”Åbenbart har man ikke lov til at drømme her”, sukkede en fortvivlet Daud, efter at hans søn Mustafa på 22 år var blevet dræbt af en drone på havnen i Gaza by. Mustafa var sammen med seks andre unge mænd gået ned for at fiske i håbet om at kunne skaffe lidt mad til familien. Mustafa læste til dyrlæge og var faderens stolthed, Daud havde drømt om den dag, hvor han kunne sige,” min søn doktoren”.
Men ikke kun drømmene er blevet knust under Gazas ruiner. Mustafa var én ud af næsten 90.000 studerende, som havde fået afbrudt sin uddannelse med – om nogen – lang udsigt til, at de kan genoptage den, fordi ca. 80 procent af Gazas 19 universiteter er blevet ødelagt.
Det samme gælder for 600.000 skolebørn, som netop i disse dage skulle have startet det nye skoleår, men deres skoler er enten blevet bombet eller huser i dag de hundredtusinder af internt fordrevne palæstinensere, der nu i snart 12 måneder er blevet kostet rundt i det lille landområde og flygtet til nye påståede sikre områder, som igen og igen har vist sig ikke at være det.
Ødelæggelsen af hele Gazas uddannelsessektor, inklusive mord på hundredvis af undervisere, er blevet kaldt scholasticide, dvs. den systematiske tilintetgørelse af uddannelsessystemet. For palæstinenserne har uddannelse altid rangeret højest på prioriteringslisten ud fra devisen, at ’de kan tage vores land og vores jord og vores ejendom, men vores viden kan de ikke tage fra os’. Palæstinenserne regnes for de bedst uddannede i hele regionen, og efter staten Israels oprettelse i 1948 og fordrivelsen af palæstinenserne, var mange af dem med til at uddanne befolkningen i de nye – ofte analfabetiske – Golfstater. Også i dag finder man palæstinensiske professorer og læger overalt i verden, og i selve Israel udgør de en uforholdsmæssigt stor del af sundhedssektoren i forhold til deres befolkningsandel.
Men selvom Daud og hans søn Mustafa indtil for et par uger siden stadig havde drømme, var Gaza ikke et paradis på jord før denne krig, den femte i dette århundrede. Faktisk skrev FN’s agentur for handel og udvikling, UNCTAD, i sin årsrapport fra 2015 om Gaza:
“Gazastriben er tvunget i knæ af en årelang israelsk blokade og flere krige og kan blive ubeboelig inden for blot fem år, altså i 2020”
UNCTAD vurderede, at de indtil da tre militæroperationer havde forårsaget økonomiske tab svarende til det tredobbelte af Gazas bruttonationalprodukt. Desuden var de socioøkonomiske forhold i Gaza på det laveste niveau siden 1967, hvor Israel erobrede området fra Egypten under Junikrigen.
Da Hamas i 2007 efter et demokratisk valg overtog ledelsen af Gaza, iværksatte Israel – og det meste af Vesten – en blokade af området, som ifølge UNCTAD smadrede den allerede svækkede infrastruktur i Gaza, knuste produktionen og umuliggjorde en meningsfuld genopbygning eller økonomisk genopretning. Den israelske blokade betød, at det blev forbudt at eksportere varer fra Gaza, og importen blev begrænset til kun de mest nødvendige varer.
Det er underligt, at ingen journalister synes at have spekuleret over, hvorfor Gazas befolkning også før krigen var afhængig af ca. 500 lastbiler med mad og medicin om dagen. Hvorfor kunne de ikke bare selv producere det? Det skyldes blokaden, der betød, at hvor der i 2000 var 72.000 palæstinensere i Gaza, der var afhængige af fødevarehjælp fra FN, var dette tal i maj 2015 steget til 868.000. Det må formodes, at der i dag er tale om mindst 2 mio., der skal dele den stærkt reducerede hjælp, der kommer ind.
Det har som bekendt også ført til såvel sult som fejlernæring, som man ellers ikke plejer at se selv blandt fattige palæstinensere, hvis basismad er sund. Men i dag, hvor et kilo tomater kan koste op til 100 euro, er der ikke mulighed for at få de nødvendige vitaminer i kosten.
Til den sparsomme og dårlige kost skal føjes et andet uoverstigeligt problem: forureningen af jorden vandet og luften. I snart et år er der ikke blevet samlet skrald ind i Gaza, og på tv-kanalen Al Jazeera kan man se børn vade omkring i bjerge af affald og store områder oversvømmet af kloakvand. Alt dette har medført både infektionssygdomme og hudsygdomme, og senest polio.
