Lad mig fortælle lidt om, hvordan det var at vokse op “på den anden side” i en typisk dansk familie med stærke sympatier for Israel i 1950’erne og 1960’erne. Det var helt normalt i Danmark dengang på grund af medlidenheden med de forfulgte jøder i Europa. Vi fejrede Israels næsten mirakuløse sejre i 1956 og 1967. Når vi så film fra Israel, mindede det rigtig meget om westerns: de tapre nybyggere, hvide europæere som os selv, på vej ud for at gøre ørkenen frugtbar; og konflikterne med de “indfødte”, lumske typer som smilede til én om dagen, men om natten kom de med deres lange knive. De fortjente ikke engang ejerskab til det land, de levede i, kunne vi forstå.
Vi havde en ”vennefamilie” i kibbutz Alonim, cirka 25 km øst for Haifa. Ægteparret Dan og Lotti kom på besøg hos os i Danmark, og mine brødre var efter tur på arbejdsferie i Alonim. Det skulle jeg også, da jeg blev gammel nok, hvilket var i 1969, to år efter Seksdageskrigen, som havde ført til Israels kontrol med Østjerusalem, Vestbredden, Golanhøjderne og Gaza. Jeg må ærligt indrømme, at mit første indtryk af kibbutz Alonim var klart positivt. Alle folk var søde og venlige over for os ”internationale frivillige”, Dan og Lotti tog sig godt af mig, og jeg var fascineret af, at jeg kunne hente smøger gratis ovre i varelageret. Arbejdet var heller ikke tungt, plukke æbler nogle timer hver dag. Der gik nok en uges tid, før jeg begyndte at se igennem facaden.
Det startede med en udflugt op i Golanhøjderne, som kibbutzen havde organiseret for os ”internationale unge”. Bussen kørte igennem palæstinensiske landsbyer, og i en af dem så vi, at der var malet store røde kors på flere af husene. Hvad var nu det? BOUM! forklarede vores israelske guider med store grin. Husene skulle sprænges i luften inden for få timer, fordi familiemedlemmer var blevet pågrebet i at planlægge modstand. Det syntes vi unge selvfølgelig var både grusomt og uretfærdigt. Og vi begyndte at forstå, at palæstinenserne faktisk ikke har nogen rettigheder, ingen beskyttelse.
Så var der arbejdet. Efterhånden gik det op for mig, at det med de ”internationale frivillige” var et show, en facade. Vi var ikke til megen nytte! I virkeligheden blev det meste arbejde udført af folkene fra den nærliggende palæstinensiske landsby (som sikkert var den oprindelige ejer af kibbutzens jord). Israelerne fungerede nærmest som en slags opsynsmænd, der holdt øje med de palæstinensiske arbejdere. Kibbutzen havde faktisk ikke nogen stor arbejdsstyrke, for de fleste unge var i hæren. Vi mødte dem, når de var hjemme på weekend. Rygterne gik blandt os ”internationale”: vi skulle passe på den rødhårede Yakoob, når han var fuld; han havde knivdræbt en hel palæstinensisk familie under erobringen af Østjerusalem i 1967, han var virkelig farlig. Og jeg endte faktisk med at blive overfaldet af Yakoob en lørdag aften; han ville gerne have fat i min franske veninde, og han kendte åbenbart ikke andre fremgangsmåder. Heldigvis var der altid to af hans soldaterkammerater med til at stoppe ham, før han gik helt amok.
Derefter Østjerusalem. Jeg var begyndt at se med meget kritiske øjne på de israelske checkpoints, den umenneskelige behandling af palæstinenserne. I det hele taget var jeg begyndt at opleve israelerne som… ja, som danskerne opfattede tyskerne under den tyske besættelse af Danmark 1940-45: et brovtende, selvforherligende ”herrefolk”, højt hævet over de ”svage” nationer, som de tillod sig at dominere. Jeg kom ind i Østjerusalem gennem checkpointet ved Jaffa Gate. Jeg fandt en coffee shop. Og endelig fandt jeg mine sande venner! Sprogbarrieren var godt nok større end i Alonim, men jeg var slet ikke i tvivl. Jeg forlod Alonim og fortsatte på egen hånd.
Det undertrykte folk, javel, men de overgiver sig ALDRIG! Palæstina er den største uretfærdighed i verden i vor tid. Det er vildt og himmelråbende, at fem millioner mennesker i Gaza og på Vestbredden lever bag høje mure, i livstids fangeskab. Hver eneste nyfødte baby har et usynligt brændemærke i panden: livstid i fængsel! Skyldig i at være palæstinenser! Men Palæstina er også et forbillede for os alle sammen: modstanden holder aldrig op!
