Israels krig mod Gaza

Udryddelse, fordrivelse og genbesættelse: Israels slutspil i det nordlige Gaza

I oktober 2024 indledte Israel endnu en brutal operation i Gaza kendt under navnet ‘Generalernes plan’. Ifølge Idan Landau, professor ved Tel Aviv Universitet har diskussioner om detaljerne i planen afledt opmærksomheden fra brutalitet i selve operation – en operation, der lægger grunden til besættelser i Gaza og har fjernet den sidste rest af humanitær sammenhængskraft.

Artiklen er oprindeligt udgivet på hebraisk på Idan Landaus blog, senere oversat til engelsk af +972 og professorens kritik af ‘Generalernes plan’ og det israelske samfund kan nu tilgås på dansk her. 

Puls48

Venstre foto: Israelske besættere samles til en fejring af Sukkot tæt på Gaza, hvor de opfordrer til annektering og genbesættelse af Gaza, 21. oktober 2024.

Højre foto: Fordrevne palæstinensere i kø ved en bemandet kontrolpost i ruinerne af Jabalia flygtningelejr i Gaza, 21. oktober 2024.

Udgivet af: Ditte Bloch Noer

Se grundigt på de to fotos, der begge er taget den 21. oktober 2024. På det højre foto ser vi en lang række fordrevne mennesker – eller mere præcist kvinder og børn – i ruinerne af flygtningelejren Jabalia i den nordlige del af Gaza. Mænd over 16 år står adskilt, vifter med et hvidt flag og holder deres ID-kort op. De er på vej ud.

På det venstre foto ser vi en lejr, der er bygget af bosætterorganisationen Nachala lige uden for Gazastriben under en begivenhed, der fejrer Sukkot-festivalen. I arrangementet deltog 21 højreorienterede ministre og Knesset-medlemmer og flere hundrede andre, som alle var der for at diskutere planer om at bygge nye jødiske besættelser i Gaza. De er på vej ind.

De to fotos fortæller en historie, der udfolder sig så hurtigt, at de rystende detaljer allerede er ved at gå i glemmebogen. Alligevel kunne denne historie starte på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af de sidste 76 år: Nakbaen i 1948, ‘Siyag-planen’, der fulgte efter eller Naksaen i 1967. På den ene side fordrevne palæstinensere med alle de ejendele, de kan bære, sultne, sårede og udmattede; på den anden side glade jødiske besættere, der velsigner det nye land, som hæren har ryddet for dem.

Planen

‘Generalernes plan’ blev offentliggjort i begyndelsen af september med et meget enkelt mål: at tømme den nordlige del af Gazastriben for palæstinensere. I planen anslås det, at der på daværende tidspunkt stadig boede omkring 300.000 mennesker nord for Netzarim-korridoren – den israelsk-besatte zone, der deler Gaza i to. FN anslår dog, at antallet nærmere var 400.000 mennesker.

Første fase af planen indebærer, at den israelske hær skal informere alle menneskerne i det nordlige Gaza om, at de har en uge til at evakuere mod syd gennem to ‘humanitære korridorer’. I anden fase, i slutningen af den omtalte uge, vil hæren erklære hele området for en lukket militærzone. Alle, der er blevet tilbage, betragtes herefter som fjendtlige kombattanter og bliver dræbt, hvis de ikke overgiver sig. Der vil blive indført en fuldstændig belejring af området, hvilket vil intensivere sult- og sundhedskrisen – og skabe, som professor Uzi Rabi, seniorforsker ved Tel Aviv University, udtrykte det, “en proces med sult eller udryddelse.”

Ifølge planen garanterer en forudgående advarsel til civilbefolkningen om at evakuere, at kravene i den humanitære folkeret overholdes. Dette er en løgn. Den første protokol til Genève-konventionerne siger klart, at en advarsel til civile om at flygte ikke ophæver den beskyttede status for dem, der bliver tilbage, og derfor ikke tillader militære styrker at skade dem; en militær belejring ophæver heller ikke hærens forpligtelse til at tillade passage af humanitær hjælp til civile.

Desuden falder den humanitære lovgivning til jorden, når manden i spidsen for planen, generalmajor (res.) Giora Eiland, har brugt det sidste år på at opfordre til kollektiv afstraffelse af hele Gazas befolkning, til at behandle enklaven, som om den var Nazityskland, og til at lade sygdomme sprede sig som et skridt, der vil “bringe sejren tættere på og reducere skaderne på IDF-soldater.” Efter at have ævlet løs på den måde i 10 måneder så generalmajoren en mulighed for – i samråd med en række skyggerådgivere, som vi vender tilbage til – at gennemføre en udryddelsesplan i det nordlige Gaza. Han leverede flittigt planen til politikere og medier forklædt i en maske af løgne om at overholde international lov.

