Dette er en gengivelse af en artikel skrevet af Wejdan Wajdy Abu Shammala fra Gaza på www.wearenotnumbers.org den 28. august. Artiklen gengives med forfatterens godkendelse.
Efter 10 ugers fordrivelse, hvor vi flygtede fra sted til sted i jagten på sikkerhed, og efter utallige forsøg på at finde oplysninger om vores hjem, hørte vi pludselig en dag, at nogle mennesker var vendt tilbage til vores nabolag i den sydlige del af Gazastriben og havde kigget på deres hjem, efter besættelsesstyrkerne midlertidigt havde trukket sig tilbage.
Da nyheden nåede mine ører, vendte jeg mig mod min far. Min stemme dirrede af både frygt og håb, da jeg sagte hviskede: “Jeg vil hjem,” og som om det næsten var for meget at sige højt, tilføjede jeg med en næsten uhørlig stemme: “Vi ved ikke engang, om vores hus stadig står; vær venlig, lad os tage af sted og se.”
På trods af den åbenlyse fare, eftersom området stadig var præget af usikkerhed og fortsatte bombardementer fra de israelske styrker, stod jeg fast i min beslutning. Jeg bad min far uophørligt og utrætteligt, indtil han endelig, om end modstræbende, gav efter. “Men vi bliver ikke længe.”
Jeg skyndte mig at klæde mig på og gjorde mig klar til at træde udenfor. Mit hjerte hamrede i brystet, fyldt med en ubeskrivelig blanding af angst og viljestyrke.
Vores rejse, som normalt ville have taget 30 til 45 minutter, strakte sig i stedet ud over 2½ smertefulde timer, mens vi desperat søgte efter et transportmiddel, der kunne bringe os hjem. Til sidst, da mulighederne var få og knappe, fandt vi os selv sammenmast i en faldefærdig bil, allerede overfyldt med flere passagerer udover chaufføren. Både bilen og vejen var i så dårlig stand, at vi måtte holde krampagtigt fast i hinanden ved hvert bump.
Hvert sekund i bilen var gennemsyret af en intens længsel. I mine tanker så jeg for mig, at vores hus stadig stod der, urokkeligt og ventende på os. Jeg kæmpede for at skjule min snigende frygt, mens jeg ivrigt delte mine minder med min far – om stuen, som havde været vidne til utallige glædelige sammenkomster, og gæsteværelset, hvor vi altid havde budt vores kære velkommen med åbne arme.
Jeg tænkte på køkkenet, hvor min mor, mine søskende og jeg havde delt latter og historier, mens min mor tilberedte vores måltider. Mine tanker vandrede til vores soveværelser – mit fristed, som jeg delte med min søster, hvor væggene havde hørt vores dybeste hemmeligheder; min seng, der havde givet mig trøst i de mørkeste stunder; og mit skrivebord, der stod som et monument over mine præstationer.
Mit skrivebord var ikke blot et møbel, men et nøje sammensat spejl af mit livs rejse. De bøger, der var grundigt stablet, havde hjulpet mig gennem både personlige og faglige udfordringer. En opslagstavle prydet med noter og påmindelser kortlagde mine håb og drømme. Kuglepenne, der lå spredt over bordet — nogle tømt til sidste dråbe blæk — bar tavse vidnesbyrd om utallige timer brugt på at nedfælde tanker, skrive essays og udtrykke mine inderste følelser. En stak notesbøger, hver dedikeret til en bestemt del af mit liv, lå ved siden af. Små rammer på bordet holdt fast i minder og inspirerende citater.
Og så var der stearinlyset — en lille, men dybt betydningsfuld tilstedeværelse, der mindede mig om at trække vejret, om at standse op og værdsætte den rejse, jeg var på. Det var en enkel, men kraftfuld påmindelse om, at selv i de mørkeste tider er der altid et lys, der viser vej. Dette skrivebord var ikke blot et arbejdssted; det var et sted, hvor ambition mødte virkelighed, og hvor fremtiden endnu ikke var skrevet, men var klar til at blive formet.
Mens jeg sad i bilen, drev mine tanker tilbage til husets rum, men et enkelt spørgsmål blev ved med at klinge i mit sind: “Er det muligt, at vores hus stadig står? O Allah, lad det være sikkert,” bad jeg igen og igen, næsten som et mantra.
Da vi endelig nåede byen, kunne jeg allerede fra dens udkant skimte ødelæggelsernes omfang. Efter en udmattende rejse ankom vi endelig, men vi kunne ikke finde et køretøj, der kunne bringe os til vores nabolag, endsige tæt på vores hjem. Den israelske besættelse havde lagt gaderne øde, og brændstofmanglen betød, at de få køretøjer, der stadig kørte, var en sjældenhed.
Vi fortsatte derfor til fods i omkring 45 minutter under den ubarmhjertige sol, hvis stråler slog hårdt ned på os. Jo nærmere vi kom, desto mere smertelig blev rejsen, da vi med egne øjne så ødelæggelsernes omfang. Vi udbrød gentagne gange: “Åh Allah, hvad er dette? Hvorfor al denne ødelæggelse? Hvad har vi gjort? Hvad er der sket?”
Min far svarede med en stemme, tung af sorg: “Det ser ud, som om et jordskælv har ramt byen.”
