Her på kvindernes kampdag, den 8. marts, er de vigtige refleksioner ikke mindre væsentlige.
Jeg kommer selv fra en feministisk familie, hvor jeg allerede i mine helt unge år blev bevidst om mit køns vigtige rolle. Jeg er blandt andet mor, søster, datter, kusine og veninde.
Jeg er både en del af Palæstina i Mellemøsten og Danmark i Vesten. Min baggrund stammer fra den velhavende overklasse i Palæstina, men min familie blev konfronteret med fordrivelsen – Nakbaen – der bragte mine bedsteforældre fra privilegier til de hårdeste livsvilkår i en tilværelse, som en del af den absolutte underklasse i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon.
Mine forældre, hårdtarbejdende og opsatte på at bryde med fortidens elendighed, søgte et bedre liv i De Forenede Emirater – og fik det. Der blev jeg født og havde mine første fem år. Jeg gik på privatskole, iført en pæn lille skoleuniform, for sådan gjorde man på de fineste skoler.
Derhjemme havde vi – hvad der i en dansk kontekst svarer til en au pair – en ung kvinde fra Filippinerne, der hjalp mine forældre med husholdningen og børnepasningen, indtil vi blev konfronteret med den palæstinensiske virkelighed som et politisk forfulgt folk og fik status som kvoteflygtninge.
Sandholmlejren blev kortvarigt vores nye hjem, indtil vi blev sønderjyder. Min mor kom alene til Danmark med seks små børn. En kvinde fra Mellemøsten rejste med seks små børn til et land, hun ikke kendte, til et folk, hun ikke vidste noget om og til et sprog, hun ikke forstod, indtil min far, otte måneder senere, kunne forlade Golfstaten og forenes med os.
I dag tilhører jeg den danske middelklasse med alle de privilegier og udfordringer, det indebærer. Og som kvinde, der har fem søstre i en søskendeflok på syv, er kvindekampen og feminismen en integreret og naturlig del af min opvækst.
Jeg er vokset op med en far, som i alle mine bevidste dage har kaldt sig feminist. Derfor var det ikke usædvanligt for mig, hverken i mine unge eller voksne år, at tage del i kvindekampen. Gennem årene blev det til tale efter tale den 8. marts – i flere år. Og imellem kampdagene arbejdede jeg aktivt for at sætte fokus på og forbedre kvinders og pigers vilkår, betingelser, muligheder og tilværelse – ikke kun lokalt, men også globalt.
En dansk kvindekamp i skyggen af et folkedrab udført med danske våbenkomponenter
I år må jeg dog erkende, at kvindekampen og søstersolidariteten synes at lide et voldsomt knæk. For mens der her i landet bliver holdt lange kamptaler om vigtige emner såsom ligeløn, arbejdsforhold og mental load, sker det i skyggen af besættelsesmagten Israels folkedrab i Palæstina – et folkedrab, som den danske regering har gjort Danmark medansvarlig for.
Jeg er helt uforstående over for, at besættelsesmagten Israel kan gennemføre et folkedrab og en etnisk udrensning af palæstinenserne med dansk våbenteknologi og danske våbenkomponenter.
De seneste 17 måneders selektive tilgang til international lov, menneskerettigheder og retten til selvforsvar har også fået mig til at stille spørgsmålet: Hvor er den danske feministiske bevægelse – både nationalt og internationalt – i lyset af folkedrabet?
For reaktionerne på Israels forbrydelser mod menneskeheden har været yderst begrænsede. Israels besættelse og folkedrab på palæstinenserne rammer kvinder hårdt. Ifølge sundhedsministeriet i Gaza har Israel inden for bare de sidste 17 måneder dræbt 12.316 kvinder, gjort 13.901 kvinder til enker og fordrevet endnu flere.
Vi har læst og hørt på lægers øjenvidner beretninger om palæstinensiske kvinder, der har fået foretaget kejsersnit uden bedøvelse. Vi har læst om kvinder, der har blødt ihjel, fordi besættelsesmagten Israels styrker bomber gader og veje, så ambulancer ikke kan komme dem til undsætning. Vi har læst om mødre, der har set deres børn blive revet væk fra deres arme, om spædbørn, der er sultet ihjel i ruinerne af deres hjem, og om dem, hvis kroppe ikke kunne overleve kulden i teltlejrene.
Vi har set billeder af unge piger, hvis livløse kroppe blev fundet under bombede bygninger, deres små hænder stadig klamrende til deres søskende. Vi har set pigekroppe uden hoveder og set den lille pige, som lemlæstet og livløs, hænger på en bymur.