Medierne og politikerne gjorde, hvad de altid gør: skabte en afledningsmanøvre. Mens premierminister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Yoav Gallant skyndte sig at benægte, briefede anonyme embedsmænd og soldater i felten allerede medierne om, at planen var begyndt at blive gennemført.

Virkeligheden er dog endnu mere rystende. Det, som hæren har gennemført i det nordlige Gaza siden begyndelsen af oktober, er ikke helt i tråd med ‘Generalernes plan’, men en endnu mere uhyggelig og brutal version af den inden for et mere koncentreret område. Man kan endda sige, at selve planen og den intense internationale medie- og diplomatiske storm, den har skabt, har været med til at holde alle i uvidenhed om, hvad der egentlig foregår og tilsløre de to måder, hvorpå planen allerede er blevet omdefineret.

Den første og mest umiddelbare forskel er opgivelsen af bestemmelserne om at reducere skader på civile, dvs. at give indbyggerne i det nordlige Gaza en uge til at evakuere sydpå. Den anden afvigelse vedrører det egentlige formål med at tømme området: mens den militære operation blev fremstillet som en sikkerhedsmæssig nødvendighed, var den i virkeligheden en legemliggørelse af ånden i etnisk udrensning og genbesættelse fra dag ét.

Afledt opmærksomhed

Katastrofen i det nordlige Gaza vokser stadig minut for minut, og sammenfaldet af omstændigheder betyder, at det utænkelige – udryddelse af tusindvis af mennesker inde i det belejrede område – ikke længere er uden for rækkevidde.

Den brutale militæroperation begyndte i de tidlige timer den 6. oktober. Indbyggerne i Beit Hanoun, Beit Lahiya og Jabalia – de tre lokaliteter nord for Gaza By – blev beordret til at flygte til Al-Mawasi-området i den sydlige del af Gazastriben gennem to ‘humanitære korridorer’. Israel præsenterede angrebet som et middel til at nedbryde Hamas’ infrastruktur, efter at gruppen havde genetableret sig i området og til at forberede sig på muligheden for, at Israel kunne overtage ansvaret for at skaffe, flytte og distribuere humanitær hjælp rundt i Gazastriben – med andre ord, at den israelske civiladministration, som styrede Gaza indtil “tilbagetrækningen” i 2005, kunne vende tilbage. Den første årsag var kun delvist sand, og den anden var ikke andet end et røgslør.

For palæstinenserne i disse områder så tingene noget anderledes ud. Hæren angreb beboerne i deres hjem og i beskyttelsesrum med luftangreb, artilleri og droner, mens soldater gik fra gade til gade, rev hele bygninger ned og satte ild til dem for at forhindre beboerne i at vende tilbage. I løbet af få dage blev Jabalia forvandlet til en apokalyptisk vision.

I modsætning til det billede, som hæren tegnede af, at beboerne i de nordlige områder frit kunne bevæge sig mod syd og komme ud af farezonen, viste lokale vidnesbyrd en skræmmende virkelighed: alle, der så meget som trådte ud af deres hjem, risikerede at blive skudt af israelske snigskytter eller droner, herunder små børn og dem, der holdt hvide flag. Redningsmandskab, der forsøgte at hjælpe de sårede, kom også under angreb, og det samme gjorde journalister, der forsøgte at dokumentere begivenhederne.

En særlig rystende video, som er verificeret af Washington Post, viser et barn på jorden, der beder om hjælp efter at være blevet såret af et luftangreb; da en folkemængde samles for at hjælpe ham, bliver de pludselig ramt af endnu et luftangreb, som dræber én og sårer mere end 20 andre. Det er i denne virkelighed, at befolkningen i det nordlige Gaza skulle gå udsultede og udmattede ind i den “humanitære zone”.

I lyset af denne brutalitet gik den israelske propagandamaskine i gang med at tilbyde en række undskyldninger for, hvorfor de civile ikke blev evakueret – primært at Hamas “slog med kæppe” på dem, der forsøgte at forlade området. Hvis Hamas rent faktisk forhindrede civile i at evakuere, hvordan kan hæren så hævde, at de, der valgte ikke at evakuere, er terrorister, der er dømt til at blive dræbt? Når vi lyttede til beboerne selv, kunne vi høre det samme desperate råb gentagne gange: “Vi kan ikke evakuere, fordi den israelske hær skyder på os.

Den 20. oktober udsendte hæren et foto af en lang række fordrevne palæstinensere ved siden af en billedtekst, der var formuleret lige så banalt og følelsesløst som en vejrudsigt: “Flytningen af palæstinensiske beboere fortsætter fra Jabalia-området i den nordlige del af Gazastriben. Indtil videre er mere end 5.000 palæstinensere blevet evakueret fra området.”

Opmærksomme seere vil have bemærket, at alle hovederne på billedet var dækket til. Det var en række kvinder og børn, som ikke blev “evakueret”, men rykket op med rode med magt. Hvor var mændene? Ført væk til ukendte steder. Måske hører vi om et par måneder om deres tid i israelske fangelejre, hvor de beskriver den tortur og mishandling, som har kostet mindst 60 fanger fra Gaza livet siden 7. oktober.

