En tidlig formiddag i marts 2015 sad jeg på et kontor hos organisationen Defence for Children International Palestine i Ramallah. Jeg skulle følge en advokat til et retsmøde i militærdomstolen i Ofer-fangelejren, der ligger udenfor Ramallah. Nu sad jeg og ventede. I ventetiden fik jeg øje på en hylde i en af mange reoler. Der stod en række sorte ringbind, cirka en meter i længde, alle med den samme tekst på etiketten: Torture 2014 – indberetninger om tortur mod børn samlet på blot et år
Børn spærres inde i celler af 1x1x1 meter uden vinduer, blot med en lille lem, der kun kan åbnes udefra. De er uden menneskelig kontakt og uden adgang til toilet.
De udsættes for konstant stærkt lys døgnet rundt og fratages derved enhver tidsfornemmelse. Derudover udsættes de for høje lyde i timevis uden ophøre. Under afhøringer bindes de fast til en ubehagelige jernstol og nægtes toiletadgang, så de er nødt til at forrette deres nødtørft på stedet, hvilket fratager dem enhver rest af værdighed og autonomi.
De udsættes også for optagelser af voldsomme kvindeskrig fra etnærliggende rum, og de får at vide, at det er deres mor eller søster, der voldtages af soldater. De presses til at afgive oplysninger om deres egen familie og naboer.
Hvem, der kommer på besøg osv. De udsættes for seksuelle overgreb. De bliver tvunget til at underskrive en tilståelse skrevet på hebræisk, et sprog, de ikke forstår.
Listen er meget længere. Typisk bliver børnene tilfangetaget i deres hjem midt om natten. Hele familien vækkes af militærets voldsomme indtrængen i deres hus. Forældre og søskende er vidner til, at barnet brutalt bliver trækkes ud i et militærkøretøj og kørt væk, uden at de kan gøre noget. Barnet oplever, at end ikke dets forældre kan hjælpe det.
Undervejs ødelægges deres tillid til at verden er et godt sted at være. Efter diverse sikkerhedsforanstaltninger og kropsvisiteringer sidder jeg i et retslokale i militærdomstolen inde i Ofer-fangelejren. Reelt er der tale om et antal indhegnede barakker beskyttet af svært bevæbnede vagter/soldater. Inde i lokalet er der i den ene ende et podie, hvor den israelske dommer sidder ved en stort skrivebord.
Han er en ældre, svært overvægtig mand, uniformeret, har kalot på, og taler kun hebræisk. Foran ham, nedenfor podiet, sidder en soldat på en hvid plastikstol ligesom de havestole vi også ser i Danmark. Han er tolk.
Hans kropssprog udtrykker tydeligt hans manglende engagement, Han sidder henslængt, med ryggen delvist til den boks, hvor den anklagede sidder. Han kigger lejlighedsvis på sit ur, piller lidt næse og klør sig i skridtet undervejs, mens han oversætter. Jeg er ikke i stand til at vurdere kvaliteten af hans oversættelse.
På intet tidspunkt har hverken dommeren eller tolken øjenkontakt med fangen. En dreng bliver ført ind i lokalet. Han er iført en brun fangedragt og har lænker om fødderne og hænderne – en symbolsk magtdemonstration. Han har ingen chance for at flygte. Han er 12 år, har jeg fået at vide af advokaten. Han er lille af statur kunne godt gå for at være en 10-11 år.
Han er flankeret af to bevæbnede soldater, en på hver side. Udoverde nævnte er der kun to personer og så undertegnede, til stede i lokalet. De to, en mand og en kvinde i 30’erne, er tydeligvis drengens forældre. De sidder skråt bag mig.
Vi er placeret på hvide plastikstole i den modsatte ende end dommeren og tolken. Advokaten sidder på sidelinjen, for nu at sige det sådan Loven siger, at alle har adgang til retssagerne ved Israels militærdomstole. Praksis siger noget andet. Der skal søges om tilladelse, og retssagerne kan finde sted langt fra den enkelte fanges hjemby.