Vi har hørt beretninger fra kvinder, der er blevet voldtaget i israelsk fangenskab, tortureret og ydmyget. Kvinder, der blev tvunget til at føde i overfyldte flygtningelejre uden adgang til rent vand, uden hjælp, uden smertelindring.
Vi ved, at palæstinensiske kvinder er blevet brændt levende i deres hjem af de bomber, der faldt nat efter nat. Vi ved, at deres kroppe ligger under murbrokkerne i dagevis, mens deres børn skriger og kalder efter dem. Vi ved, at de, der overlever, ikke kan få livsnødvendig medicin, fordi Israel systematisk har ødelagt sundhedssystemet.
Vi ved, at gravide kvinder ikke længere har adgang til fødeklinikker, at de tvinges til at føde på snavsede gulve i ruiner. Vi har set de overlevende, kvinderne med tomme blikke, der bærer billeder af deres døde familier på brystet.
Vi har set mødre, der begraver deres børn med bare hænder, fordi der ikke er nogen tilbage til at hjælpe dem. Kvinder, der ikke længere græder, fordi de har grædt alt, hvad de kunne. Og vi hører de kvinder, der stadig græder og skriger helt ned fra maven i sorg. Og vi ser kvinderne, der på trods står oprejst, selv når hele deres verden er styrtet sammen. Og herhjemme har vi har set feminister og kvinderettighedsforkæmpere, som enkeltpersoner, gå med i demonstrationerne for palæstinensernes helt grundlæggende ret til liv og frihed men savnet, at se bevægelsen i dens officielle form marchere synligt i fordømmelse mod besættelsesmagten Israels forbrydelser og ønsket om at få stoppet den palæstinensiske kvindes umenneskelige og kollektive lidelser.
Er talen om kvinders frihed kun vigtig, når det er storpolitisk bekvemt? Jeg savner en massiv indignation, en voldsom vrede. Jeg efterspørger en solidaritet, der ikke kan overses, og som matcher de forbrydelser, regeringen har gjort Danmark medskyldig i – folkedrab.
Jeg undres over, at I vælger at være diskrete om de kvinder, der i skrivende stund køligt henrettes af israelske snigskytter. Dem, som tvangsfordrives. Dem, som udsultes. Dem, som udsættes for en utvivlsom krigsforbrydelse ved at nægtes helt basale livsfornødenheder – mad, vand og medicin.
Matcher de feministiske bevægelsers protester de israelske forbrydelser?
Vi har set og læst om de for tidligt fødte palæstinensiske babyer, der blev efterladt til døden på hospitalerne. Små, skrøbelige kroppe, der lå i kuvøser, mens den israelske besættelsesmagt helt bevidst afbrød strømmen – og inkubatorerne langsomt mistede deres kraft. Vi har set billederne af præmaturbørn, hvis bittesmå brystkasser kæmpede for at hæve sig, indtil de ikke kunne længere. Vi har læst og hørt vidnesbyrdene fra læger og sygeplejersker, der måtte forlade dem – ikke fordi de ville, men fordi den israelske besættelse, med trussel om drab, beordrede dem væk. Fordi besættelsen besluttede, at disse babyer ikke skulle leve.
Vi har set de mødre, der blev tvunget til at flygte, efterladende deres nyfødte bag sig. Vi har set dem kollapse i sorg, deres arme tomme, deres hjerter revet i tusind stykker. Vi har hørt deres stemmer knække, fordi de ikke længere kunne finde luft til at skrige. Og vi har set, hvordan magthaverne ikke reagerer. Jeg har ofte hørt den feministiske bevægelse omtale moderskabets hellighed og retten til at bestemme over egen krop og spørger: Matcher den feministiske bevægelses protester de israelske forbrydelser, da vi så palæstinensiske mødre blive tvunget til at efterlade deres børn til en grusom, langsom og pinefuld død? I er dødeligt stille.
Jeg tror ikke, at der findes en større sorg end den, en mor oplever, når hun mister sit barn til bevidst mishandling og overlagt drab. Og der findes ikke et større hykleri end det, vi ser nu – hvor international lov tilgås selektivt. Hvor menneskerettigheder tilgås selektivt. Hvor en feministisk global bevægelse, der i det store billede synes at have reduceret kvinders rettigheder til en politisk parole, stadig ikke har fundet ordene til blot at fordømme folkemordet på palæstinensiske kvinder og deres børn og forsøget på at tilintetgøre dem gennem etnisk udrensning.