I modsætning til, hvad der stod i ‘Generalernes plan’, fik de civile ikke en uge til at evakuere, som Eiland senere erkendte; fra starten behandlede hæren de nordlige områder som en militærzone, hvor enhver bevægelse blev mødt med dødbringende ild. Dette er den første måde, hvorpå planen er blevet brugt som lynafleder til at aflede opmærksomheden og kritikken fra en langt mere brutal virkelighed end den, den tilbyder.

En politik for udryddelse

Siden den israelske hær begyndte sin operation i det nordlige Gaza, har den dræbt over tusindsvis af palæstinensere. Det israelske luftvåben bomber som regel om natten, mens ofrene sover, hvilket dræber hele familier i deres hjem, og gør det sværere at evakuere de sårede. Den 24. oktober meddelte redningstjenesterne, at intensiteten af bombardementerne gjorde, at de ikke havde andet valg end at indstille alle operationer i de belejrede områder.

Nogle af de mest bemærkelsesværdige angreb indenfor få uger omfatter bombningen af et hjem i Al-Fallujah-området i Jabalia-lejren den 14. oktober, hvor en familie på 11 personer blev dræbt sammen med den læge, der kom for at behandle dem; et angreb på Abu Hussein-skolen i Jabalia-lejren den 17. oktober, som dræbte 22 fordrevne, der søgte ly der; drabet på 33 mennesker i tre huse i Jabalia-lejren, blandt dem 21 kvinder; udslettelsen af flere boliger i Jabalia-lejren den 19. oktober og samme dag jævning af flere beboelsesbygninger i Beit Lahiya, hvor 87 mennesker blev dræbt; luftangreb på fem beboelsesbygninger i Beit Lahiya den 26. oktober, hvor 40 mennesker blev dræbt og massakren på 93 mennesker ved bombningen af en femetagers beboelsesbygning i Beit Lahiya den 29. oktober.

Den udryddelsesoperation, som Israel igangsatte i det nordlige Gaza, bør ikke komme som en overraskelse for nogen, der har været opmærksomme på Israels krigsforbrydelser i løbet af det seneste år og de utallige undersøgelsesrapporter, som verdens mest respekterede medier har skrevet om dem. Fra at smide 2.000-punds bomber, hvor der ikke er nogen militære mål i nærheden, til regelmæssigt at dræbe børn med snigskytteild i hovedet – disse tidligere grusomheder viser os, hvad den israelske hær vil fortsætte med at gøre, hvis de ikke bliver stoppet. Senest har Amnesty International udgivet en ny rapport, der konkluderer, at Israels regering begår folkedrab i Gaza.

I det omringede område i det nordlige Gaza var der kun tre større medicinske faciliteter, som de hundredvis af tilskadekomne blev sendt til: Det indonesiske hospital og Kamal Adwan hospitalet i Beit Lahiya og Al-Awda hospitalet i Jabalia. Men den israelske hær udsatte også disse hospitaler for angreb og gjorde dem ude af stand til at behandle de sårede. Rapporter fra Læger uden Grænser og FN har defineret situationen som ‘umiddelbart livstruende’.

I starten af operationen beordrede den israelske hær de tre hospitaler til at evakuere inden for 24 timer og truede med at fange eller dræbe alle, der befandt sig på dem – ikke ligefrem den “uge med nåde”, der er beskrevet i ‘Generalernes plan’. Hæren bombede Kamal Adwan hospitalet og dets omgivelser i de tidlige stadier af operationen, før hæren udsatte hospitalet for et tredages raid, som fjernede det helt fra tjeneste og hvor de fleste af lægerne blev taget til fange.

Hæren har også gentagne gange bombet både Det indonesiske hospital og Al-Awda hospitalet. To patienter på førstnævnte døde på grund af den efterfølgende strømafbrydelse, før hospitalet helt holdt op med at fungere. Det er derfor, at selv milde skader i Gaza ofte ender med døden – fordi lægeholdet simpelthen ikke har ressourcer til at behandle dem.

Israel betragter hvert eneste hus og gyde i Gaza som en potentiel trussel og et legitimt mål. Hvad mon undskyldningen bliver for at nægte seks medicinske hjælpegrupper, der arbejder med Verdenssundhedsorganisationen, adgang til Gaza? Højst sandsynligt er det en straf for at sende vestlige læger til Gazastriben, som senere offentliggjorde vidnesbyrd om israelske snigskytteangreb på børn. En FN-rapport, der blev offentliggjort kort forinden, konkluderede, at Israel gennemfører “en samordnet politik for at ødelægge sundhedssystemet i Gaza” som en del af “udryddelsesforbrydelsen mod menneskeheden”.