Efter Anden Verdenskrig lå store dele af Tysklands boliger i ruiner. Ifølge den amerikanske hær drejede det sig om mellem 15 og 20%. I slutningen af januar 2024 vurderede BBC, at tallet for Gaza lå på mellem 50 og 61%. I betragtning af, at der siden da ikke har været en eneste dag uden bombardementer, må tallet antages at være meget højere. FN har kaldt dette urbicide, altså overlagt mord på byer. Det har længe været vurderet, at det vil tage mindst halvandet årti at genopbygge Gaza blot nogenlunde. Arbejdet med at rydde op i ruinerne er i sig selv stærkt forurenende og virker uoverskueligt.
Som man gang på gang har kunnet se på tv, har palæstinensere, der har prøvet at vende tilbage til deres hjem, ikke kunnet finde det, fordi hele området er blevet bombet til ukendelighed. Dertil kommer at Israel også har brændt arkiverne i Gaza, såvel domstolsarkiver som ejendomsarkiver og plantegninger. Det vil altså ikke være muligt for folk efter krigen at bevise deres ejendomsret til et bestemt hus eller et bestemt stykke jord.
Dette er en del af det kulturmord, culturicide, som Israel begår i forsøget på at udslette den palæstinensiske kultur og kulturarv. Som professor Jakob Skovgaard Pedersen skrev den 30 november 2023:
“De er ikke de kulturløse ofre, som mediernes billeder gør dem til – hvis vi da overhovedet orker at se på de fattige støvede lig, der bliver gravet ud under murbrokkerne. Deres kultur er også en menneskelig højkultur. Det gælder også Gaza, som faktisk har været en kilde til megen kultur – også i Europa”
Mange kulturarvsbygninger, for eksempel nogle af områdets ældste moskeer og kirker, er blevet helt eller delvist ødelagt:
Gaza har nemlig også været en kristen by, og nogle tusinde kristne boede der indtil for en måned siden. De driver to skoler, hvoraf Den hellige familie er områdets bedste og mest prestigebetonede. Den … blev bombet til ruiner for to uger siden sammen med 50 kristne hjem. Den havde 1250 børn, som nu er flygtninge i den sydlige del af Gazastriben. De kristne og mange muslimer har søgt tilflugt i Den Hellige Families Kirke og i den ortodokse St. Porphyrios Kirke, bygget i 400-tallet for den kristne biskop Porphyr og dermed en af verdens ældste kirker. Den er nu beskadiget af bombninger.”
Men værst af alt er selvsagt de menneskelige lidelser, som til dels kan opgøres i tal, over 40.000 dræbte (eksperter mener at tallet skal ganges med 4-5 for at medtage de mange afledte dødsfald i form af fx ubehandlede sygdomme) og omkring 100.000 sårede, mens titusinder fortsat savnes. For øjeblikket dræbes der, hvad der svarer til 1-2 skoleklasser om dagen, heraf mange børn.
Tallene siger imidlertid meget lidt om lidelsernes omfang. Hvordan måler man sorgen hos de mellem 15-25.000 børn der har mistet mindst en forælder? Hvordan kan man fatte smerten hos børn, der har fået amputeret et eller flere lemmer, ofte uden bedøvelse? Hvordan kan man begribe angsten hos børn og voksne, der nu i næsten et år har haft den konstante lyd af dræbende droner i ørene? Men også fremtiden ligger knust i ruinerne, det er blevet kaldt futuricide, altså mord på fremtiden, dvs. en generation af No future ungdom, hvor kun de mest privilegerede kan øjne en fremtid med familie og uddannelse.
Allerede før denne krig havde Gazas befolkning brug for traumebehandling, men nu forekommer det helt uoverskueligt, selvom gazanernes uundværlige livlinje, UNRWA, har lavet tusindvis af psykosociale aktiviteter, som har nået ud til en tredjedel af befolkningen. Men man kan kun i kort tid flygte fra den virkelighed, der blot fortsætter og fortsætter i form af daglige bombninger, nu i over 330 dage.
Og så har jeg ikke nævnt det, nogen har kaldt for følelsernes atombombe, nemlig ydmygelserne, som for mange er det værste af alt. Der er ingen grænser for, hvilke former ydmygelserne kan antage lige fra israelske soldater der lægger videoer ud, hvor de gør sig lystige over en kvindes undertøj i det hjem, hun er blevet fordrevet fra, eller hvor de ødelægger børns legetøj, eller håner folk, de har taget til fange og udstiller dem i underbukser med bagbundne hænder og bind for øjnene. Endelig er det i sig selv ydmygende at være blevet reduceret til hjælpeløse mennesker, der skal kæmpe for hver en bid brød.
