Hvor langt vil vores folkevalgte politikere gå for at beskytte deres position i spørgsmålet om Israels krig mod Gaza? Er de reelt ikke interesserede i at løse den humanitære katastrofe?
Disse spørgsmål melder sig efter at have hørt begrundelserne fra samtlige partier fra regeringen og oppositionen på højrefløjen, da de stemte imod et borgerforslag om, at ““Danmark skal fordømme israelske krigsforbrydelser i Gaza, øge dansk bistand til Palæstina og arbejde for en politisk løsning for konflikten” og senest et beslutningsforslag om anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat.
I de fire måneder mellem disse afvisninger har verden været vidne til stadig mere himmelråbende krigsforbrydelser begået af Israel mod den palæstinensiske civilbefolkning, stadig flere dræbte, en stigende grad af hungersnød, og stadig skarpere fordømmelser fra flere lande og internationale organisationer.
Beslutningen blandt disse politikere synes truffet på forhånd, og der er altid en ny undvigende begrundelse klar i stil med
“Vi ønsker ikke at begrænse en allierets ret til selvforsvar”, “Forslaget er ensidigt, fordi det ikke nævner 7. oktober”, “Den humanitære situation i Gaza er sørgelig, men civil lidelse er desværre uundgåelig i krig”
og “Ikke hvis det er imod danske interesser”.
Fredag den 17. maj 2024, har politikerne en ny mulighed for at vise, hvor de står i spørgsmålet om Gaza og ikke mindst det internationale retssamfund. Det sker, når borgerforslaget ““Danmark har pligt til at forhindre folkedrab” kommer til førstebehandling i folketingssalen.
Borgerforslaget er et beslutningsforslag bestående af to dele:
1) at anerkende, at der er risiko for folkedrab i Gaza
2) at overholde vores forpligtelser ifølge international lov og som konsekvens heraf arbejde for at forhindre det formodede folkedrab.
Risikoen for folkedrab
Har danske politikere så kendskab til en sådan alvorlig risiko for folkedrab?
Svaret burde være åbenlyst for alle, inklusive samtlige medlemmer af Folketinget.
Allerede i oktober 2023 kaldte Raz Segal, lektor i holocaust og folkedrabsstudier, Israels angreb på Gaza for et klassisk eksempel (“textbook case”) på folkedrab, og i januar 2024 beskrev han sammen med juraprofessor Penny Green, hvordan Netanyahu og andre højtstående israelske ministre kaldte på “total ødelæggelse af palæstinenserne i Gaza ved at beskrive dem som det bibelske folk i Amalek – et folk, der i sin helhed opfattes som en fjende, der skal ødelægges – og som nazister.”
Den Internationale Domstol (ICJ) valgte i januar 2024 at antage sagen, hvor Sydafrika anklager Israel for folkedrab. Domstolen udtalte i dén forbindelse, at der er risiko for uoprettelig skade på palæstinensernes ret til at blive beskyttet mod folkedrab. Sydafrika havde forinden fremlagt meget grundig dokumentation, herunder en database med 500 udtalelser fra israelske lovgivere, militærfolk og andre, der tilskynder til vold og folkedrab mod palæstinensere i Gaza.
FN’s specialrapportør for menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder, Francesca Albanese, konkluderede i marts 2024 i rapporten “Anatomy of a Genocide”, at der er rimelig grund til at antage, at Israel begår folkedrab i Gaza.
I Storbritannien har over 1100 jurister, herunder fire højesteretsdommere, underskrevet et åbent brev til den britiske regering, hvor de advarer om, at fortsat salg af våben til Israel er et brud på international lov og samtidig indtrængende opfordrer regeringen til at handle for at undgå folkedrab i Gaza. Også i Danmark har der været stigende erkendelse af, at våben med dansk producerede komponenter bruges af Israel til at begå krigsforbrydelser i Gaza.
Forpligtelsen til at handle
Den internationale domstol(ICJ) under FN har med sine domme været med til at skabe præcedens for Danmarks og andre staters forpligtelser i forbindelse med et folkedrab. Vi ved blandt andet fra ICJ´s kendelse om folkedrabet i Srebrenica, at medlemsstaterne er forpligtede til at “bruge alle rimelige midler til rådighed for dem, for så vidt muligt at forhindre folkedrab”.
Vores udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, udtalte sent som 15. november 2023 udtalt, at “alle stater i verden har en forpligtelse til at forebygge og bekæmpe folkedrab. Det er en fælles opgave. Når Danmark nu deltager i denne fælles intervention ved Den Internationale Domstol er vi med til at sikre, at FN’s folkedrabskonvention bliver overholdt”. Dengang handlede det om en anklage mod Myanmar for folkedrab.
Udenrigsministeren understreger her en helt central pointe ved folkedrabskonventionen: Forpligtelsen til at handle og forhindre folkedrab udløses, så snart staterne får kendskab til en alvorlig risiko for, at folkedrab vil blive begået. Staterne MÅ IKKE udsætte deres handlinger, indtil der er truffet endelig afgørelse om, hvorvidt folkedrab har fundet sted eller ej. Dette ansvar gælder for alle stater, der er parter til Folkedrabskonventionen, herunder Danmark.
De folkevalgte må tage deres moralske og juridiske ansvar alvorligt
Det er med andre ord tydeligt, at ovenstående undvigende begrundelser slet ikke er relevante, når det handler om Danmarks internationale forpligtelser.
Folkedrabskonventionen gælder uanset om nogen betragter det som selvforsvar og uanset modpartens krigsforbrydelser.
Retten til selvforsvar er ikke en ret til at begå folkedrab. Eller som Rune Lykkeberg skriver i Information den 10. maj: “Det er en civilisationsundergravende indstilling, at magten ikke skal begrænses af retsinstanser”.
Risiko for folkedrab kan heller ikke relativiseres med, at civil lidelse hører krigen til. Borgerforslaget insisterer på, at Danmark skal overholde vores internationale forpligtelser, hverken mere eller mindre, uanset om det går imod danske interesser eller ej.
Med udenrigsministerens udtalelser i frisk erindring burde det være en ligefrem sag for Folketinget at acceptere borgerforslaget.
Alt andet vil være dobbeltmoralsk, for som udtrykt af Jewish Voice for Peace: “aldrig igen betyder aldrig igen – for alle”.
Hvad er Danmarks tilslutning til Folkedrabskonventionen overhovedet værd, hvis den trods udenrigsministerens egen forsikring kun respekteres nogle gange, og ikke når risikoen for folkedrab stammer fra vores egne allierede? Kan vores politikere bære at være medskyldige i folkedrab i Gaza?
Det er spørgsmål, som vi håber, at hver af folketingets politikere tør stille sig selv inden debatten den 17. maj.
Forfattere: Jonathan Ofir, Dirigent, musiker, skribent. Klaus Goldschmidt Henriksen, Socialpædagog og chefkonsulent. Lars Kiær, Biostatistiker. Ane Birk, cand.mag i Mellemøststudier. Kim Larsen, Ingeniør og rådgiver. Suher Othman, Overlæge i almen gynækologi. Anna Askjær Larsen, Cand. med. Niels Brinch, IT-konsulent
