Ilan Pappé er en fremtrædende israelsk historiker, professor, forfatter og politisk aktivist, der har skrevet adskillige bøger og akademiske værker om zionismens historie, politik i Mellemøsten og Israels besættelse af Palæstina, hvori han er stærkt kritisk overfor Israels behandling af palæstinenserne.
Senest har Ilan Pappé skrevet om zionismens kollaps i kølvandet på Hamas’ angreb d. 7. oktober 2023. Ifølge Pappé kan Hamas’ angreb sammenlignes med et jordskælv, der rammer en gammel bygning, hvor revnerne allerede er begyndt at vise sig. Med jordskælvet bliver revnerne tydelige i selve fundamentet af bygningen, og det zionistiske projekt i Palæstina (ideen om at påtvinge en jødisk stat i et arabisk, muslimsk og mellemøstligt land) kan 120 år efter dets opståenstå overfor et kollaps.
Historisk set kan en lang række faktorer få en stat til at kollapse. Det kan ske grundet konstante angreb fra nabolande eller en kronisk borgerkrig, eller hvis de offentlige institutioner bryder sammen og dermed er ude af stand til at levere tjenester til borgerne i staten. Ofte begynder det som en langsom proces af opløsning, der tager til, og så hurtigt efter bringes de strukturer ned, som engang var så solide og stærke.
Det vanskelige består i at opdage de tidlige tegn på et kollaps, hvilket ifølge Pappé er tydeligere end nogensinde før i Israels tilfælde. Han beskriver det som begyndelsen på en historisk proces, der sandsynligvis vil kulminere i zionismens undergang. Og dét kan ifølge Pappé medføre en farlig situation, når Israel indser omfanget af krisen. Israel vil nemlig anvende en voldsom og ubegrænset styrke for at forsøge at opretholde den zionistiske stat, ligesom det sydafrikanske apartheidregime gjorde i sine sidste dage.
Splittelse blandt jøder
Ifølge Ilan Pappé er det første tegn på zionismens kollaps splittelsen blandt jøder i Israel, hvor der i øjeblikket er to rivaliserende lejre, der ikke kan nå til enighed. Splittelsen handler om opfattelsen af jødedommen som nationalisme. I Israel har jødisk identitet længe været mere end blot et emne for teoretisk debat mellem religiøse og sekulære fraktioner. Men nu er det blevet en decideret kamp om karakteren af den offentlige sfære og selve staten. Det er en kamp, der ikke blot udspiller sig i medierne, men også i gaderne.
Den ene lejr kalder Pappé for ‘Staten Israel’, som omfatter mere sekulære, liberale og for det meste, men ikke udelukkende, middelklasse-europæiske jøder og deres efterkommere, som var med til at etablere staten Israel i 1948. De er forblevet dominerende inden for staten indtil slutningen af sidste århundrede. Men selvom de er fortalere for ‘liberale demokratiske værdier’, påvirker det ikke deres engagement i det apartheid-system, som påtvinges alle palæstinensere, der bor mellem Jordanfloden og Middelhavet. Denne gruppes grundlæggende ønske er, at jødiske borgere skal leve i et demokratisk og pluralistisk samfund, hvor arabere er udelukkede.
Den anden lejr kalder Pappé for ‘Staten Judea’. Denne lejr har udviklet sig blandt bosætterne på den besatte Vestbred. Gruppen nyder stigende støtte i Israel og udgør den vælgerbase, der sikrede Netanyahus sejr ved valget i november 2022. Dens indflydelse i de øverste lag af den israelske hær og sikkerhedstjenester vokser eksponentielt. ‘Staten Judæa’ ønsker, at Israel skal blive et teokrati, der strækker sig over hele det historiske Palæstina. For at opnå dette er gruppen fast besluttet på at reducere antallet af palæstinensere til et minimum. De overvejer sågar at bygge et Tredje Tempel i stedet for Al-Aqsa Moskeen, da de tror, at dette vil gøre dem i stand til at forny den gyldne æra af de bibelske kongeriger. For dem er sekulære jøder lige så kætterske som palæstinenserne, hvis de nægter at deltage i denne bestræbelse.
De to lejre var begyndt at støde voldsomt sammen før den 7. oktober, men i de første par uger efter angrebet så de ud til at lægge deres forskelle til side over for en fælles fjende. Det var dog en illusion. Gadekampene er blusset op igen, og det er svært at se, hvad der overhovedet kan bringe forsoning. Det mere sandsynlige udfald er allerede ved at udfolde sig for vores øjne. Mere end en halv million israelere, der repræsenterer gruppen ‘Staten Israel’, har forladt landet siden oktober, hvilket indikerer, at landet er ved at blive opslugt af ‘Staten Judæa’. Dette er et politisk projekt, som den arabiske verden og måske endda hele verden som helhed, ifølge Pappé, ikke kan og vil tolerere på lang sigt.