Vi taler om en feministisk og kvindebevægelser, som i årtier – og med rette – har talt om kvinders kropslige autonomi, men som uberettiget virker forsigtig eller larmende stille, da kvinder i Gaza blev sprængt i stumper og stykker i israelske luftangreb. Vi taler om en kvindebevægelse, der med rette marcherede for kvinders ret til sikker fødsel, men som virker forsigtig eller konfliktsky, da palæstinensiske kvinder fik foretaget kejsersnit eller blev opereret uden bedøvelse.
Feminismes svigt er et aktivt medløb i undertrykkelsen
Vi ser en vestlige kvindebevægelse, der med rette kræver en verden fri for seksuel vold, men hvor det tilsyneladende er en sekundære prioritetet, når den palæstinensiske kvinde i 76 år har rapporteret om voldtægt og andre seksuelle overgreb både i og uden for de israelske torturlejre. Beretningerne er så voldsomme at selv djævlen sætter sig ned for at tage noter.
Jeg efterspørger kvindebevægelsens store trommer, når små palæstinensiske piger fortsat får foretaget amputationer som en direkte følge af israelske bomber, missiler og blokade.
I mine øjne er den vestlige kvindebevægelses prioriteringer voldsomt mangelfulde. For hvad nytter en organiseret bevægelse, der råber om kvinders rettigheder, men nedprioriterer et omfattende fokus når kvinden er palæstinenser? Hvad er solidaritet værd, når den kun bliver opprioriteret de kvinder, hvis lidelse passer ind i en privilegeret vestlig fortælling der tager afsæt i politiske alliancer og venskaber fremfor at tage udgangspunkt i ’kvinden’ og helt enkelt ’kvindens lidelse og uretfærdighed’. Når feminismen nedprioriterer den palæstinensiske kvinde, er det ikke blot en svigtende bevægelse – det bliver et aktivt medløb i undertrykkelsen.
Den palæstinensiske kvinde er ikke “kun” et offer. Hun er også en fighter, en skaber, en klar stemme, der nægter at blive kvalt. Den palæstinensiske kvinde var lægen, der fortsatte med at operere med lys fra en mobiltelefon, mens bomberne faldt omkring hende. Hun var journalisten, der blev dræbt for at videreformidle den brutale virkelighed. Hun var den studerende, hvis fremtid blev knust under murbrokkerne af et universitet, der ikke længere eksisterer. Hun var forskeren, der havde mulighed for at bidrage til udvikling af verdenen, men hvis liv blev afsluttet af en kynisk israelsk drone. Hun var kunstneren, der brugte sin pensel til at illustrer smukke drømme, men hvis hænder nu er dækket af støv fra en knust ubeboelig by. Hun var den unge kvinde, der havde ordet i sin magt, men som nu ligger navnløs i en massegrav. Den palæstinensiske kvinde er et menneske. Hun er sygeplejersken, der nægtede at forlade sin position, selv da fuldudrustede israelske besættelsessoldater stormede hospitalet.
Den palæstinensiske kvinde er læreren, der fortsætter undervisningen i ruinerne, fordi viden er udvikling og viden er modstand. Hun er aktivisten, der nægtede at tie stille, selv når hun ved, at hendes ord kan koste hende nutiden og fremtiden. Den palæstinensiske kvinde er hende der græder over sine dræbte. Og hun er også den, der helt bevidst vælger, at lande på sine ben, på trods af mødet med den israelske bundløse ondskab. Den palæstinensiske kvinde insisterer på at leve.
Hun er den, der nægter – i ordets bogstavelige betydning – at opgive. Hun er ikke et symbol. Hun er ikke et tal. Hun er ikke en skygge. Hun er et menneske. Et helt almindeligt menneske, som oplever magthavernes massive svigt, på trods af befolkningernes massive støtte og krav om handling, og lever på følgerne, men som efter 76 års brutal vestlige kolonial besættelse, nægter at give op. Den palæstinensiske kvinde er folkedrabsoverlever – generation efter generation – i og udenfor Palæstina – og det i sig selv, er en stor bedrift.
Så længe den palæstinensiske kvinde lever – lever modstanden. Så længe den palæstinensiske kvinde lever – er der grobund for liv. Og hvis den vestlige eller danske organiserede feministiske og kvindebevægelse nedprioriterer den palæstinensiske kvinde, så er det ikke hende, der har tabt. Det er derimod feminismen, der lider sit endelige fald.
Vi ser det. Vi bevidner det!