Det betyder, at det for mange familier er forbundet med omkostninger at rejse til fangelejren . Har man arbejde, kan det være overordentlig svært at skulle tage en hel dag fri for at rejse til den pågældende fangelejr. Derfor, har advokaten fortalt mig, er der ofte ingen familiemedlemmer, der overværer retssagerne.
Hvis familien møder op, må de under ingen omstændigheder have kontakt med fangen, – de må ikke medbringes gaver som tøj og mad, der må ikke tales og øjenkontakt forhindres af soldaterne.
Drengen når at se sin mor, inden soldaterne skygger for ham. Hans ansigt åbner op i et stort smil, hans øjne lyser af glæde. Han når at gøre nogle tegn til hende, og så er det slut, sørger soldaterne for.
Retssagen mod den 12-årige er i gang. Dommeren taler og taler. Advokaten får lov at sige noget i meget afmålt tid. På et tidspunkt oversætter tolken noget, dommeren har sagt. Drengens mor begynder at græde Jeg kan ikke forstå, hvad dommeren/tolken har sagt, men det er tydeligt, at det er ulykkeligt. Jeg lægger spontant en hånd på mit hjerte. Et langt øjeblik mødes vores øjne, hun lægger også en hånd på sit hjerte. Hun har ikke set sin søn i de tre måneder, der er gået, siden han blev tilfangetaget en nat. Den første måneds tid vidste forældrene ikke, hvor deres søn var, eller hvad der skulle ske.
Advokaten fortæller mig efterfølgende, at dommerens udmelding er, at drengen er farlig for sine omgivelser, og at han derfor skal være i fangenskab på ubestemt tid.
Han har angiveligt kastet en sten, – det har en soldat indberettet. Soldatens tilstedeværelse i retten har man ikke syntes var nødvendig, så han udsagn får lov at stå alene, uimodsagt. Advokaten nedlægger protest. Det noteres, og på et tidspunkt i fremtiden vil der blive indkaldt til et nyt retsmøde, der formentlig vil forløbe på samme måde. Det er uvist, hvornår forældrene kan få deres søn hjem.
Han føres væk af soldaterne. Hans forældre forlader lokalet, jeg ser, at også faderen græder, lidt mere lavmeldt end sin hustru.
På vejen tilbage til Ramallah passerer vi den 12-årige drengs forældre. De går langsomt nedslåede ind mod byen, som om det ingen hast har at komme hjem. Der er ingen busser, der kører til eller frafangelejren.
Har man ingen bil og ikke penge til en taxa, må man gå. Ofer-fangelejren er blot et af Israels 16 fangelejre. Min advokat er blot en af mange. Hver dag året rundt udspiller det scenarie, jeg her har beskrevet, sig. Det, jeg har berettet om her, er en af uendelig mange måder Nakbaen udspiller sig på. Nakbaen, der startede allerede før maj 1948 og som er fortsat lige siden, og som lige nu foregår i Gaza, hvor der finder et folkemord sted, – og på den besatte Vestbred, hvor Israel de seneste uger har intensiveret angrebene. Deres mål er at skræmme palæstinenserne væk og udvide deres apartheidstat.
I de seneste 11 måneder har fokus været på det, der foregår i Gaza. På den besatte Vestbred hærger bevæbnede besættere, og antallet af tilfangetaget palæstinensere er eksploderet. Torturen og volden mod fangerne har fået en langt mere brutal karakter.
På YouTube og Facebook kan vi se billeder og videoer af frigivne fanger, som nærmest er uigenkendelige – udmagrede og skadede på krop og sind. ”Welcome to hell” er titlen på en ny rapport udgivet af den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem om volden mod de tilfangetagne palæstinensere. Lige nu skønnes det, at omkring 10.800 palæstinensere sidder i israelsk fangenskab, – dobbelt så mange som før 7. okt. Siden d. 7. oktober 2023 er der myrdet 700 palæstinensere på den besatte Vestbred, heraf 160 børn.