Ingen kendte pejlemærker
Vi nåede endelig frem til vores nabolag. Da jeg nærmede mig det sted, hvor vores hus skulle være, mærkede jeg en knugende fornemmelse i brystet; mit hjerte bankede voldsomt, og det blev næsten umuligt at trække vejret. Tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder, mens jeg indtrængende bad: “Åh Allah, nej, hvad er det her?” Alle de kendte pejlemærker i nabolaget var forsvundet. “Hvor er vores hjem?” Uden at kunne kontrollere mig selv, satte jeg i løb mod det sted, hvor vores hus engang havde stået, grebet af en desperat trang til at se det igen.
Så fandt jeg det. Facaden var fuldstændig smadret, og bygningen ved siden af var jævnet med jorden. Der var ikke længere nogen dør til vores hus, men jeg kunne gå direkte hen til vores lejlighed i stueetagen, da ingen af væggene længere stod oprejst.
Jeg bad min far indtrængende om at fortælle mig, at det ikke var vores hus, selvom jeg inderst inde vidste, at det var det. Da jeg kom tættere på, så jeg vores sofaer ligge på gaden, nogle steder forkullet, andre steder iturevet, og det bekræftede, at det virkelig var vores hjem. Alligevel klamrede jeg mig til det spinkle håb, at det hele blot var et frygteligt mareridt.
Jeg gik gennem det ødelagte hjem, mens jeg gentog for mig selv: “Nej, det her er ikke vores hus, vores hus er et andet sted.” Huset var fuldstændig uigenkendeligt, intet var på sin plads, og intet syntes at kunne reddes. Da jeg trådte ind i gæsteværelset, mødtes jeg af ruiner, splintrede vægge og ødelagte møbler. “Hvor er den lilla sofa og de sølvfarvede gardiner?” græd jeg. Jeg fortsatte ind i stuen, men der var intet tilbage. TV’et var knust, og bøgerne lå spredt kaotisk på gulvet.
I køkkenet var alt smadret — tallerkener, glas, skabe. Da jeg nåede mit soveværelse, stod jeg i chok. “Hvor er vores garderobe, mine søskendes og min? Hvor er alle vores ting, mit skrivebord, min seng og min søsters seng?” Jeg gik ind i mine søskendes værelse og fandt ingenting. Mine forældres soveværelse var totalt ødelagt, væggene var kollapset.
I det øjeblik ringede telefonen. Det var min mor.
“Åh, Wejdan, fortæl mig. Hvordan står det til med huset?”
Jeg brød sammen og græd ukontrolleret. “Det her kan ikke være vores hus, nej, det er umuligt!”
“Hvorfor græder du?” spurgte hun.
“Der er intet tilbage i huset, alt er ødelagt, og intet er til at genkende.”
“Rolig nu,” sagde hun med en blid stemme. “Det vigtigste er, at I alle er i sikkerhed.”
Og da markedet var tomt for varer, tilføjede hun: “Prøv at redde noget fra køkkenet, for vi har næsten ingen køkkenting tilbage. Se også, om du kan finde noget tøj til din lillesøster og lillebror. Tag så meget, du kan, men vær hurtig. Vi vil ikke bekymre os unødigt om dig.”
“Okay, jeg skal nok prøve at få så meget som muligt,” svarede jeg, og vi afsluttede opkaldet, da signalet som så ofte før forsvandt.
Min far gik rundt i huset med en dyb sorg i blikket, mens han betragtede sit livsværk ligge i ruiner. Til sidst sagde han: “Det vigtigste er, at I alle er i sikkerhed,” og han hentydede til mig og mine søskende.
Forvandlet til en ruin
Da jeg bevægede mig gennem huset, blev jeg overmandet af følelser og måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage. Det var umuligt at fatte, at vores trygge tilflugtssted, vores varme fristed, nu lå forvandlet til en ruin. Jeg begyndte at samle de få ejendele, der kunne reddes for min familie — tøj, selvom de fleste stykker var gennemhullet af kugler, og køkkenredskaber, selvom mange lå knust i stykker.
Med tårer strømmende ned ad kinderne forlod jeg huset sammen med min far, ude af stand til at begribe, hvad jeg lige havde været vidne til. Alligevel klamrede mit hjerte sig desperat til håbet om en dag at vende tilbage og bo i vores hjem, selv i dets ødelagte tilstand; det var stadig vores fristed. Men samtidig blev jeg grebet af en frygt for, hvad jeg ville finde, hvis vi nogensinde fik lov til at komme tilbage.
Jeg havde samlet alt, hvad der kunne reddes, og var klar til at opgive resten. Men de hånlige ord, som besættelsessoldaterne havde skrevet på væggene i mit hjem, vil for evigt være indgraveret i mit sind. Jeg vil heller aldrig kunne glemme de kuglehuller, der var skudt gennem alle overflader — sofaerne, møblerne, tøjet, væggene.
Mens jeg gik væk, hviskede mit hjerte: “Vent på os, kære hjem. Vi vil vende tilbage.” Vi bevægede os tilbage under den ubønhørlige sol, hvert skridt tungere end det forrige, tynget af udmattelse og sorg.
Da vi endelig nåede frem til det sted, hvor min fordrevne familie havde fundet tilflugt, omfavnede vi hinanden i en kort stund, en lille trøst midt i vores fælles smerte. Jeg viste dem billederne, jeg havde taget af vores hjem. Deres øjne fyldtes med sorg, et spejl af den uundgåelige smerte, der nu er blevet vores konstante følgesvend.
I det øjeblik, på trods af al den sorg og smerte, blev én ting klart for mig: Vores håb, skrøbeligt som det end måtte være, er den tråd, der binder os til drømmen om at vende tilbage, om at genopbygge, og om at finde fred i det sted, vi kalder hjem.