En politik for udsultning

Israels angreb har været ledsagede af en fuldstændig belejring, der har blokeret for al mad og medicinske forsyninger i det nordlige Gaza, hvilket ser ud til at have været en bevidst udsultningspolitik. Ifølge FN’s Verdensfødevareprogram begyndte Israel at afskære fødevarer den 1. oktober – fem dage før den militære operation.

Denne kendsgerning blev officielt, om end indirekte, anerkendt i form af et amerikansk ultimatum den 15. oktober, som krævede, at Israel lod nødhjælpsforsyninger komme ind i det nordlige Gaza inden for 30 dage, ellers ville USA’s våbenleverancer til Israel blive stoppet. Dette indikerede, som humanitære grupper allerede havde advaret om, at ingen sådan hjælp var blevet tilladt inden da. Fristen på 30 dage er latterlig; som EU’s udenrigspolitiske chef sagde, kan tusindvis af mennesker dø af sult inden for 30 dage.

Desuden forstærkede en afsløring fra Politico følelsen af, at det seneste krav fra Washington ligesom tidligere sådanne “trusler” blot var en tom ceremoniel gestus for at berolige liberale samvittigheder. Allerede i august fortalte den øverste amerikanske embedsmand, der arbejder med den humanitære situation i Gaza, hjælpeorganisationer på et internt møde, at USA ikke ville finde sig i at forsinke eller stoppe våbenleverancer til Israel for at presse landet til at yde humanitær hjælp. Hvad angår bruddet på den humanitære folkeret, udtrykte repræsentanten ifølge en af deltagerne den holdning, at “reglerne ikke gælder for Israel”.

Israels udsultningspolitik i det nordlige Gaza har ikke kun været begrænset til at forhindre fødevarer i at komme ind. Den 10. oktober bombede hæren den eneste melbutik i området – en så klar krigsforbrydelse, som man kan finde, og som udgør en væsentlig del af folkedrabssagen mod Israel ved Den Internationale Domstol. Fire dage senere bombede hæren et FN-fødevaredistributionscenter i Jabalia og dræbte 10 mennesker.

Hjælpeorganisationer udsendte presserende advarsler om den eskalerende katastrofe og har gjort opmærksom på deres manglende evne til at udføre deres grundlæggende funktioner under de umulige forhold, som Israel har skabt i det nordlige Gaza. En IPC-rapport om sult i Gaza forudsiger “katastrofale resultater” af alvorlig underernæring, især i den nordlige del af landet.

Den 16. oktober rapporterede israelske medier, at der efter amerikansk pres var kørt 100 lastbiler med nødhjælp ind i det nordlige Gaza. Men journalister i nord var hurtige til at korrigere oplysningerne: der var slet ikke kommet noget ind i de belejrede områder. Den 20. oktober afviste Israel endnu en anmodning fra FN-organisationer om at bringe mad, brændstof, blod og medicin ind. Tre dage senere, som svar på en anmodning om en midlertidig kendelse fra den israelske menneskerettighedsgruppe Gisha, indrømmede staten over for højesteret, at ingen humanitær hjælp var blevet tilladt i det nordlige Gaza indtil da. På dette tidspunkt var der allerede tale om en tre uger lang fødevareblokade.

Israel har siden hævdet at have tilladt en strøm af nødhjælpslastbiler ind i det nordlige Gaza – men uden fotografiske beviser er det meget svært at vide, hvor mange der har nået deres angivne destination.

Blinker til højrefløjen og opfinder sikkerhedsbegrundelser til venstrefløjen

Lige fra starten var den militære begrundelse for en så drastisk operation tvivlsom. Eiland talte om “5.000 terrorister”, der gemte sig i nord, men enhver, der fulgte situationen på stedet nøje, kunne se, at der var langt mellem møderne med Hamas-agenter i disse områder. Som Haaretz’ Yaniv Kubovich afslørede, siger befalingsmænd i marken, at

…beslutningen om at begynde at operere i det nordlige Gaza blev truffet uden detaljerede overvejelser, og det ser ud til, at den primært havde til formål at lægge pres på befolkningen i Gaza.

Militære styrker fik besked på at forberede sig på operationen, “selvom der ikke var nogen efterretninger, der kunne retfærdiggøre den.” Desuden var der ikke enighed blandt højtstående forsvarsembedsmænd om nødvendigheden af manøvren, og der var mange i både hæren og Shin Bet, som mente, at den kunne bringe gidslernes liv i fare. Kilder, der talte med Haaretz, vidnede om, at de soldater, der gik ind i Jabalia, “ikke mødte terrorister ansigt til ansigt”, selv om mindst 12 soldater siden blev dræbt i det nordlige Gaza.

Så hvad var den egentlige motivation for operationen? For at besvare det spørgsmål behøver vi ikke se længere end til Sukkot-arrangementet, som besætterne og deres tilhængere afholdt den 21. oktober med titlen ‘Forberedelse til at bosætte Gaza’. Her præsenterede de en vision om at bygge jødiske besættelser over hele Gazastriben efter at have renset enklaven for palæstinensere. Gaza By ville f.eks. blive “en hebraisk, teknologisk, grøn by, som ville forene alle dele af det israelske samfund.” Og i det mindste på dette punkt taler de sandt: israelerne har altid stået sammen om fordrivelsen af palæstinenserne.