Økonomisk krise
Det andet tegn på kollaps er ifølge Pappé Israels økonomiske krise. Den politiske klasse i landet virker ikke til at have en plan for, hvordan de vil balancere de offentlige finanser midt i landets krigsførelse, udover at blive stadigt mere afhængige af økonomisk støtte fra USA. I sidste kvartal af 2023 faldt økonomien med næsten 20%, og siden da har opsvinget været skrøbeligt. Washingtons løfte om 14 milliarder dollars vil sandsynligvis ikke vende dette, mener Pappé. Tværtimod vil den økonomiske byrde kun forværres, hvis Israel følger sin hensigt om at gå i krig med Hezbollah, samtidig med at de intensiverer militær aktivitet på Vestbredden, på et tidspunkt hvor nogle lande (herunder Tyrkiet og Colombia) er begyndt at indføre økonomiske sanktioner.
Krisen forværres yderligere af finansminister Bezalel Smotrichs inkompetence. Han kanaliserer konstant penge til jødiske bosættelser på Vestbredden, men virker ellers ude af stand til at drive sit embede. Konflikten mellem ‘Staten Israel’ og ‘Staten Judæa’ sammenholdt med begivenhederne den 7. oktober, får ydermere en del af den økonomiske og finansielle elite til at flytte deres kapital ud af Israel. De, der overvejer at flytte deres investeringer, udgør en væsentlig del af de 20% af israelere, der betaler 80% af skatterne.
International isolation
Israels voksende internationale isolation og gradvise bevægelse mod at blive en pariastat, er ifølge Ilan Pappé det tredje tegn på kollaps. Dette begyndte allerede før den 7. oktober, men er blevet intensiveret siden begyndelsen af folkemordet, og ses særligt ved handlingerne fra Den Internationale Domstol (ICJ) og Den Internationale Straffedomstol (ICC), der er uden fortilfælde. Tidligere var den globale solidaritetsbevægelse med Palæstina i stand til at mobilisere folk til at deltage i forskellige boykot, men lykkedes ikke med at fremme udsigten til internationale sanktioner, og støtten til Israel forblev urokkelig blandt det politiske og økonomiske establishment i de fleste lande.
De seneste afgørelser fra ICJ og ICC (at Israel muligvis begår folkedrab, at Israel skal standse sin offensiv i Rafah og at Israels ledere bør arresteres for krigsforbrydelser) skal i denne sammenhæng ses som et forsøg på at imødekomme verdenssamfundets synspunkter frem for blot at afspejle opinionen blandt eliten. Afgørelserne fra domstolene har desværre ikke standset de brutale angreb på befolkningen i Gaza og på Vestbredden, men de har bidraget til den voksende kritik af staten Israel, der i stigende grad kommer både oppe og nedefra.
Transformationen blandt unge jøder verden over
Den transformation, der sker blandt unge jøder verden over, er ifølge Pappé det fjerde sammenhængende tegn. De seneste ni måneder og alt, hvad der er sket, har fået unge jøder verden over til at ville opgive deres forbindelse til staten Israel og zionismen og aktivt deltage i den palæstinensiske solidaritetsbevægelse. Jødiske samfund forskellige steder i verden – og særligt i USA – gav engang Israel effektiv immunitet mod kritik. Det stigende tab af denne støtte har store konsekvenser for Israels globale status. AIPAC kan stadig stole på at kristne zionister yder bistand og støtter gennem medlemskab, men det vil ikke være den samme frygtindgydende organisation uden en betydelig jødisk valgkreds. Lobbyens magt er derfor i tilbagegang.
Svaghed i den israelske hær
Ilan Pappé mener, at den israelske hær (IDF) stadig er en magtfuld styrke med avanceret våbenteknologi til rådighed, men hærens begrænsninger blev afsløret den 7. oktober. Svagheden i den israelske hær er derfor det femte tegn på zionismens kollaps. Mange israelere føler, at hæren har været ekstremt heldig, da situationen kunne have været langt værre, hvis Hezbollah havde deltaget i et koordineret angreb. Det er blevet tydeligt, at Israel er desperat afhængig af en regional koalition ledet af USA, for at kunne forsvare sig mod Iran, hvis advarselsangreb i april omfattede udsendelsen af omkring 170 droner samt ballistiske og guidede missiler. Mere end nogensinde afhænger det zionistiske projekt af hurtig levering af enorme mængder af våbenforsyninger fra USA, uden hvilke IDF ikke engang vil være i stand til at bekæmpe en lille guerillahær i syd.
