kommer ifølge udenrigsministeren efter at politikere, organisationer og jurister har peget på behovet for at beskytte civile i Gaza, siger David Lammy. I Amnesty International undrer man sig dog over dobbeltstandarder i beslutningen. På den ene side anerkender den britiske regering nemlig nu, at Israel kan være i færd med at begå krigsforbrydelser i Gaza. På den anden side viderefører regeringen størstedelen af våbensalget og risikerer derfor fortsat at gøre sig medskyldig i krigsforbrydelser, apartheid og muligt folkemord begået af israelske styrker i Gaza. Det forklarer direktøren for Amnesty International UK, Sacha Deshmukh, som desuden kalder annulleringen ”for lille og fuld af smuthuller”.

”At fortsætte med at levere komponenter til israelske F-35-kampfly er en katastrofal fiasko for våbenkontrol og retfærdighed” skriver Amnestys britiske organisation i et opslag på X.

Beslutningen om at begrænse den britiske våbeneksport til Israel er dog et brud med den tidligere konservative regerings linje, og politikere fra det britiske konservative parti, der i sommer tabte regeringsmagten til arbejderpartiet Labour, er skuffede. Den konservative ’Skyggeudenrigsminister”, Andrew Mitchell, kalder over for BBC beslutningen ”designet til at tilfredsstille Labours bagland” uden at fornærme Israel.

Israels udenrigsminister, Israel Katz, fortæller over for flere internationale medier, at Israel overholder international lov og kalder beslutningen om at annullere eksportlicenserne for en skuffelse.

Udenrigsminister David Lammy forklarer, at Storbritannien fortsat vil eksportere våben til Israel. David Lammy definerer sig i udtalelsen som ”en ven af Israel, en liberal, progressiv zionist”. Men han peger samtidig på, at Israel kun vil kunne leve i sikkerhed med en to-statsløsning.

Vurdering: ”Tydelig risiko for brud på international lov”

I sin udtalelse på regeringens vegne peger udenrigsminister David Lammy bl.a. på, at ministeriet ikke kan udstede eksporttilladelser, da ”der for visse britiske våben-eksporter til Israel er en klar risiko for, at de kan blive brugt til at begå eller muliggøre en alvorlig krænkelse af international humanitær ret”. Hans udtalelse bygger på en ny gennemgang af risikovurderingen fra ministeriet, der bryder med den tidligere konservative regerings vurdering.

Storbritanniens nye regering annullerer ikke tilladelserne til at eksportere dele til Israels -F35-kampfly, som ellers bruges i bombardementer i Gaza. Det skyldes, at F-35-kampflyene produceres som en del af et internationalt forsvarsprogram.

Har tidligere bremset våbensalg til Israel

Ministeriet peger på, at det ikke er første gang, Storbritannien bremser salg af våben til Israel. Storbritannien indførte en våben- og olieembargo i 1982, suspenderede fem eksportlicenser i 2009, og i 2014 valgte landet at undlade at forny licenser til salg af våben til Israel.

Den tidligere britiske konservative regering meddelte tidligere i år, at militæreksporten til Israel i 2022 udgjorde 42 millioner pund (ca. 364 millioner kroner).

Sundhedsministeriet i Gaza oplyser, at mindst 40.819 palæstinensere er blevet dræbt og 94.291 er blevet såret i israelske angreb på Gaza siden den 7. oktober.

Køb abonnement hos Puls 48 eller støt via mobilepay: 18459

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.

Kort nyt
Debatindlæg

Debatindlæg

Følg os på:

Vi samarbejder med et stort netværk af journalister, der sikrer nøjagtig og aktuel dækning fra de mest essentielle steder og begivenheder. Vores ambition er at dække de historier, der fortjener opmærksomhed, og præsentere faktuel nuanceret indsigt.

Tak, du er nu tilmeldt puls48 nyhedsbrev

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.