Begivenheden var kun den seneste i en række, hvor der blev opfordret til annektering og besættelse i Gaza, og den kom efter en ekstatisk konference i Jerusalem i januar med deltagelse af tusindvis af mennesker, herunder ikke færre end 26 medlemmer af koalitionen. Og selv om kun en fjerdedel af den israelske offentlighed støtter genbesættelse i Gaza, viser den betydelige tilstedeværelse af ministre og tilhængere fra Netanyahus Likud-parti, at det på politisk plan bliver mere og mere mainstream.

Daniela Weiss’ Nachala-bevægelse har allerede udarbejdet planerne: seks besættelsesgrupper med 700 familier, der står i kø. Alt, hvad de har brug for, er en mulighed – et øjeblik, hvor den nationale opmærksomhed er afledt (i Libanon, på Vestbredden, i Iran), et øjebliks beslutsomhed i Bezalel Smotrichs ‘afgørende’ plan, og så vil pælen blive plantet på den anden side af hegnet.

De vil kalde det en ‘militær forpost’ eller en ‘landbrugsbedrift’, en velafprøvet strategi, hvor de blinker til højrefløjen, mens de opfinder sikkerhedsmæssige begrundelser til venstrefløjen. Hæren vil aldrig forlade dem: det er vores “fineste drenge”, militæret er deres kød og blod. Og sådan skal tilbagevenden ske.

Hjernerne bag ‘Generalernes plan’

De opmærksomme blandt os kunne se, hvilken vej vinden blæste fra den allerførste uge af krigen. Mens de fleste israelere stadig var ved at forstå omfanget af katastrofen den 7. oktober 2023, var besætterne allerede i gang med at tegne kort og sætte besættelsesnåle på dem.

Såret fra “tilbagetrækningen”, da militæret fordrev 8.000 besættere fra Gazastriben, blev efterladt bevidst åbent, og fik aldrig lov til at hele: et “traume”, der blev genoplevet og videregivet år efter år og blødte sin gift ind i den berygtede Kohelet Politisk Forum — en højreorienteret tænketank med ansvar for en stor del af den nuværende regerings masterplaner — og til en hel række højrefløjspolitikere gennemsyret af had og et umætteligt ønske om hævn.

Det var reinkarnationen af ​​et gammelt grundlæggende israelsk tema: de evige ofre kan aldrig synde. Det er tankegangen, der forvandlede traumet den 7. oktober med Naomi Kleins ord til “et krigsvåben”, der sømløst tilførte Hamas-angrebet holocaust-billeder.

Selvfølgelig vidste den højreekstremistiske minister Orit Strook det før nogen anden og forudsagde i maj 2023:

Om [genbesættelse] af Gaza – jeg tror ikke, at Israels folk er mentalt der lige nu, så det vil ikke ske i dag eller i morgen tidlig. På lang sigt formoder jeg, at der ikke er andet valg end at gøre det. Det vil ske, når Israels folk er klar til det, og desværre vil vi betale for det i blod.

Hvor ked af det hun egentlig var over det, er svært at sige, eftersom den selv samme Orit Strook, midt i krigen, glædede sig over bølgen af ​​nye besættelser og forposter på Vestbredden og beskrev det som “en tid med mirakler.”

Hvad er forbindelsen mellem denne overfyldte kedel af messianisme og ‘Generalernes plan’? Det blev afsløret, da Omri Maniv fra den israelske Channel 12 fandt ud af, at selvom militærgeneralerne er planens ansigt, er hjernen bag den højreorienterede organisation Tzav 9 – gruppen, der er ansvarlig for at sætte ild til humanitære hjælpelastbiler før de nåede ind i Gaza, og som følgelig blev sanktioneret af USA sammen med dets grundlægger, Shlomo Sarid.

Ifølge Manivs rapport var det Sarid, der forbandt Eiland med Forum of Reserve Commanders and Fighters, som offentliggjorde planen. Blandt stifterne af Forummet er generalmajor (res.) Gabi Siboni fra Misgav Instituttet, som nedstammede fra det nu hedengangne ​​Zionist Strategy Institute, en frontorganisation for – ikke overraskende – Kohelet.

I løbet af årene har Kohelet perfektioneret evnen til at have betydelig påvirkning på den offentlige dagsorden i Israel gennem udvidelser og undergrene, der opererer under tilsyneladende harmløse navne, hvor dets forskere nogle gange endda benægter enhver forbindelse til organisationen. Sarid citerede praktisk taget Kohelets betjeningsvejledning, da han forklarede på et internt Zoom-møde for Tzav 9-medlemmer:

Vi har fundet en smart strategi her: at tage et kontroversielt kernespørgsmål, og så kommer vi som civile organisationer og tilbyder løsningen til regeringen. Vi kommer fra alle sider. Vi tilbyder løsninger fra både højre og venstre.