Blandt Israels jødiske befolkning hersker der nu en udbredt opfattelse af, at Israel er uforberedt og mangler evnerne til at forsvare sig. Dette har medført et stort pres på at fjerne undtagelsen for at aftjene værnepligten for ultraortodokse jøder, som har eksisteret siden 1948, så de kan indkaldes til hæren i tusindvis. Det vil næppe gøre den store forskel for Israels krigsførelse, men det afspejler omfanget af den pessimistiske opfattelse af IDF, hvilket yderligere har forstærket de politiske skel i Israel.
Fornyet energi blandt unge palæstinensere
Det sjette og sidste tegn er fornyelsen af energi blandt den yngre generation af palæstinensere, der fremstår langt mere forenet, organisk forbundet og opmærksom på realiteten end den politiske palæstinensiske elite. Da befolkningen i Gaza og på Vestbredden er blandt de yngste i verden, vil denne sammenhængende gruppe have en enorm indflydelse på befrielseskampen. Diskussionerne blandt unge palæstinensiske grupper viser, at de er optagede af at etablere en oprigtig demokratisk organisation – som enten kan være et fornyet PLO, eller en helt ny organisation – der vil forfølge en vision om frigørelse, som er modsatrettet de palæstinensiske myndigheders kampagne for at blive anerkendt som en stat. De unge favoriserer en ét-stats løsning frem for den miskrediterede to-statsløsning.
Det er svært at sige, om grupperingen af unge palæstinensere vil være i stand til at reagere effektivt på zionismens tilbagegang. Kollapset af et statsprojekt følges ikke altid af et bedre alternativ. Andre steder i Mellemøsten, f.eks. i Syrien, Yemen og Libyen, har konsekvenserne desværre været blodige og langvarige. I tilfældet med zionismen vil det være et spørgsmål om de-kolonisering, og det forrige århundrede har vist, at post-koloniale realiteter ikke altid forbedrer den koloniale tilstand. Kun palæstinensernes handlekraft kan bevæge os i den rigtige retning. Pappé mener, at en eksplosiv blanding af disse seks tegn på kollaps før eller siden vil resultere i ødelæggelsen af det zionistiske projekt i Palæstina, og håber, at der er en robust befrielsesbevægelse klar til at udfylde tomrummet, når det sker.
I de mere end 56 år, hvor den såkaldte ‘fredsproces’ ikke har ført nogen vegne, har der været en række amerikansk-israelske initiativer, som palæstinenserne blev bedt om at reagere på. I dag skal ‘fred’ erstattes med de-kolonisering, og palæstinenserne skal kunne formulere deres vision for regionen, hvor det nu er israelerne, der bedes om at reagere. Dette vil markere første gang, i hvert fald i mange årtier, hvor den palæstinensiske bevægelse tager føringen med at opstille sine egne forslag til et post-kolonialt og ikke-zionistisk Palæstina (eller hvad den nye enhed vil blive kaldt). I denne proces vil de ifølge Pappé sandsynligvis se til Europa (måske til de schweiziske kantoner og den belgiske model) eller, mere passende, til de gamle strukturer i det østlige Middelhav, hvor sekulariserede religiøse grupper gradvist omdannedes til etnokulturelle grupper, der levede side om side i samme territorium.
Uanset om folk hilser ideen velkommen eller frygter den, er kollapset af zionismen og Israel forudsigeligt, og bør forme den langsigtede samtale om regionens fremtid. Det vil blive tiltvunget dagsordenen, når folk indser, at det århundrede lange forsøg på, ledet af Storbritannien og derefter USA, at påtvinge et arabisk land en jødisk stat langsomt er ved at slutte. Det var succesfuldt nok til at skabe et samfund af millioner af bosættere, mange af dem nu anden og tredje generation. Men deres tilstedeværelse afhænger stadig, som det gjorde, da de ankom, af deres evne til voldeligt at påtvinge deres vilje på millioner af oprindelige folk, som aldrig har opgivet deres kamp for selvbestemmelse og frihed i deres hjemland. I de kommende årtier vil bosætterne være nødt til at opgive denne tilgang og vise deres vilje til at leve som lige borgere i et befriet og de-koloniseret Palæstina.
Artiklen er baseret på Ilan Pappés artikel i New Left Review, af 21. juni, med forfatterens godkendelse.