Værst af alt er dog det, der foregår i de nyoprettede israelske fangelejre, som fx Sde Teiman, hvor fanger i dage og uger holdes bagbundne og med bind for øjnene i umage stillinger, og hvor de får tæsk, hvis de åbner munden – og undertiden også selvom de ikke gør det. I afdelingen for syge og sårede fanger ligger de fastspændt til sengen med alle fire lemmer låst fast – undertiden så stramt, at det medfører sår og skader, der kræver amputation. Ingen vil made dem, så de får noget føde gennem et sugerør og må tisse og skide i en ble. Disse fanger er ikke engang mistænkt for at være Hamas, for de befinder sig et andet sted. Alene i Gaza er der siden oktober blevet tilfangetaget et sted mellem 5.000 og 20.000 palæstinensere, og de, der er blevet løsladt, ligner muselmænd og er både fysisk og psykisk ødelagte.
Det samme foregår til en vis grad på den besatte Vestbred, hvor der i samme periode er blevet tilfangetaget over 10.000 palæstinensere, de fleste administrativt, dvs. uden at de ved, hvad de er anklaget for, og uden at de får en retssag. Også de udsættes for umenneskelig behandling og er næsten ikke til at kende, når de tilfældigvis bliver løsladt.
Intet af dette handler om statens påståede sikkerhed, men udelukkende om at ydmyge palæstinenserne. Det samme er tilfældet, når man i stedet for hunde sender palæstinensere med bind for øjnene og et påhæftet kamera ned i tunnellerne, fordi det blev for dyrt og sørgeligt, når hundene døde. Men er der nogen der forestiller sig, at man får sikkerhed ved at træde et folk under fode, som nu i 76 år har vist, at de ikke forsvinder nogen steder hen og heller ikke opgiver deres modstand. Og efter sigende er der stadig 60.000 gravide kvinder i Gaza; det er også en form for modstandskraft.
Til sidst, men måske mindst lige så vigtigt, vil jeg nævne det, man kunne kalde UNicide, nemlig mordet på FN og dets organisationer og på den internationale retsorden, som vi alle, måske ikke mindst vi småstater, er så afhængige af. Israel har siddet alle sikkerhedsråds- og generalforsamlingsresolutioner overhørig. Israel blæser på FN og andre internationale organisationer og besvarede ICJ’s (International Court of Justice) afgørelse angående et muligt folkemord i Gaza med at aflede verdens opmærksomhed fra det egentlige ved at anklage et lille antal UNRWA medarbejdere for at have deltaget i angrebene den 7. oktober 2023. Efter en grundig undersøgelse fandt UNRWA frem til at der kunne være tale om 5 medarbejdere, dvs. en forsvindende promille af de 15.000 ansatte i Gaza. De fem blev omgående afskediget.
Det samme gælder reaktionen på ICJs erklæring den 19. juli 2024, der kendte Israels besættelse af Vestbredden og Østjerusalem ulovlig, og som derfor hurtigst muligt skulle bringes til ophør. Endvidere afgjorde ICJ, at Israel er forpligtet til øjeblikkeligt at indstille al bosættelsesaktivitet og evakuere alle bosættere fra de besatte palæstinensiske områder.
Alle disse pålæg og afgørelser har Israel ikke overraskende siddet overhørig, men værre er det næsten, at resten af den vestlige verden, først og fremmest USA og EU, gør det samme. Der har ikke så meget som været tilløb til hjemkaldelse af ambassadører, tale om sanktioner, som man nok ville have oplevet, hvis der var tale om et hvilket som helst andet land. I modsætning til Rusland kunne Israel også deltage i såvel Eurovision som OL. Det kan godt være, at den danske regering ikke kan se hykleriet, men det kan resten af den ikke-vestlige verden, og næste gang vi beder dem om at støtte en sanktion mod en eller anden slyngelstat, vil de formentlig tøve og minde os om vores dobbeltmoral.
Vi kan selvfølgelig ikke gøre det godt igen, når vi i næsten et år har været vidne til et sandsynligt folkemord i real time uden at foretage os noget, men kunne tiden ikke være inde til en lille flig af humanisme? Eller medfølelse? Eller bare almindelig eftertanke?
Birgitte Rahbek, kultursociolog og forfatter til bogen “En stat for enhver pris”