Eiland var klar over, at Sarid og medlemmer af Forum of Reserve Commanders and Fighters stræbte efter at genetablere besættelser i Gaza, men afviste, at hans plan havde til formål at forberede jorden til det. Sådan lyder en benægtelse af en nyttig idiot.

Ligesom enhver god chef i IDF’s Centralkommando, der er sendt for at sikre en religiøs fejring af besættere ved Josephs Tomb i Nablus, eller for at blokere udgangene fra de palæstinensiske landsbyer Kafr Qaddum og Beita, vil han blive ved med at hævde, at han blot sørger for “sikkerhedsløsninger”, der ikke har noget med besætternes dagsorden at gøre. “Det er ikke politisk,” forklarer de os igen og igen, mens messianisterne fryder sig og fælder en tåre af og til over “den blodige pris, der skal betales.”

Men var han virkelig en nyttig idiot? I slutningen af oktober erfarede vi, at Israels politiske ledelse presser militæret for at forhindre indbyggerne i Jabalia i at vende tilbage til deres hjem, “på trods af det faktum, at målene for operationen … for det meste er blevet nået.” Eilands forventning blev så, at for palæstinenserne vil det nordlige Gaza “langsomt blive til en fjern drøm. Ligesom de har glemt Ashkelon [Al-Majdal], vil de også glemme det område.” Dette er ikke længere en åndssvag militærtaktikers stemme, men snarere en fuldgyldig fortaler for etnisk udrensning.

Og så har vi skåret igennem alle lag af bedrag i ‘Generalernes plan’: i modsætning til, hvad der blev anført, er planen i sig selv en krigsforbrydelse; hæren gav ikke nogen henstandsperiode for evakuering af civile; den militære begrundelse er tvivlsom og bestemt på ingen måde proportional med intensiteten af ​​den drastiske operation; og det endelige mål med planen er ikke militært, men politisk – genbesættelse af Gaza.

Israels mulighedsvindue

Omkring 100.000 indbyggere er fortsat fanget i det belejrede Beit Lahiya, Beit Hanoun og Jabalia, sultende og tørstige. Hele familier bliver fortsat massakrerede og hele kvarterer udjævnes dagligt. Israels ødelæggelse af sundhedsinfrastruktur og blokering af medicinsk hjælp har gjort hospitaler ude af stand til at tage sig af de sårede. Alt imens har delvise kommunikationsblackout og det næsten totale fravær af journalister i de belejrede områder holdt os stort set i mørket.

Er det muligt at forudse, hvad der kommer næste gang? Nogle vil uundgåeligt se til USA for at få svar. Efter Trumps sejr kunne den israelske ledelse ånde lettet op. Han vil ikke stoppe nogen israelsk plan, uanset hvor brutal den end er – selv af den simple grund, at han ikke er klar over, hvad forskellen mellem Gaza og Israel er.

Europa har ingen indflydelse på Israel i den umiddelbare fremtid, og under alle omstændigheder forhindrer de interne meningsforskelle inden for EU – og først og fremmest Tysklands resolutte støtte til Israel – ethvert drastisk skift i politik. I Haag kværner retfærdighedens møller langsomt.

Frelsen kan kun komme fra Washington, men Washington har travlt for hver dag, der går med Trumps seneste skandaløse udtalelse. Det amerikanske højres giftmaskine, hjulpet af Elon Musk, er allerede i høj kurs i produktionen af ​​desinformation og falske nyheder. Det uundgåelige resultat vil være, at ingen endnu engang vil bekymre sig om, at palæstinensiske lig hober sig op.

Alt dette giver Israel et vindue af muligheder på en måned eller to, hvor det endda kan intensivere udryddelsesoperationen i det nordlige Gaza. Så vidt jeg kan se, vil intet stoppe det i denne periode, eller sandsynligvis endda efter. Den intensiverede krig i Libanon og Israels nord fungerer også som et yderligere røgslør.

Hvor mange palæstinensere vil Israel udrydde i det nordlige Gaza inden da? Drabet på over 1.000 i de første fire uger af operationen lyder måske ikke af meget sammenlignet med de tal, vi så i begyndelsen af ​​krigen, men vi skal huske, at det område, der blev belejret, indeholder mindre end en femtedel af Gazas befolkning. Forholdsmæssigt svarer det altså til rekordtallet i krigens første to måneder, hvor hæren i gennemsnit dræbte 250 mennesker om dagen gennem uophørlige luftangreb. Det er derfor ikke underligt, at indbyggerne i det nordlige Gaza har sagt, at ugerne under den brutale operation har været de sværeste siden krigens begyndelse.

Tvunget ud, for aldrig at vende tilbage?

Bortset fra muligheden for masseudslettelse med midler, der endnu ikke er set, ser Israel ud til at vælge noget af en mellemvej mellem udryddelse og overførsel. Udryddelsen var tænkt som en form for terror og intimidering, hærens måde at overtale indbyggerne i det nordlige Gaza til at evakuere “frivilligt”. Men selv det var ikke nok. Og derfor blev soldater sendt til krisecentrene for at samle flygtningene med våben og sende dem sydpå, efter at mændene var blevet adskilt og taget til afhøring eller fangeskab.

Den 21. oktober offentliggjorde den israelske tv-station Kan, droneoptagelser af palæstinensere, der blev samlet og tvunget sydpå. Kan kaldte det “Gazans forlader Jabalia.” De “forlader” på samme måde som beboerne i Lyd, Al-Majdal og Manshiyya “forlod” i 1948. Gazas indbyggere vidner selv: “Den, der ikke følger ordrer, bliver skudt.”

Og sådan er det: kvinder og børn i én række, adskilt fra mænd over 16 år, der holder ID-kort i en anden – en tvungen forskydning fanget af den fortrængende styrkes kameraer. I de kommende år vil Israel skrive i historiebøgerne: “de forlod af egen drift.”

Og ligesom israelsk tv udsendte billeder af denne “rolige afgang”, rapporterede journalister i Gaza om endnu en bombning af et krisecenter i selvsamme flygtningelejr, hvor 10 mennesker blev dræbt og 30 såret. Vidnesbyrdet fra en paramediciner, der var der, afslører rædslen: en drone meddelte fra luften, at beboerne var nødt til at evakuere, og ikke mere end 10 minutter senere, før de fleste mennesker havde nået at forlade stedet, blev det sprængt i luften.

‘Generalernes plan’ er således ikke kun et bedrag, men også et operationelt flop. Den truede befolkning var ikke tilbøjelig til frivilligt at evakuere ind på vejen med flyvende kugler og mortergranater, og foretrak velkendte frem for ukendte rædsler, som den menneskelige natur er (så igen, hvem i den israelske hær er i stand til at opfatte palæstinensere som mennesker?). Selv udryddelse som et terrorinstrument var ikke nok til at overtale indbyggerne i det nordlige Gaza til at evakuere “frivilligt”. Og derfor blev infanteristyrker sendt til shelterne for at tvinge de fordrevne, med pistolskud, til at komme ud og begynde at marchere sydpå (efter at mændene var blevet adskilt og taget til afhøring eller fangeskab).

Alle tegnene tyder på, at Israel ikke planlægger at lade de fordrevne vende tilbage. I denne forstand er ødelæggelsen i det nordlige Gaza ulig noget, vi har set før. Hæren har virkelig sørget for at brænde, ødelægge og rasere hver bygning, som palæstinenserne har forladt – og nogle gange mens de stadig er inde. Selv amerikanerne og europæerne kan se skriften på væggen denne gang.

Hvor lang tid vil det tage at rense det nordlige Gaza fuldstændigt for dets befolkning? Det er svært at forudsige nøjagtigt, afhængigt af de lokale beboeres udholdenhed til at forblive, det maksimale daglige dødstal, som hæren tillader sig selv baseret på sine egne overvejelser, og den internationale reaktion. Det ser bestemt ud til, at overfaldene vil fortsætte.

I mellemtiden bosætter mange af de fordrevne sig ikke syd for Netzarim-korridoren, men snarere i udkanten af ​​Gaza By, bange for, at hvis de forlader norden helt, vil de måske aldrig være i stand til at vende tilbage. Hvis hæren også udviser dem derfra, vil dette være endnu et bevis på, at udrensningsoperationen ikke er styret af operationelle hensyn.

En kamp for livet

Hvad er der tilbage for os at gøre? Inde i Israel er vi få, der ser virkeligheden foran os med klare øjne. Men det småt vi kan gøre, må vi gøre.

Først og fremmest må vi skille tingene ad fra: “Men hvad med Hamas’ charter?” til “Men, Iran!” og “Men de er barbarer!” Intet af dette er relevant i lyset af det folkedrab, som vores hær udfører, mens du læser disse ord (og jeg vælger ikke dette udtryk forhastet; her er fire israelske historikere, der nåede frem til denne konklusion, som er større eksperter end jeg). Hvordan retfærdiggør massakren den 7. oktober præcist afbrændingen af ​​skoler og bagerier? Hvad har Hamas’ charter at gøre med at nægte medicinsk udstyr at komme ind i Gaza, hvilket fører til massive dødsfald blandt sårede mennesker.

Vi må også ignorere karikaturen af en ‘opposition’. Det “alternativ”, som Israels “center-venstre” tilbyder, ligger mellem en ‘strategisk besættelse’ af mere territorium på den ene side og en ‘adskillelsespolitik’ på den anden side, der stadig tillader hæren fuldstændig handlefrihed i de besatte områder eller endda overvejer en genoplivning af ‘Den jordanske mulighed’.

Den uophørlige snak om store multilaterale politiske arrangementer tjener kun ét formål: en undvigelse fra den blodige virkelighed. Det er en afvisning af at se vores egne handlinger i øjnene, en afvisning af at tage ansvar for katastrofen – som Hamas faktisk bærer en betydelig skyld for, men som vi bærer meget mere for. Og i sidste ende en afvisning af at se palæstinensere som mennesker, ligesom os.

Jeg har brugt utallige timer på at læse vidnesbyrd fra Gaza i løbet af det sidste år, og et fænomen, der slog mig som særligt rædselsfuldt, selvom det ikke resulterer i de mest forfærdelige forbrydelser, er den måde, israelske soldater behandler palæstinenserne på, som om de var får eller geder, der drives fra ét sted til et andet. Som en flok dyr indfanger snigskytter og droner dem og affyrer skarp ammunition mod enhver, der nægter at bevæge sig eller hvis det tager for lang tid. Fly og droner afgiver evakueringsmeddelelser og bomber så næsten øjeblikkeligt dem, der endnu ikke er nået at flygte. En sådan dehumanisering kan ikke undgå at udløse vores associationer til scener, der skildrer nazisterne, der læsser jøder ind i kvægvogne.

Omfanget af forbrydelser beskrevet her er ikke så abstrakt – en stor del af den israelske offentlighed tager del i dem. Hundredvis, hvis ikke tusinder har optaget sig selv i aktion, mens mange flere direkte opfordrer til udryddelse. Flertallet er dog ikke så eksplicitte eller selvsikre. De fleste aftjener bare i militæret med over hundreder af dages reservetjeneste “fordi vi skal beskytte vores land.” De begår forbrydelser, som de end ikke tænker over det, eller kun skænker en halv tanke, eller en forstummet, nedtrampet tanke.

De kan finde på utallige undskyldninger, men hver enkelt smuldrer i lyset af de mere end 16.000 dræbte børn – over 3.000 af dem under 5 år – som alle er blevet identificeret ved deres navn og id-numre. Og de smuldrer i lyset af ødelæggelsen af ​​al civil infrastruktur, som ikke har og ikke kan have et rent militært formål.

Så vi bærer alle vægten af ​​ansvaret for dette, omend nogle mere end andre. Bevægelsen, der nægter at aftjene deres værnepligt i hæren opstod for sent og for langsomt, men den kræver al opmuntring og støtte samt enhver stemme, den kan gives. Konsensus om udryddelseskrigen forgifter det israelske samfund og sværter dets fremtid så dybt, at selv små lommer af modstand kan sprede udholdenhed og håb til dem, der endnu ikke er blevet revet med af galskabens strømme.

Vi kan også lede efter partnere i denne kamp i udlandet, hvor den kritiske løftestang for presset er forsyningen af ​​amerikanske våben. Siden den 7. oktober har denne forsyning fungeret med en hidtil uset hastighed (våben til en værdi af mere end 17,9 milliarder $ er sendt til Israel), hvilket har faciliteret en lang række af krigsforbrydelser. Men noget hidtil uset er også sket: for første gang blev forsyningen noget hæmmet, om end kun midlertidigt, da en levering af 2.000 pund bomber blev forsinket forud for Rafah-invasionen.

Dette er blot en dråbe i havet, men det peger på, hvad der skal gøres. Og det ville ikke være sket uden det fortsatte pres, som aktivister lagde på deres repræsentanter i det demokratiske etablissement, som til sidst sivede ind i Det Hvide Hus. Underskriftsindsamlinger, breve til kongresfolk, offentliggørelse af vidnesbyrd – ethvert værktøj, der bruges til at påvirke den offentlige mening mod Israels automatiske støtte, kan hjælpe.

Kampen for at afslutte denne intensiverende udryddelses- og overførselskrig i Gaza, især i nord, er først og fremmest en menneskelig kamp. Det er en kamp for livet, både i Gaza og Israel: for selve chancen for, at livet kan fortsætte med at eksistere i dette blodgennemblødte land. Intet kunne være mere patriotisk.

 

Idan Landau  er professor i lingvistik ved Tel Avivs Universitet

En version af denne artikel blev først vist på hebraisk på forfatterens blog. Den blev oversat til engelsk for +972 af Gali Avatichi og Keren Hering, og sidenhen oversat til dansk og udgivet af Puls48.

Køb abonnement hos Puls 48 eller støt via mobilepay: 18459

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.

Kort nyt
Debatindlæg

Debatindlæg

Følg os på:

Vi samarbejder med et stort netværk af journalister, der sikrer nøjagtig og aktuel dækning fra de mest essentielle steder og begivenheder. Vores ambition er at dække de historier, der fortjener opmærksomhed, og præsentere faktuel nuanceret indsigt.

Tak, du er nu tilmeldt puls48 nyhedsbrev

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.